Konklave

Den begavede britiske bestsellerforfatter Robert Harris så i 2013 på tv ærkebiskoppen af Buenos Aires, argentinske Jorge Mario Bergoglio, blive forvandlet til Pave Frans.

Han syntes, at kardinalerne i deres egenskab af at skulle vælge en ny pave i et konklave mere lignede pragmatiske politikere end Guds tjenere og hyrder for deres menigheder.

Derfor skrev han romanen Conclave.

Den handler om stridigheder og magtkamp inden for Vatikanet, en præste-thriller, der ligesom Harris’ mange andre bøger var kameraklar til at blive spektakulært filmatiseret. Således som hans gode ven, Roman Polanski, har gjort det med hans politiske thriller Skyggen og bogen om Dreyfus-affæren Officer og spion.

Østrig-schweiziske Edward Berger, Oscar-belønnet for filmatiseringen af Erich Maria Remarques klassiker Intet nyt fra Vestfronten, har sobert, sagligt og solidarisk taget sig af valget bag Vatikanets mure.

Konklave følger handlingens labyrintiske spor igennem et plot, som giver indsigt i en lukket verden. Bogens italienske hovedperson er blevet til den engelske kardinal Lawrence – spillet sammenbidt suverænt af altid gode Ralph Fiennes – der arriverer til pavens dødsleje.

Han er en tvivler, som agter at trække sig tilbage til et kloster. Han er nemlig ved at miste troen. Ikke på Gud, men på kirken, som har gennemgået mange skandaler. Og kirkens øverste ledere ude i verden dyrker mere verdslige tanker, korruption og magtfuldkomne rænker end troen på kristendommens krav om næstekærlighed, mådehold og nåde.

Nu må Lawrence skyde en hvid pind efter sit refugium. Han skal arrangere og stå i spidsen for det pavelige konklave. Kardinaler fra hele verden indkaldes for at stemme om en ny pavekandidat.

I sidste øjeblik ankommer en yngre, ukendt kardinal fra Kabul i Afghanistan. For et år siden blev han hemmeligt udnævnt af den netop afdøde pave.

Hvem er han? Hvad betyder han for hele det katolske system med mere eller mindre bekrigende fraktioner? En splittet verden mellem dem, som mener, at romerkirken skal reformeres, og dem, som vil trække den tilbage til forne tiders ortodoksi, da man talte latin sammen og prædikerede på latin.

Parterne bliver alle låst inde og isoleret i Vatikanets berømte gemakker, indtil en kandidat har opnået mindst 31 stemmer. Sammensværgelser, forhandlinger og alliancer træder i kraft, og det varer tre dage, før den hvide røg fra skorstenen signalerer, at en ny pave er valgt.

Konklave er en såre fascinerende film. Den byder på et enestående smukt univers og eventyrlig sælsomt hemmelighedskræmmeri, hvor de højtstående præster i middelalderlige gevandter bager rævekager i interiører fra renæssancen.

Stanley Tucci er den reformvenlige kardinal Bellini, som spiller dobbeltspil. John Lithgow gestalter lumsk kardinal Tramblay med fordækte hensigter og urent trav, mens Isabella Rossellini er nonnen Agnes, som kan mere end sit fadervor.

Sergio Castellito giver den hele armen som den reaktionære Tedesco, der vil have kirken tilbage til religionskrigenes fanatisme.

Filmen er påfaldende spændende hele vejen og rummer overraskelser, som afspejler katolicismens kriser. Men uden at filmen bliver et kritisk opgør eller en udlevering. Tværtimod er vel den eneste indsigelse fra vantro og anderledes troende, at kirken i sidste ende udviser konsensus om et bredt kristnet budskab.

Det er intet mindre end fantastisk, at Edward Berger har drejet en så fremragende film på to timer om ældre mænd i mærkeligt tøj og deres teologiske trængsler. Det er en påfaldende stille, intelligent film, hvor kun larmen fra den profane og politiske samtid bryder voldsomt Vatikanets egen klaustrofobiske verden.