Kragepigen

I den britiske provinsby Bristol har kriminalkommissær Jeanette Kilburn har nok at lave, og skruen strammes på politistationen, da der begynder at dukke nøgne, unge mandelig op.

Ligene er pakket sammen i en taske uden for velstående borgeres bolig. De er maltrakteret som efter en forfærdelig omgang bøllebank.

Et af ligene ligger foran huset, hvor der bor en tandlæge, som er beskæftiget med distribution af børneporno. Tidligere har han også været mistænkt for voldtægt af en ung kvinde.

Samtidig – og der er rigtigt megen samtidighed i historien – er der en sag om en dreng, som forsvandt for tyve år siden.

Så er der en ung kvinde, som også er forsvundet efter at have været patient hos psykiateren Sophia Craven, der snart bliver veninde med kriminalkommissæren, fordi hun er indkaldt i sagen med tandlægen.

Vi følger også nogle indvandrermænd, som listigt bliver involveret i ulovlige boksekampe.

Der er således mange bolde i luften i krimiserien Kragepigen. Englændere er de bedste til at dreje engelske serier, som består af grundigt politiarbejde indsat i en hverdagsrealisme med social indignation, kultiveret smalltalk og solid morgenmad.

Og så selvfølgelig klichéen i alle politirutineserier, at politifolk forsømmer familien og hele tiden hænger i en mobiltelefon om uopklarede mordsager.

Engelske krimier er også kultiverede på den måde, at det er sjældent børn eller unge piger, som myrdes brutalt og bestialsk. Men det sker faktisk i Kragepigen, der under sin britiske overflade bygger på en svensk krimiserie skrevet af pseudonymet Erik Axl Sund. Om Victoria, som har blod og bøddel på bedding og i serien spilles af danske Clara Rugaard.

Kragepigen er således en virkelig dyster omgang nordic noir made in England. Den er bestemt ikke for svage sjæle og interessant nok lige præcis alt det infame og blodige, engelske krimifolk har bebrejdet deres skandinaviske kolleger at dyrke i bøger, film og navnlig tv-serier.

Serien begynder noget trægt med skræppende krager og nøgne træer i vind og vejr. Spændingen stiger støt og sikkert, men også i spring, der pendler mellem forskellige lag i plottet.

Et andet nordisk træk i anretningen er fokuseringen på Jeanettes intimsfære, hendes ægteskab med en sort kunstner, der sjusker i køkkenet og ikke får solgt sin kunst.

Så er der venskabet med den toughe partner (Dougray Scott), trakasserier med politichefen og dennes diplomatiske adfærd over for byens spidser. Og Jeanettes farmand, som også var strømer og ikke fik opklaret en afgørende politiforretning.

Men som i alle politirutinehistorier handler det dybest set om venskaber på tværs af køn og klasse, hudfarve og holdning. Svigt af venskab er faktisk værre end ægteskabelig skilsmisse. Alt er imidlertid meget sideløbende indviklet og meget rugende. Og Bristol synes at være en by præget af børnelokkere, sadister, sinistre mænd og sindssyge kvinder.

Forcen ved denne skandi-krimi på engelsk er imidlertid de altid gode britiske skuespillere, som bare kan deres roller med professionel naturlighed og sans for replikkers elan.

Walisiske Eve Myles med en charmant dialekt er fremragende som kommissæren, der har alt for meget om ørerne og muligvis er på slingrekurs i sin karriere. Katherine Kelly spiller den sofistikerede og elegante psykiater, som seksuelt er til flere sider, gerne med et glas hvidvin i hånden.

Så er der den korrupte strisser og den helt unge af slagsen, der reelt opklarer det meste. Serien byder på det meste af, hvad tidsånden kræver af sæd og skik, tematik og motivkreds. Især når vinden kommer fra det melankolske nord, hvor engelsk humor er en by i Rusland.

Der er ikke megen hygge og lune i Kragepigen. Ikke meget at grine ad. Til gengæld er den dødsens spændende, og sæson nummer to skulle komme i en nær fremtid.