København findes ikke

Martin Skovbjerg laver film, man ikke bare ser, men også tager på sig. 

Debutfilmen Brakland er et sitrende portræt af ungdommelig rastløshed i provinsen. Og København findes ikke, hans anden film, skildrer et parforhold så betændt, at virkeligheden begynder at tage form efter tosomhedens frustrationer. 

Historien præsenteres som en gåde. 

Ida er forsvundet efter en Sveriges-tur med sin kæreste, Sander. Politiet har intet spor. For at komme til bunds i sagen afhører Idas far selv Sander med hjælp fra hendes bror. 

Sander finder sig mut i arrangementet, hvor han låses inde i en falleret herskabslejlighed og hver dag taler ud om deres forhold foran kameraet. 

Hans fortælling er fuld af logiske brister og halve svar.

Han er tydeligvis en upålidelig fortæller, men lyver han for kameraet eller sig selv? 

Parrets forhold vises med tilbageblik på deres første møde i Grand Teatret – eller var det en boghandel? – til den afgørende tur til den svenske skærgård. 

Man mærker to usikre sjæle, der klamrer sig til hinanden uden at ænse, at de begge synker. 

”Du kommer ikke til at blive ved med at have så meget lyst til mig,” siger Ida, da de første gang har sex. 

Sander plejede at være forfatter, men er det ikke længere. Ret hurtigt flytter han ind hos Ida, der snart efter holder op med at skrive til sine venner. ”Hvad lavede du, mens hun var på arbejde?” spørger Idas far (Zlatko Buric). ”Jeg ventede på hende,” svarer Sander. 

Han er en skræmmende figur. Nærmest patologisk passiv og spillet med foruroligende ubestemmelighed af musikeren Jonas Holst Schmidt fra Blaue Blume. 

Sander følger med strømmen. Han finder sig i afhøringen, ligesom han bare flød med i den retning, Ida udstak. Eller er det bare sådan, han ser sig selv? 

Filmen bygger på norske Terje Holts roman Sander og har et manuskript af Eskil Vogt, der er kendt for sine samarbejder med Joachim Trier og som instruktør på Blind og gyseren De uskyldige. 

Historien er underspillet og indelukket, og sandheden er flimrende svær at få hold på, selv om man aner den i sprækker af psykologisk indsigt. 

København findes ikke, hedder filmen, men det er ikke kun storbyen, der forsvinder i fotograf Jakob Møllers fragile, kropsnære billeder. Det er også omverdenen, som holdes klaustrofobisk på afstand. 

Det ser vi i en scene til parmiddag, hvor deres værter kæmper for at holde samtalen kørende, mens Sander og Ida lukker sig om sig selv uden at vide, hvordan de kan rumme andre mennesker. 

Den slidte lejlighed, som Idas far venter på at kunne rive ned, er en tilpas trøstesløs kulisse for at udrede deres parforhold. Sparringen mellem Sander, faren og broren Viktor minder om, at også denne historie blot er én udlægning af virkeligheden. En forhandling mellem følelser og forstand. 

Også filmsproget hælder til det neurotiske med ufokuserede billeder, ubalancerede kompositioner og et søgende kamera på jagt efter det væsentligste i hver scene. 

Den afdæmpede farvepalet spejler karakterernes depression med blege blå og gule nuancer foruden en dramatisk dyb rød, der er Idas farve. 

Angela Bundalovic spiller den stille hævner i Nicolas Winding Refns Copenhagen Cowboy, og hun er næsten lige så mut og utilnærmelig i rollen som Ida. Hun er fuldkommen filtreret gennem sin elskedes perspektiv – endda et menneske, der måske ikke kendte hende særligt godt. 

Usikkerheden bliver hængende som et slør efter rulleteksterne, efter man filmen igennem har famlet efter faste holdepunkter. 

Martin Skovbjerg, der selv har musikerbaggrund som en del af den elektroniske trio Av Av Av, formår at tegne filmens stemning som en helhedsoplevelse, der tager lang tid at ryste af sig. 

København findes ikke er en fascinerende film, men at se den føles ikke altid som en fornøjelse. Det føles som at drukne.