Kontra

Fint ser det ud i villaens store baghave, hvor Fanny disker op med sushi og champagne til pigerne i sin nye gymnasieklasse. 

Hun vil gerne være venner med dem. Selv om hendes indtryk af dem endnu farves af en skolefest, hvor pigerne i klassen klippede i hendes kjole og frøs andre ude. 

Alt ånder umiddelbart fred og fordragelighed, indtil de senere på aftenen kommer til diskoteket Søpavillonen i København. Det viser sig, at klikens intrigante leder Kajsa har fået alle med på invitationslisten undtagen Fanny, og aftenens vært må trille mutters alene hjem. 

Herfra optrappes konflikten. 

Ligesom i instruktør og manuskriptforfatter Jonas Risvigs ungdomsserier Salsa og Drenge, er der genkendelige sociale dynamikker fra virkeligheden, som der skrues op for. Det skaber en intens oplevelse af at gennemleve ens gymnasietid på 100 minutter. 

Fortællingen følger Fanny (Andrea Hjejle), der efter forældrenes skilsmisse flytter med moren fra Lolland til Nordsjælland. 

Efter fejlslagne forsøg på at blive del af klassens pigegruppe, knytter hun bånd med Lilja (Anna Lehrmann), der også holdes ude i klassen, fordi hun i en brandert var sammen med den fyr, som Kajsa var forelsket i. 

Lilja bliver på mange måder et symbol på en verden, som Fanny vil være en del af, snarere end en jævnbyrdig hovedperson. Men sammen står de stærkest, når de går i modangreb på kliken, der vil holde makkerparret ude af sociale begivenheder. 

Jonas Risvig, der kom frem som talent på Ekko Shortlist, er fantastisk dygtig til at opbygge og udfylde sine fiktive universer, så man længes efter mere. 

Handlingens placeringen på et nordsjællandsk gymnasium, som for nogle er velkendt, men for andre et mystisk parallelsamfund, er smart. For bag villavejenes hække kunne der skjule sig et nordisk Beverly Hills, som bare har ventet på at blive filmet. 

Fordommene om rige og berømte mennesker, der bryster sig af deres privilegier i en uendelig magtkamp, har noget tilfælles med fejderne i gangsterfilm fra Goodfellas til Underverden, omend de foregår i markant anderledes miljøer. 

Tilsat et par svinestreger udkæmpes den med et bagtæppe af dyre drinks, designerkjoler og fester, som her ikke købes for narkopenge, men på forældrenes betalingskort. I stedet for skudsalver finder kampene sted ved at nedstirre sin modstander på eksklusive, basstøjende klubber med røgmaskine og lange køer udenfor. 

Køen går de medvirkende naturligvis udenom, mens måbende københavnere tålmodigt må vente i kulden. 

Fanny, Lilja og det øvrige persongalleri træffer dårlige beslutninger, som øjensynligt kan have store konsekvenser. Ligesom filmen selv er deres berusede tur med en cabriolet på motorvejen medrivende og sanselig, men bestemt også nervepirrende. 

Scenen gør løftede pegefingre overflødige og fæstner hellere blikket ved ungdommens sorgfrie liv på kanten end på de langvarige konsekvenser. 

Det er både Andrea Hjejles og Anna Lehrmanns debutroller i dansk film som henholdsvis Fanny og Lilja. Sammen har de en kemi, der gør venskabet overbevisende. 

Andrea Hjejle træder i karakter som den nyankomne med søgende blikke og påtagede smil, der pludselig forsvinder, i takt med at pigerne på skolen hærder hende med ondsindede drillerier. 

Anna Lehrmann giver Lilja en iskold attitude. Hun mestrer et roligt, upåvirkeligt kropssprog, som fortæller omgivelserne, at de ikke kan slå hende ud af kurs. 

En anden debutant, der fortjener ros, er Nikoline Mejnert Smith. Med sin portrættering af hævngerrige og magtsyge Kajsa gør hun forestillingen om lede gymnasiepiger til virkelighed. Samtidig er der en forbigående bævren i stemmen og rødmende kinder, der afslører det mere nuancerede menneske bag facaden. 

Men når filmen er allerbedst, troner hun over de andre, og med sin magt er hun en mindeværdig ungdomsskurk, der kan måle sig med Peter Reichhardts rige Sten fra Bille Augusts udødelige klassiker Zappa.