Fleabag

En hel togkupe sidder og skærer grimasser til tonerne af det elektroniske nummer Sail. Pludselig ser en ung kvinde direkte ind i kameraet og fortæller os: ”Jeg tror, min menstruation er på vej.”

Det er den samme skæve form for kønskomik, man også kan finde i Girls, men som her får et ekstra, surrealistisk lag.

Den unge kvinde i centrum hedder Fleabag. Vi er fanget i hendes forvirrede hoved, når hun som en engelsk udgave af Hannah Horvath lever sit liv med mande- og familieproblemer i London.

Hendes navn betyder på britisk en beskidt eller usoigneret person, og det er netop, hvad Fleabag (Phoebe Waller-Bridge) er. Men hygiejnen er det mindste problem, for hendes indre er et snavset rod.

Boo (Jenny Rainsford), Fleabags bedste og eneste ven, har for ganske nylig begået selvmord. Det var højst sandsynligt mere en desperat beslutning end et egentligt dødsønske.

I små flashbacks ser vi, hvordan de to noget specielle kvinder havde et ganske særligt forhold med en hård tone, som bedstevenner vil nikke genkendende til.

”Jeg har aldrig været særligt glad for mit ansigt,” bekender Fleabag til Boo i et sårbart øjeblik.

”Hvorfor? Der er ikke noget i vejen med din næse,” svarer veninden drilsk med både latter og frustration til følge. Selv om de ikke deler mange scener, bliver kemien mellem de to kvinder levendegjort i de små, bitre halvsandheder.

Seriens andre kvindeportrætter er ikke mindre fascinerende.

Fleabags søster er med sit udadtil pæne familieliv og gode job en diametral modsætning. Men gennem subtile samtaler om den afdøde mor og fraværende far lærer vi hurtigt, at hun bærer på de samme dæmoner, som bare kommer anderledes til udtryk.

Fleabag er en co-produktion mellem britiske BBC og amerikanske Amazon. Og nu kan den endelig ses herhjemme gennem den nyåbnede Amazon-tjeneste Prime Video, hvor der i øvrigt ligger mange anbefalingsværdige serier.

Desværre er den fremragende Da Sharon mødte Rob – med den engelske titel Catastrophe – ikke blandt dem, men fans af den series sort-humoristiske univers vil uden tvivl også elske Fleabag.

Begge har det tørre, britiske glimt i øjet, der er knap så leflende, som amerikanske serier kan have tendens til. Man føler ikke noget behov for at overfortælle eller dramatisere, og til gengæld fremstår karaktererne så meget desto mere menneskelige.

I sit underspillede blik på komplicerede relationer minder Fleabag selvfølgelig også om Girls, ikke mindst i forhold til sin unge ophavskvinde.

Ligesom Lena Dunham står Phoebe Waller-Bridge (bedst kendt som skuespiller i Broadchurch) både bag kameraet som serieskaber og foran i hovedrollen. Serien bygger på hendes eget teaterstykke af samme navn, men den er god til at udnytte styrken i den serielle fortælling.

De enkelte afsnit skifter dynamisk i tone mellem nærmest gyseragtige elementer og romantisk komedie i den fjollede tradition fra eksempelvis Bridget Jones-filmene. Og grebet med at lade hovedpersonen tale direkte til publikum skaber både nærvær og identifikation.

Det har også samme komiske effekt, som når medarbejderne himler med øjnene over chefen i The Office. Forskellen er, at Fleabags sortsyn på tilværelsen stikker dybere. Hvilket beviser, at den bedste komik ofte udspringer af dyster tragedie.