Klovn – tilbage til hverdagen

Jeg kunne ikke have modtaget mine links til de tre første afsnit af den nye, syvende sæson af Klovn på et mere ondskabsfuldt tidspunkt: Fire dage før jeg – der er er født 14. august 1968 – bliver 50 år. 

Det vil sige nøjagtigt dagen efter første afsnit bliver sendt på TV 2. 

Afsnittene er dermed på en noget mere skarp måde end vanligt kommet til at pege direkte på min egen panikalder. Og hvor længe kan man være i panikalderen, før det sådan rent formelt ikke længere kan kaldes panikalder, fordi en panik ikke kan vare så længe? Bortset fra, at det kan den selvfølgelig! 

Jeg er så også til forskel fra Frank i serien og i lighed med Casper i serien og i virkeligheden blevet skilt i mellemtiden og i lighed med Casper i virkeligheden blevet kæreste med og fået barn med en yngre kvinde. 

Heldigvis har Casper Christensen og Frank Hvam valgt at lade Casper i serien blive kæreste med jævnaldrende Aqua-Lene, således at min identifikation med Casper ikke bliver alt for gennemgribende. 

I de første seks sæsoner, hvor jeg ligesom Frank i serien var gift og boede på Frederiksberg, var det Frank, jeg var bange for at ligne for gennemgribende. Og det er jo nok værre, eftersom Franks ydmygelser altid er en grad værre end Caspers, fordi Frank i modsætning til Casper faktisk er i stand til at føle sig ydmyget. Man kunne måske næsten sige: Har talent for at blive ydmyget. 

Jeg tror, at den basale pinlighedskomik i Klovn (i sin tid ligesom pseudo-auto-fiktionen tyvstjålet fra Larry Davids Curb Your Enthusiasm) fungerer for alle aldersgrupper. Men det er altså bare, som om man griner mere sort og inderligt af pinligheden, når man er jævnaldrende med klovnene. Og kigger oftere væk.

Jeg kigger vildt meget væk, ikke særligt smart, når man sidder og skal agere anmelder. 

Eksemplarisk er første afsnit, hvor Frank under en parmiddag bliver træt af at høre Casper prale af, hvor ærlige han og Lene er over for hinanden – og afslører, at Casper hemmeligt får lagt livvidden i sine bukser ud. Straks kontra-afslører Casper, at Frank faktisk er godt tilfreds med, at Mia vil have lyset slukket, når de har sex. Hun slipper for at se Franks nye skæg, mens han er fri for at se hendes grå hår. 

Det er helt elementære pinligheder og ydmygelser, men det er også specifikt midaldrende pinligheder og ydmygelser – skriver jeg og klør mig i mit grånende skæg, der heller ikke var der for ni år siden, da sjette sæson løb over skærmen. 

Og så vil jeg gerne hylde den ekstremt dygtige skuespiller og komiker Mia Lyhne som den egentlige stjerne i Klovn! 

Hendes Mia har altid været dræbende implosiv-aggressiv, men i den nye sæsons tredje afsnit, der ildevarslende hedder Me Too, tilføjer hun figuren en sjælesmertelig dimension, der vel altid har ligget på spring, men først nu undviger drengerøvsfokusset. 

Hvis Lyhne ikke med få, små midler havde spillet så stærkt, kunne afsnittet snildt været blevet alt for selvfed en demonstration: Sådan redder vi godmodigt pro-feministisk humor hjem (lidt ligesom første afsnit hedder og handler om Det muslimske klaver). Nu bliver der skåret lige igennem al vitseriet om gramsende Tjener Boldt på Mias café. 

Bortset fra dette Mias tragiske moment er det ikke, som om der sker noget som helst, der kan kaldes nyt, i de tre afsnit. 

At Frank og Mia pludselig er udstyret med en lille dreng og en teenagedatter, og at Casper er kæreste med Aqua-Lene gør jo ikke nogen fundamental forskel: Pinlighedskomik er pinlighedskomik. 

Men ligesom panikalderen åbenbart kan vare evigt, så bliver Klovn sjovere af overhovedet ikke at ændre sig.