Keeper

En kæreste, der er værd at holde fast på, kaldes på engelsk en ”keeper”, deraf filmens titel. Som her dog er ironisk ment, idet filmens centrale parforhold er ekstremt uholdbart. 

Som udgangspunkt er Keeper et kammerspil med to hovedpersoner: Liz (Tatiana Maslany), for hvem livet har været en kæde af løse parforhold, og hendes seneste fyr, lægen Malcolm (Rossif Sutherland). Sammen ankommer de til en cabin in the woods. 

Ikke den forfaldne slags, vi kender fra de fleste gyserfilm, men den fancy type, de fleste af os kun kender fra livsstilsmagasiner i venteværelser. Arkitekttegnet med et elegant overskud af niveauer og uventede vinkler. Kameraets kalejdoskopiske billedvinkler sikrer, at man aldrig helt får overblik. 

Sådan er selve filmen faktisk også. Mysterier i mysterier og et overskud af inspiration. Bag facaden er der en afgrund af mørke drømme, hvor personernes og husets fælles fortid flettes sammen i et vortex af gru. 

Groft sagt er der to slags film. Den ene slags er lavet af fagfolk, der ved, hvordan man laver film. De har gået på filmskole eller har fotografisk hukommelse og ved præcis, hvor kameraet skal stå i enhver given situation. 

Den anden slags er lavet af visionære filmskabere, der med hvert skud opfinder et nyt billede, en cinematisk symbiose af motivets muligheder og dramaets emotionelle diktat. Hvis en lille stemme i læserens hoved lige nu hvisker navne som Welles, Kieslowski, Malick, Trier og Kurosawa, har vi forstået hinanden. 

Keeper fortæller sit drama på sidstnævnte måde, konstant overrumplende og udfordrende. Manuskriptet er af Nick Lepard, der også skrev den solidt fremragende hajgyser Dangerous Animals. For iscenesættelsen står Osgood Perkins, som signerede den sublimt gådefulde seriemordergyser Longlegs. 

Der er tale om arthouse-horror, hvor det, der fortælles, ikke hænger logisk sammen. I stedet kan man fortabe sig i udførelsen, som når man på en maleriudstilling beruses af penselstrøg, farvevalg og kompositioner. Eller her af det sublime samarbejde mellem instruktør, scenograf, fotograf og klipper. 

Vi befinder os i en særlig horror-subgenre, hvor en eller flere personer mentalt krakelerer under et isoleret ophold i et hus eller en lejlighed. Polanskis Repulsion (1965), Bergmans Persona (1966), Stanley Kubricks The Shining (1980), Jon Bang Carlsens Baby Doll (1988) og Triers Antichrist (2009) er klassiske eksempler. 

I Keeper er huset enten den tredje hovedperson eller en krystalkugle. Alle døre er ulåste, alle vinduer udækkede, som et åbent sind, hvor vi kigger både ind og ud, mens sære ting foregår. 

Liz bliver ikke blot ét med huset, men også med skoven omkring det, hvilket vises med klip mellem matchende billeder af kultur og natur, menneske og miljø. 

Blandt de metaforisk overlappende og kolliderende fortælleelementer er en chokoladekage. På afstand ser den appetitlig ud, men tæt på ligner den en blanding af blod og lort. Og så er der husets mange uindbudte gæster – fra Malcolms irriterende fætter til husets metafysiske manifestationer. 

Sidstnævnte spænder lige fra en usynlig finger, der tegner et hjerte i en dugget rude, til de langhalsede Rokurokubi-væsner, man ellers har savnet på film siden den skønne, japanske Yokai Monsters-trilogi (1968-69). Højdepunktet er et hoved med ansigt hele vejen rundt. 

Jeg mener ikke at have set noget lignende i en live-action-film, men blev mindet om skuespilleren David Warner som den digitale MCP-skypumpe i Tron – og om profeten Ezekiels beskrivelse af en engel. 

Manglen på logisk tilfredsstillende sammenhæng vil måske få mange til at forkaste filmen, men set med et blik for sublim billedkunst er den en keeper.