Knudsen & Ludvigsen – og det store dyr

Sangduoen Knutsen & Ludvigsen har siden 1970 været en fast del af Norges børnekultur med deres humoristisk-absurde sange meget lig danske Roben & Knud. 

Bag Knutsen & Ludvigsen gemmer sig Øystein Dolmen og Gustav Lorentzen, der udgav fem albums indtil duoens opløsning i 1986. En række teaterstykker, bøger og film er også udsprunget af duoens brogede univers. 

I den første film fra 1974 kræver de norske myndigheder, at de to snabelsko-beklædte fyre flytter fra den togtunnel, de kalder deres hjem. 

Med glimt i øjet og 50 år efter bandets start har den tredje film, Knudsen & Ludvigsen – og det store dyr, præcis det samme udgangspunkt. 

Inden længe er duoen på jagt efter Knudsens (som han hedder på dansk) piratbedstefar med en tilhørende rygsæk af sten. Den fungerer som hus og en form for portal til både Nordpolen og en Hawaii-strandbar for fisk. 

Her har Stig Rossen en gæstevisit som en rocksyngende fisk, der giver en frisk fortolkning af nummeret Sjørøverkaptein Knutsen, inden han desværre kommer på krogen hos en fisker fra oven. 

I det hele taget er det danske stemmearbejde veludført og velinstrueret af Flemming Holm. 

Som Ludvigsen tager Jens Jacob Tychsen (Badehotellet) en tør aarhusiansk dialekt på og spiller godt op imod ørkensønnen Henrik Koefoed (Knudsen). En veloplagt Torben Zeller spiller den spraglede piratkaptajn, der desværre er død, og som de to venner må hente i himlen. 

I tegnefilm er Zeller bedst til de kantede og farverige roller som papegøjen Jago i Disneys Aladdin eller Tigerdyret i Peter Plys-universet. I Knudsen & Ludvigsen – og det store dyr får han som bandende og svovlende pirat lov til at spille den rollemodel, de to fyre ser op til, og som han synger sange om. Men det er samtidig en forfængelig og sårbar figur, som børn vil kunne spejle sig i. 

Ingen af filmene er særligt ambitiøse med deres noget løse historie, som mest er en undskyldning for at visualisere bandets gakkede sange. Det føles mere improviseret end gennemtænkt – og giver filmen samme kvalitet som de fantasifulde lege, man fandt på som barn. 

Øystein Dolmen har været med til at skrive manuskriptet, mens Gustav Lorentzen døde i 2010. Med bagmandens medvirken har filmskaberne sikret, at filmen holder sig i øjenhøjde med publikum. Det er naiv åbenhed, når det er bedst, og de obligatoriske prutte-jokes, når de er værst. 

Der er kun få svipsere, som når de to gutter ender på et syretrip efter at have spist finsk lakrids. Det lyder sjovt, men kommer til at fremstå som et forceret forsøg på at appellere til den voksne del af familien, som skal se filmen. 

For nordmænd er nostalgi en væsentlig faktor, men et dansk publikum, som ikke kender sangene, vil ikke have samme genkendelsens glæde.

Til gengæld er animationen flot med fokus på at fremhæve de fantasifulde elementer i scenerne. Der skrues helt op i de mange sange, ikke mindst topnummeret Dum og deilig, der får en særlig plads. Her går det virkelig går op for én, hvor megen kreativitet den absurde humor kan byde på. 

Engle kan i det ene øjeblik synge om fortvivlelsen ved at spise sin madpakke fra indpakningen, og i det næste kan et hundredhovedet fantasimonster gå til angreb på et biker-inspireret futtog. 

Om man så morer sig, når bandets fremtrædende kazoo-instrument munder ud i en lang pruttelyd, er nok et spørgsmål om alder og temperament.