Kung Fury

Den crowdfundede, svenske exploitation-pastiche Kung Fury er eksploderet på de sociale medier, og siden den blev lagt gratis på Youtube den 28. maj, er den blevet set af 15,5 millioner mennesker.

Med god grund.

Den svælger i ironisk overgearet 80’er-nostalgi, computerspileffekter og fjollede oneliners, og den føles som én lang lol-klipparade sammensat af en veloplagt Youtube-dj.

Da politikontorerne i Miami bliver angrebet af Adolf Hitler under navnet Kung Führer, får superbetjenten Kung Fury en superhacker ved navn Hackerman til at hacke sig tilbage til 1940’erne, så han kan dræbe diktatoren i Nazityskland.

Han ender dog i vikingealderen, hvor barmfagre kvinder i strategisk malplaceret dyreskindsrustning jager Laser-velociraptorer med uzi’er, mens de rider på dinosaurer.

Her sender guden Thor, legemliggjort af en aldrende bodybuilder, der konstant spiller med sine runkne muskler, ham frem i tiden til et Nazi-stormøde, hvor håndlangerne venter på at lade sig udrydde i én lang Mortal Kombat-agtig parade.

Kung Fury spilles af David Sandberg, som også har skrevet og instrueret løjerne. Han er Van Damme-adræt, taler hæst med en sammenbidt, amerikansk accent og opfører sig som en krydsning af Stallone-karaktererne Rambo og Cobra, men ligner mest Charlie Sheen fra Platoon.

Det 80’er-fikserede, meme-venlige overgear er det tætteste, vi kommer på en filmudgave af hjemmesiden 9GAG.com, hvor filmens fans minutter efter premieren lagde de sjoveste scener ud. Den vellykkede brug af båndflimmer, synth-musik og neonbadede virtuelle kulisser (hele filmen er tydeligvis stykket sammen af blue screen-optagelser) tegner sig for meget af dens kitsch-cool charme.

Det, og så Kung Furys selvsikkert åndssvage oneliners, som da han river en nazi-soldats arm af efter at have advaret ham: ”I’m going to disarm you.”

Scandi-nazisploitation er vel nok filmhistoriens mindst usandsynlige subgenre, men to Død snø-film (optøede nazi-zombier) og Iron Sky (nazister på månen) med nummer to på vej (nazister på dinosaurer i Jordens indre) har vist, at den lever i bedste velgående. Kung Fury er vel nok genrens mesterværk, hvad det så end vil sige.

Filmen låner lige rigeligt af både skurkegalleri, udseende og jokes fra den australske kultserie Danger 5, der desuden vinder ved at acceptere de tekniske begrænsninger fra den periode, den parodierer. Kung Fury er derimod umiskendeligt computerlavet, og det skurrer dårligt med dens mange videobåndseffekter.

Manuskriptet føles, som om en sukkerhøj trettenårig har skrevet det efter at have binget sin fars vhs-samling. Devisen synes at være, at så længe det er åndssvagt, er det sjovt. Filmen blander alt fra biltelefon-reklamer til tv-tegnefilm a la James Bond, Jr. og holder tempoet højt nok til, at man dårligt når at bemærke, hvor fantasiløst det ofte er brugt.

David Sandberg namedropper på livet løs, men de mange latterlige påfund – en udskældt arkademaskine på mordtogt, en dinosaurbetjent ved navn Triceracop – byder ikke på andet end den oprindelige lol-værdi.

Idéer, der kun er gode i ironiske anførselstegn, har det med at blive trættende, når de strækkes ud over falsk trailer-formatet. Black Dynamite, Machete og Hobo With a Shotgun er begavede exploitation-parodier i kortformat, men har ikke nok at byde på som spillefilm.

Heldigvis lukker Sandberg festen efter kun 30 minutter, altså før man for alvor når at blive træt af den hyperkitschede arkadespilstil og det knirkende skuespil. Den rammer næppe bredere end sin niche, men for alle, der er vokset op med tyndslidte b-filmsbånd og Atari-maskiner, giver Kung Fury en nostalgisk lussing til den gode smag.