Kensukes kongerige

Da Michaels forældre mister deres job, rykker familien op med rode for at tage på et årelangt eventyr i sejlbåden.

Det passer storesøster Becky fint, men hun er også en sej teenager med farvede hårspidser. Hun har endda farens gunst, når det gælder om at få ansvar. Det er værre med ti-tolvårige Michael. Om det ligefrem er meningen, at han skal være ulidelig på dette tidspunkt, er svært at svare på, men han er en træls knægt, der ikke lytter til nogen.

Han virker ikke begejstret over at være på verdensomsejling og brokker sig over, at Stella ikke er med. Det er familiens hund, der er blevet afleveret hos pårørende. Eller er den? En nat lister Michael sig hen til stævnen af båden, hvor han holder Stella skjult.

Det er distraherende urealistisk, at en dreng kan smugle en hund ombord, uden at nogen lægger mærke til det, og uden at den gør en eneste gang. Heldigvis er animationsfilmen Kensukes kongerige langt bedre end sin begyndelse.

Under en storm ryger Stella og Michael overbord, og han kommer til sig selv på en øde strand. Både han og Stella er mirakuløst uskadte. Det er heldigt, for da hun søger ly i en hul træstamme, når natten falder på, kan Michael følge efter.

Da tørsten er størst, slikker hun fugt af nogle blade. Efter få dage på stranden vågner de op til rå fisk, bananer og vand i kokosnøddeskåle. De er ikke alene, men deres velgører holder sig skjult.

Michael har det svært med de rå fisk, selv om han er døden nær af sult, men han har heldigvis en lup og prøver at tænde et bål med solens stråler. Da ilden tager fat, lægger han mærke til et fly.

Han smider straks fugtige blade på flammerne og løber hujende hen ad stranden. Men en skikkelse viser sig og kaster sand på bålet for at slukke det.

Det er denne ældre mand, som har givet Michael mad. Han lever inde på øen gennem en smal passage i de høje klipper. Da han senere tager Michael til sig, viser det sig, at han har en smuk træhytte komplet med soveværelse, brusebad og arbejdsværelse. Det er alt sammen skabt ud af de ting, der findes på den lille øde, men frodige ø. Han har været der længe.

Det er ham, der er titlens Kensuke, og hans kongerige er både enkelt animeret (personer og dyr er tydelige) og malerisk. Baggrundene er nærmest Miyazaki-betagende. Junglen suger én til sig med sine skygger og dybde, ligesom det store hav er frådende smukt og frygtindgydende.

Men hvorfor vil Kensuke ikke reddes, og hvorfor forhindrer han Michael i at blive det?

Kensukes kongerige er en film, der efterlader én vemodig. Moraler er der flere af, navnlig at man skal være god mod dyr. Men filmen er grundlæggende nedslående. Selv om den er animeret, og selv om den allerede har været vist på børnefilmfestivalen Buster, er den ikke ligefrem børnevenlig.

For man forstår, hvorfor Kensuke er menneskefjendsk, da man i filmens smukkeste sekvens ser hans fortid. Han var soldat i den japanske flåde under Anden Verdenskrig.

Fra havet hører han først på radioen, og siden ser han, hvordan atombomben bliver smidt over Nagasaki. Det er der, hvor hans kone og lille søn befinder sig. Alt sammen fortalt i enkle akvarelstrøg på papir i klassisk japansk stil.

Kensuke og Michael lærer aldrig at kommunikere, og derfor har man også valgt at bibeholde den japanske stjerneskuespiller Ken Watanabes stemmeskuespil. Bortset fra, at han siger ”Michael” med engelsk udtale og ikke dansk, fungerer det godt. Der er ikke meget dialog, så billedsiden får lov at tale.

Michael virker ikke voldsomt påvirket af at være væk fra sin familie. Filmens hjerte findes hos Kensuke, men det er mærkeligt, at der ikke spilles mere på seerens empati i historien. Heldigvis bliver Michael mere sympatisk undervejs.