The Killing of a Sacred Deer

Nogle instruktører formår at omfavne surrealisme, endda absurditet, mens de stadig overbeviser publikum om, at det hele sker i virkeligheden. En af dem er David Lynch. En anden er den græske auteur Yorgos Lanthimos.

Hævndramaet The Killing of a Sacred Deer, der vandt en delt pris for bedste manuskript på årets Cannes-festival, er Lanthimos’ reneste og mest lineære film til dato. Den har en dramatisk struktur som en jægers pilespids, der borer sig chokerende ind og efterlader varige mén.

Ligesom Michael Hanekes Funny Games er det en kunstfærdig gyserfilm. Men modsat Funny Games har den et menneskeligt hjerte, der banker bag den gysende, manierede overflade – og denne kapacitet for empati gør den i sidste ende til en foruroligende oplevelse.

Filmens åbningsbillede viser et bankende menneskehjerte blotlagt under kirurgens kniv. Det er en advarsel fra instruktøren: ”Der er stadig tid til at forlade biografen!”

Kirurgen er Steven (Colin Farrell), en midaldrende, selvtilfreds hjertespecialist, der kan gå direkte fra en livsvigtig operation til en diskussion om urremme med sin narkoselæge.

Steven bor sammen med sin perfekte familie: konen Anna, mesterligt spillet som en isdronning af Nicole Kidman, og børnene Bob og Kim, begge i den tidlige teenagealder. Der er ganske vist noget underligt ved familien – forældrenes foretrukne sexstilling er, at Anna spiller bedøvet – men der er ved første øjekast langt mindre af den provokerende særhed, der kendetegner Lanthimos’ tidligere film, Dogtooth, Alperne og The Lobster, hvor lukkede samfund er indrettet efter bizarre regler.

Her er historiens outrerede præmis ikke lige så umiddelbart indlysende. Mest er det den akavede dialog og sært kunstige levering, der gør, at man kan genkende instruktøren. Som da Kim, tilsyneladende uden grund, fortæller en fremmed, at hun netop har fået sin første menstruation.

Den fremmede er Martin (Barry Keoghan), en intens, men udtryksløs ung mand, der vist har en snert af autisme.

Publikum bliver ført bag lyset, da vi første gang ser Farrells karakter møde denne tilsyneladende sårbare teenager under en bro. Den ældre mand forærer ham et armbåndsur. Har kirurgen en ung elsker?

Overhovedet ikke, og så snart Steven begår den fejltagelse at præsentere den stadig mere ubehagelige Martin for sin familie, viser det sig, at det langt fra er Steven, der har magten i deres forhold.

Det står nemlig gradvis klart, at han plejede at være alkoholiker. Og at Martin er overbevist om, at Steven var beruset, da han udførte den fejlslagne operation, der kostede Martins far livet.

Lanthimos og hans faste skrivemakker Efthymis Filippou har præsteret et mesterligt opbygget manuskript, der drypvis gør publikum klogere og i diabolske, små vendinger fører os fra ubehag over knugende frygt til tragedie.

Overalt i filmen mærker man instruktørens præcise kontrol over tonen. Dyster musik og et ildevarslende lyddesign – skurrende klang, dyster bas – fungerer som et græsk kor, der minder tilskueren om, at man aldrig kan undslippe gudernes vilje. På samme vis antyder den glidende, distante fotografering af Lanthimos’ faste samarbejdspartner Thimios Bakatakis en guddommelig overlegenhed over for disse fejlbarlige eksistenser.

Men det er den bydende præstation fra den unge irer Barry Keoghan, der virkelig bærer filmens sjæl. Han gør Martin høflig, men påtrængende. Sårbar, men hård som flint. Han er en slags marsboer, der nok kan imitere menneskelig adfærd, men som aldrig virker helt menneskelig.

Filmens genistreg er at genoplive et af den græske tragedies grund­principper: At hybris efterfølges af nemesis. Eller på dansk: Hovmod står for fald.

Gudernes vilkårlige sans for retfærdig straf kommer mest tydeligt til udtryk i den grumt misantropiske scene, hvor Martin aftvinger Steven et umuligt valg: Dræb din kone eller et af dine børn! Ellers vil de alle tre rammes af lammelse. Så vil de begynde at bløde fra øjnene. Og så vil de dø.

Colin Farrell leverer filmens anden store præstation som en desperat rationalist, der spejler publikums vantro. Da Stevens yngste søn pludselig bliver ramt af lammelse, famler han efter en logisk forklaring. Han vokser fra et undseligt nul til en tragisk helteskikkelse i forsøget på at affærdige profetien som en sindsforvirret teenagers vrangforestillinger.

Stevens familie tror ikke på, at hans lægesjusk kan resultere i guddommelig afstraffelse og affejer derfor de underlige, overnaturlige regler, der holder dem fangen. Hvem ville ikke gøre det?

Hvis den lykkelige, let utroværdige familie, vi ser i begyndelsen af filmen, ligner noget fra et Ikea-katalog, så viser Lanthimos’ anspændte og intense film, hvad der sker, når nogen fjerner de skruer, der kun lige akkurat holder sammen på kernefamilien.

Enkelte galgenhumoristiske øjeblikke letter overgangen til psykologisk horror, men dette er ikke – eller ikke kun – sadistiske prygl til det amerikanske borgerskab fra ­en anarkistisk, græsk instruktør. ­

The Killing of a Sacred Deer bruger nemesis til at orkestrere tragedien, men filmen taber aldrig et andet græsk begreb af syne: patos. Vi lider med karaktererne i denne mørke, fængslende rutsjebanetur af en film.