Klemt

Trist er det nye sjovt!

Se bare på standup-komikerne Bo Burnhams depressionskomedie Inside og James Acasters Cold Lasagne Hate Myself 1999. Begge er lige dele deprimerende og hylende morsomme.

Også i Danmark har vi forstået det. DR-serierne Min kamp og Guru har hovedpersoner, som er utroligt triste, usympatiske og direkte irriterende at se på.

Det er skønt med en ny æra af tv-antihelte, der ikke bare består af mystiske mænd, som både hader sig selv og alle de kvinder, de har sex med.

Det har de også indset på TV 2, som står bag serien Klemt.

Hovedpersonen Stina, spillet af komiker Eva Jin, er personificeringen af trist og ufrivilligt akavet. Som velmenende tv-vært på et middelmådigt børneprogram opsøger hun sjældent problemer, men ender alligevel altid i andre menneskers rod.

Skuespilleren Elias Munk forsøger at forføre Stina i troen på, at hun er en berømt instruktør. Musikeren Branco giver hende en mystisk pakke til opbevaring. Konflikten i hvert afsnit bliver sat i gang af en eller anden kendis, hun tilfældigvis møder.

Eva Jin leverer en dybtfølt og skæv præstation, som antyder en solid dybde i hovedpersonen. Men instruktør Lars Hundebøll, der har skrevet manuskriptet med Christian Volfing, formår ikke at kanalisere kompleksiteten ud i historien.

Hvert afsnit står for sig selv, og vi får kun ganske få informationer om Stinas baggrund, mål eller ønsker. Der er stor set ingen gennemgående udvikling eller fortælling på tværs af afsnittene.

Derfor har man også svært ved at forstå, hvorfor Stina altid virker trist og rodløs. Hun starter hvert afsnit med en undskyldende monolog om, hvorfor hun er endt, hvor hun er. Men uden et indblik i hende, er det svært at indleve sig i.

Mange af Stinas eventyr er til gengæld utroligt sjove. Det er unægtelig underholdene at se hende blive smidt ud af en kendis-cølibat-klub, fordi hun insisterer på, at berømthederne laver kønsdele, når de modellerer i ler!

Serien byder også på en energisk instruktørstil, som vi sjældent ser i Danmark. Der er masser af hurtige klip inspireret af – for ikke at sige direkte stjålet fra – Edgar Wright, der brød igennem med den forrygende gyserkomedie Shaun of the Dead og fortsatte med resten af den såkaldte Cornetto-trilogi.

Det skaber af og til en underholdende visuel stil i Klemt, men for ofte virker det malplaceret og kommer til at fremstå som plagiat. Hvor Edgar Wright bruger hurtige klip og utraditionelle zooms til at skabe intensitet og fokus, virker det i den danske serie forceret og ude af trit med tempoet.

En enkelt reference er sjov, men mange fremstår dovne. Og på et tidspunkt er der nok teknisk set tale om joke-tyveri, selv om det ikke har været tanken.

Det er en skam. Både hovedpersonen og universet lader til at have mere at byde på, end vi ser i de første fire afsnit, som anmeldelsen er baseret på.

På nuværende tidspunkt er der ikke noget i Klemt, der adskiller den fra de mange andre tømmermænds-venlige serier om akavede personer. Forhåbentlig kommer vi i en eventuel anden sæson til at lære Stina bedre at kende.