Kon-Tiki

Det er interessant og måske endda tidstypisk, at de to skandinaviske film, vor egen En kongelig affære og den norske Kon-Tiki, som konkurrerede om årets Oscar for bedste udenlandske film, har flere træk til fælles.

Begge er historiske beretninger og egentlig ret gammeldags fortalte film. Begge er iscenesat på en kronologisk berettermodel med en delvis retrospektiv rammefortælling uden de helt store filmiske udskejelser i det episke design. Begge handler om mere eller mindre gale mænd. En gal dansk konge fra 1700-tallet og en gal norsk videnskabsmand fra det 20. århundrede.

For ganske vist var eventyreren og globetrotteren Thor Heyerdahl ikke gal på samme måde som Christian 7., men videnskabsmænd i slutningen af 1940’erne anså ham for en fantast med en gal teori: At befolkningen i Polynesien i forhistorisk tid var udvandret fra Peru og havde sejlet 8000 kilometer over verdens største ocean. Heyerdahl trodsede sine kritikere og ”beviste” sin teori ved på en selvbygget flåde af balsatræ sammen med fem andre gæve gutter at sejle tværs over Stillehavet. Forsøget lykkedes i hvert fald. Heyerdahl skrev en bestseller og drejede over sine optagelser undervejs en film, Kon-Tiki, som i 1950 fik en Oscar som bedste dokumentarfilm. Med et manus af samme stof som en rigtig Hollywood-film.

Filmbyen kom imidlertid aldrig til Norge på en tømmerflåde. Til gengæld må man sige, at Norge kommer til Hollywood med instruktørparret Joachim Rønning og Espen Sandbergs fejende flotte blockbuster Kon-Tiki, som bogstaveligt har sat alle sejl til for at vise hele verden deres landsmands grandiose vovemod. Man mærker klart fra start, at det er det samme par, som stod bag et andet norsk helteepos, Frihedskæmperen Max Manus. Ikke kun med hensyn til heroisk intention, men også fordi flere af filmens medvirkende, såsom Pål Hagen, der spiller Thor Heyerdahl, var med i denne modstandskæmperfilm. Vi taler altså om helte, men filmen synger også heltemodets menneskelige omkostninger, på både det personlige plan og hjemmefronten. Og selvom filmen drejer sig om en norsk rollemodel, antydes underdrejet også hans dameglæde for andre end konen.

Filmen er episk i gammeldags forstand, men altså flamboyant og overdådigt fortalt med alle de gængse parametre og forhindringer for denne hæsblæsende globetrottergenre. Ingen vil bakke Thor op, før Perus præsident kommer med en pose penge. Senere ude på havet får vi farlige hajer, hidsige orkaner, skarpe koralrev og gnidninger mellem flådens forskellige mandetyper – alt sammen skærpet dramatisk af det faktum, at havbiologen Heyerdahl led af vandskræk og ikke kunne svømme.

Heldigvis kom han alligevel i land, blev nationalhelt og fik sit eget museum i Oslo. Hele hans personlige kanonisering blev også en indpakket efterkrigshyldest til det tapre lille Norge, der i Anden Verdenskrig havde trodset tyskerne – Telemarkens helte, som vandt kampen om det tunge vand. Typisk nok understreger filmen, at hele to besætningsmedlemmer på Kon-Tiki har været heroisk aktive i modstandskampen. Men heldigvis bliver der også plads til indsatsens traumatiske eftertid, ligesom filmen giver skitser til den psykologiske barndomsenergi, som drev Thor til dumdristig galimatias.

På sine slagskraftige og bombastiske præmisser virker filmen dog sympatisk saglig, nøgtern og rimelig realistisk. Den kan dog ikke skjule, at den er lige så norsk nationalistisk som landets jenter i brogede bunader med korssting og sølvknapper på nationaldagen den 17. maj. Den får nemlig ikke for lidt med det norske flag, da Thor og hans venner endelig møder Bountylands kyst.

At Heyerdahls teori så ikke holder, ved vi i dag, eftersom DNA-undersøgelser i Polynesien i 1990’erne viste, at befolkningen højst sandsynligt er udvandret fra Asien. Men det er en helt anden historie, og den skal i hvert fald ikke fortælles her. På norsk.