Klassefesten 2 – Begravelsen

Det er lidt ejendommeligt, at Klassefesten 2 – Begravelsen har den titel, når nu den slet ikke indeholder en klassefest.

Ikke at det gør noget.

I forgængeren var selve festen en halvfesen finale tynget af klæg gajol-visdom. Toeren er en mere ren komedie, der ikke forankrer grinene i en klangbund af alvor. Og det klæder den faktisk.

De tre hovedpersoner har ellers stadig deres at slås med. Den notoriske lagengymnast Thomas (Troels Lyby) er endelig klar til at slå sig ned med sin Lærke. Men han glemmer alt om sit tilstundende bryllup, da hans nye rockalbum anmeldes til to stjerner under overskriften ”Taber-Thomas”. Andreas (Anders W. Berthelsen) har stadig ikke lært, hvordan man scorer damer, efter konen skred med parterapeuten i etteren. Og nu knager Niels’ (Nicolaj Kopernikus) ægteskab også, fordi hans kone har udenomsknaldet en af trekløverets gamle venner.

At den svigagtige ven oven i købet er dandyen Torben (Lars Ranthe) med tilnavnet Tissemand, gør ikke sagen bedre. Især ikke, da Niels får nys om det hele i en bowlinghal midt under en polterabend. Han springer durk mod wc’et, hvor Torben Tissemand er gang med at forrette sin nødtørft – og pludselig dratter om af et hjertestop!

Heraf begravelsen fra filmens titel, som naturligvis bliver katalysator for en kæde af afsindige pinligheder.

Vi kommer ud på en del afstikkere i Andreas’ bestræbelser på at formilde den harmdirrende hanrej og opmuntre den opgivende rockmusiker. Det går ikke rent ind alt sammen, men målt med etteren er grinene både mere højfrekvente og højlydte, og filmen undgår de mest puerile platheder.

I afdelingen for lette grin er der en numsesprække og et intimbarberingsuheld. Men der er også herlig kompromisløshed, som når Niels åbner Torbens ligkiste og blotter hans runkne penis, fordi han ikke kan nære sig for at finde ud af, om det var størrelsen, der inspirerede til kælenavnet. Et andet højdepunkt er scenen, hvor Niels’ viagra-dopede fallos sidder fast inde i en vampet musikblogger efter et samleje.

Latteren er godt doseret og stiger gradvist i decibel frem mod begravelsen. Og kemien mellem de tre altdominerende hovedroller er stadig smitsom. Hvor den første film kunne føles som en lukket fest for Kopernikus, Lyby og Berthelsen, får de denne gang bedre modspil af et mere engageret cast.

Der er også spræl i den spillefilmdebuterende instruktør Mikkel Serup. At der er skelet til især The Hangover, kan han ikke løbe fra, men filmen har mere personlighed end mange af sine amerikanske åndsfæller.

Manuskriptforfatterne Lars Mering og Claudia Boderke har kvikket konceptet op ved at afskrabe det beklumrede føleri, og der er godt schwung i de ramsaltede replikker.