Killing Eve

2018 har indtil videre ikke budt på de store serieoplevelser.

Sidste års succeser Westworld og The Handmaid’s Tale er begge godt i gang med anden sæson, uden at nogen taler om dem. Netflix sprøjter nye serier ud, men ingen af dem bliver for alvor talk of the town.

Da Killing Eve fik premiere, begyndte jungletrommerne at lyde. Her var hittet. En serie af Phoebe Waller-Bridge, kvinden bag den dybt originale og hjerteknusende Fleabag.

Killing Eve skulle efter sigende gå nye veje og være umulig at slippe.

Men efter tre afsnit slap jeg. Og det var kun, fordi jeg blev bedt om at anmelde hele sæsonen, at jeg nødtvungent måtte genoptage seriens overstiliserede, barnligt karikerede univers.

Det var meget godt. For serien bliver bedre. Men der er for mange øretæveindbydende elementer til, at den for alvor kan elskes, selv om der under fernissen er gode takter.

Det starter med et mord. På ægte James Bond-manér skifter handlingen fra by til by i Europa. En russisk politiker er blevet snigmyrdet i Wien, og det eneste vidne er blevet sporet af Interpol til England, hvor MI5 skal sørge for beskyttelse.

Chefen for den russiske afdeling, Carolyn Martens (Fiona Shaw), opdaterer det mildest talt uduelige MI5-hold, der blandt andre tæller assistenten Eve (Sandra Oh), hendes chef Bill og afdelingens leder Frank.

Eve kommer med en søgt forklaring om, hvorfor hun tror, at snigmorderen er en kvinde. Det ene fører til det andet, og snart har Martens hyret hende og Bill til et tophemmeligt projekt, hvor de skal finde frem til denne lejemorder, der myrder efter forgodtbefindende rundt omkring i Europa.

Og her kommer seriens største problem: den helt igennem utroværdige lejemorder og psykopat Villanelle (Jodie Comer).

Første gang, vi ser hende, sidder hun og spiser is på en café. Hun får øje på et barn, som sidder og stirrer. Hun stirrer tilbage. Får øje på caféejeren, som smiler til barnet. Hun observerer og imiterer derefter smilet. Hvorefter hun går hen og vælter barnets is.

Vi forstår. Hun har ingen empati og manøvrerer kun ud fra egne lyster. Hun imiterer følelser, men har ingen selv. Hun agerer som et infantilt barn, der endnu ikke har udviklet selvets empatiske overbygning.

Det kunne være gået, men hele seriens overstiliserede univers tager udgangspunkt i det infantile. Alt omkring Villanelle er luksuriøst tuttenuttet: hendes 117 kjoler (værst af alt et lyserødt, overdimensioneret skrud, som hun vælger at tage på til en afhøring i den kriminelle organisation, hun arbejder for), de evindelige kager, hun spiser, og de balloner, som hun fylder sin lejlighed med.

Der mangler nogle ridser i lakken. Et vaskeægte smørret grin, hvor man for alvor ser psykopatien i mennesket stikke dets ubehagelige fjæs frem. Et mord, hvor man ser den oprigtige psykopatiske nydelse i den grumme handling.

Men det hele virker, som om det er noget, vi bare leger.

Derfor bliver det aldrig rigtigt spændende, selv om Villanelle med blod på den stramtsiddende t-shirt myrder den ene toppolitiker efter den anden.

Killing Eve veksler mellem at være en pastiche over og en decideret parodi på James Bond-universet, hvor den seksualiserede katten efter musen-fortælling her har to kvinder i hovedrollerne.

Eve bliver i jagten fascineret og forelsket i Villanelle, mens Villanelle også drages af den håbløse MI5-agent med det prægtige, sortkrøllede hår.

Det er i sig selv forfriskende, men det bliver også hurtigt utroværdigt. Da Eves bedste ven dør, sværger hun hævn over mordersken. Men minuttet efter svælger hun i de fine kjoler, som Villanelle har sendt hende. Hvad blev der af hadet og sorgen over bedstevennen?

Da handlingen flyttes til Rusland, begynder serien dog at fænge. De platte jokes efterlades indenfor EU’s grænser, og et større plot får lov at fylde. Vi får tiltrængt større indsigt i Villanelles baggrund, der skaber lidt dybde i psykologien. Og så får Kim Bodnia som hendes boss lov til at stråle som gemen superskurk. 

I de øjeblikke, hvor man tror, at han er allermest nede, lyder Bodnias karakteristiske latter pludselig. Han er lige præcis så utilregnelig, at man aldrig helt kan lure hans intentioner, hvilket gør ham til den mest interessante karakter at følge.

Forhåbentlig forbliver Bodnias Konstantin Vasiliev en del af hovedplottet i anden sæson, som allerede er i støbeskeen.