Serieanmeldelse
16. feb. 2017
Fleabag
Det er sjældent særligt kønt, men til gengæld både sjovt og sørgeligt, når Fleabag (Phoebe Waller-Bridge) render rundt i Londons gader og gør livet surt for sig selv og andre. Foto | Luke Varley

Fleabag

Den britiske pendant til Girls er lige så sjov og endnu mere hjerteskærende end sin amerikanske søsterserie.

Af Nicki Bruun

En hel togkupe sidder og skærer grimasser til tonerne af det elektroniske nummer Sail. Pludselig ser en ung kvinde direkte ind i kameraet og fortæller os: ”Jeg tror, min menstruation er på vej.”

Det er den samme skæve form for kønskomik, man også kan finde i Girls, men som her får et ekstra, surrealistisk lag.

Den unge kvinde i centrum hedder Fleabag. Vi er fanget i hendes forvirrede hoved, når hun som en engelsk udgave af Hannah Horvath lever sit liv med mande- og familieproblemer i London.

Hendes navn betyder på britisk en beskidt eller usoigneret person, og det er netop, hvad Fleabag (Phoebe Waller-Bridge) er. Men hygiejnen er det mindste problem, for hendes indre er et snavset rod.

Boo (Jenny Rainsford), Fleabags bedste og eneste ven, har for ganske nylig begået selvmord. Det var højst sandsynligt mere en desperat beslutning end et egentligt dødsønske.

I små flashbacks ser vi, hvordan de to noget specielle kvinder havde et ganske særligt forhold med en hård tone, som bedstevenner vil nikke genkendende til.

”Jeg har aldrig været særligt glad for mit ansigt,” bekender Fleabag til Boo i et sårbart øjeblik.

”Hvorfor? Der er ikke noget i vejen med din næse,” svarer veninden drilsk med både latter og frustration til følge. Selv om de ikke deler mange scener, bliver kemien mellem de to kvinder levendegjort i de små, bitre halvsandheder.

Seriens andre kvindeportrætter er ikke mindre fascinerende.

Fleabags søster er med sit udadtil pæne familieliv og gode job en diametral modsætning. Men gennem subtile samtaler om den afdøde mor og fraværende far lærer vi hurtigt, at hun bærer på de samme dæmoner, som bare kommer anderledes til udtryk.

Fleabag er en co-produktion mellem britiske BBC og amerikanske Amazon. Og nu kan den endelig ses herhjemme gennem den nyåbnede Amazon-tjeneste Prime Video, hvor der i øvrigt ligger mange anbefalingsværdige serier.

Desværre er den fremragende Da Sharon mødte Rob – med den engelske titel Catastrophe – ikke blandt dem, men fans af den series sort-humoristiske univers vil uden tvivl også elske Fleabag.

Begge har det tørre, britiske glimt i øjet, der er knap så leflende, som amerikanske serier kan have tendens til. Man føler ikke noget behov for at overfortælle eller dramatisere, og til gengæld fremstår karaktererne så meget desto mere menneskelige.

I sit underspillede blik på komplicerede relationer minder Fleabag selvfølgelig også om Girls, ikke mindst i forhold til sin unge ophavskvinde.

Ligesom Lena Dunham står Phoebe Waller-Bridge (bedst kendt som skuespiller i Broadchurch) både bag kameraet som serieskaber og foran i hovedrollen. Serien bygger på hendes eget teaterstykke af samme navn, men den er god til at udnytte styrken i den serielle fortælling.

De enkelte afsnit skifter dynamisk i tone mellem nærmest gyseragtige elementer og romantisk komedie i den fjollede tradition fra eksempelvis Bridget Jones-filmene. Og grebet med at lade hovedpersonen tale direkte til publikum skaber både nærvær og identifikation.

Det har også samme komiske effekt, som når medarbejderne himler med øjnene over chefen i The Office. Forskellen er, at Fleabags sortsyn på tilværelsen stikker dybere. Hvilket beviser, at den bedste komik ofte udspringer af dyster tragedie.

Titel:
Fleabag – sæson 1

Land:
England

År:
2016

Serieskaber:
Phoebe Waller-Bridge

Medvirkende:
Phoebe Waller-Bridge, Sian Clifford, Jenny Rainsford, Brett Gelman, Hugh Skinner

Spilletid:
Seks afsnit af 30 minutter

Anmeldelse:
Seks afsnit

Premiere:
10. februar på Amazon Prime Video

Relevante artikler

Fra samme skribent

Biografanmeldelse
03. maj 2026
Dust Bunny

Dust Bunny

Cph:Dox 2026
15. mar. 2026
Jenny – et portræt af Lydmor

Jenny – et portræt af Lydmor

Nyhed
28. juli 2026
Alle vil se den trojanske giraf

Alle vil se den trojanske giraf

Christopher Nolans filmatisering af et over flere tusind år gammelt digt har vist sig som en overraskende provokation, der tilsyneladende omsætter debatten til billetsalg.

Nyhed
27. juli 2026
Ironisk Netflix-trend ender i tragedie

Ironisk Netflix-trend ender i tragedie

venedig 2026
23. juli 2026
Hollywood vender Venedig ryggen

Hollywood vender Venedig ryggen

The Return
Dvd-anmeldelse
25. juli 2026

The Return

Aisha Can’t Fly Away
festivalanmeldelse
24. juli 2026

Aisha Can’t Fly Away

Mārama
festivalanmeldelse
24. juli 2026

Mārama

Amira
Boganmeldelse
22. juli 2026

Amira

Mest læste

Alle vil se den trojanske giraf
Nyhed
28. juli 2026

Alle vil se den trojanske giraf

Ironisk Netflix-trend ender i tragedie
Nyhed
27. juli 2026

Ironisk Netflix-trend ender i tragedie

”Christopher Nolan ville være rasende”
Nyhed
15. juli 2026

”Christopher Nolan ville være rasende”

Ekko
Magasin · april 2026

Ekko #100

Intro