Køln 75

Det begynder som en fest. Tysklands mest berømte jazzkoncertarrangør Vera Brandes bliver fejret på sin 50-års fødselsdag. Alle har noget i glasset, alle stråler af munterhed og glæde. Men så træder Veras aldrende tandlægefar frem. Seriøst og salvelsesfuldt fortæller han, at datteren, der som ung havde muligheder for sig, er hans livs største skuffelse.

Herefter springer Køln 75 tilbage til dengang i 70’erne, hvor Vera var en fri og frejdig teenager. Oppe imod sine bundborgerlige forældre, hvor moren dog senere bryder ud af skallen, og den mutte storebror kommer ud af sit skab som skuffet ungersvend.

Vera er såre glad for jazzmusik. Helst den, som andre kalder for museumsmusik: Charles Mingus, Thelonious Monk og Miles Davis. Samt den engelske saxofonist Ronnie Scott, som får teenageren i gang med at arrangere jazzlivet i det yderst konservative og katolske Køln, der er kansleren Conrad Adenauers fødeby.

Inden længe er hun verdensberømt i staden som hende, der ordner all that jazz i Sydtyskland. Samtidig udlever hun sit unge liv i gymnasiet med fyre og fester. Adspurgt af pressen, hvorfor hun ikke – som sine jævnaldrende – dyrker tidens rockmusik, ser hun forundret ud som en rabbiner spurgt om, hvorfor han ikke spiser revelsben.

Og så kommer det store scoop.

Jazzmusikkens Mozart, den legendariske og kontroversielle pianist Keith Jarrett, giver koncert i Schweiz her i året 1975. Er det muligt at lokke ham til Køln, hvor Vera via et lån af sin mor har lejet selveste byens moderne operahus? Kommer han, og kan alt komme på plads i rette tid? For det improviserende geni kræver sine ønsker absolut opfyldt, før han strækker fingre og rør de sort-hvide tangenter.

Hvis man ikke kender til den turbulente historie om denne jazzbegivenhed, som blev til dobbeltalbummet The Köln Concert og siden blev til det bedst sælgende solo- og klaveralbum i jazzhistorien, udvikler Køln 75 sig til en spændende få-et-show-op-at-stå-film.

Alt, der kan gå galt, går galt – Murphys lov med alle paragraffer. Med lodder og trisser, ustemt klaver og krukket kunstner med ondt i ryggen. Og kommer der overhovedet nogen til koncerten? Tom sal eller fuldt hus?

Ida Fluk har sat denne jazzhistoriske milepæl i scene med en humoristisk og hjertevarm energi, der gennemhuller fordomme om germanere som særligt gumpetunge, gennemsnitlige og gammelmodige.

Her er der toner af mesterinstruktørerne François Truffaut og Woody Allen med signalementet af unge mennesker med sans for musik og deres forsøg på at navigere i det svære kærlighedsliv, alt mens musikkens spiller.

Mala Emde som den unge Vera Brandes er helt og aldeles fremragende, en sprælsk og spøjs komedienne, som i en alder af atten år skaber jazzhistorie. Man har ikke set en tysk kvinde løbe så desperat hæsblæsende siden Tom Tykwers Lola.

Emde bærer filmen til mere end et interessant moment i jazzens historie, da den kom til Køln. Hun er samtidig feministen i strid med sin småborgerlige, patriarkalske kernefamilie, som hun i sidste ende vinder over.

Forældrene kommer til koncerten og må som alle andre rejse sig og klappe, da Jarrett – spillet overbevisende af John Magaro – endelig er færdig med at spille på klaveret. Moren ser ud til at anerkende Veras succes i modsætning til faren.

Det endelige opgør kommer til 50-årsfødselsdagen, hvor modne Vera spilles standhaftigt af Susanne Wolff. Her får vi også et glimt af virkelighedens Vera, der har produceret og distribueret mere end 350 albums.

Køln 75 er yderst seværdig. Ud over den rørende historie om den unge Veras lidelser er det en smittende hyldest til jazzen som andet og mere end blot rytmisk musik for øret. Nemlig ren livsglæde.