Kedi

På YouTube findes der utallige, grynede videoer af katte, som ter sig løjerligt.

Nu har de uudgrundelige, elegante væsner fået deres helt egen hyldestdokumentar, og de internationale kritikere har allerede hyldet Kedi for dens pittoreske dyreportrætter.

Amerikanske Indiewire gik linen ud og udråbte dokumentaren til kattefilmenes svar på Citizen Kane.

Ingen af misserne i Kedi kerer sig om printpressen, en vakkelvorn kælk eller snekugler. Men Indiewire har bestemt ret i, at det er langt mere dragende at følge Istanbuls gadekatte end at stene YouTube.

Kedi er instrueret af tyrkiske Ceyda Torun, og hun formår at fremstille den fascinerende millionby som en skæg labyrint for katte. Med overbliksbilleder fra en drone skildrer hun de klaustrofobiske basar-gader, det mere liflige havneområde og katte på varme bliktage.

Underlægningsmusikken veksler mellem ubekymret klokkespil, frapperende trommer og Steve Reich-inspirerede kompositioner, hvilket giver de rolige optagelser kærkomne temposkift.

Indledningsvis tyer Ceyda Torun ofte til closeups af kattenes grønne øjne. Her ligner dyrene arrogante væsner, der har regnet os rudimentære mennesker ud. Filmens katte fremstår som intelligente væsner, som har oplevet Byzans blive til Konstantinopel, før byen endelig fik navnet Istanbul.

De ligner væsner, der bare ikke orker at fortælle os om det.

Det er altså til at forstå, når diverse tyrkere forsøger at tillægge misserne menneskelige egenskaber. Dog bliver det for en skandinavisk agnostiker en kende mærkværdigt, når en herre hævder, at kattene er bevidst om Guds eksistens.

En anden mener at vide, at man ikke kan elske et andet menneske, hvis ikke man er i stand til at elske et dyr. Også dette synspunkt synes diskutabelt, for i Kedi fremstår kattene mere gådefulde end elskelige.

Ceyda Torun tilbyder os en mulighed for at opleve Istanbul fra kattes perspektiv, når kameraet sænkes til at være blot nogle centimeter over jorden. Sådan illuderes det, at kameraet er en mis, der kigger ned i en kloak med night vision for at spejde efter fede rotter at fortære.

Det er ikke et hundeliv at være baggårdskat i denne del af Tyrkiet, for de mange restaurationsejere elsker de smidige rottedræbere, og kokkene viser deres taknemmelighed ved at dele ud af den overskydende mad.

Istanbul fremtræder som et inciterende kombination af moderne storby og anatolsk kulturarv. Byen er et møde mellem øst og vest, og dette sammenstød har forfatteren Orhan Pamuk tidligere beskrevet smukt i værket Istanbul.

Kedi underholder glimrende, når den holder sig til at skildre forholdet mellem mennesker og dyr. Men dokumentarens klart mest interessante scene indfinder sig, da kultursammenstødet bliver nævnt.

En ung kvindelig kunstner ser en feminin elegance i de smukke kattedyr, og bagefter fortæller hun, at hun selv har vanskeligt ved at udtrykke samme form for femininitet i byen.

En fordom om katteelskere har længe været, at de anvender misserne som substitutter for mennesker. En kvinde træder frem i Kedi og beretter, at hun heler baggårdskattenes sår for at hele sine egne, indre skræmmer. Det har hendes terapeut analyseret sig frem til.

Hun bliver så glad, når hun koger kylling til katte, at det smitter.

En tyrkisk mand med gråt hår gik for år tilbage ned med et nervøst sammenbrud. I dag finder han mening i tilværelsen ved at agere kattenes barmhjertige samaritaner med rygsækken fuld af mad og medicin.

Der sker formentlig absolut ingenting bag de smalle, grønne katteøjne. Men hvis mennesker kan finde mening i at give dyrene kærlighed, så skal de da bare øse løs med den kærlighed.

Kedi er en sød, lille film om bekymrede menneskers følelser over for ubekymrede dyr. I meget sjove og lidt triste optagelser optræder et par tykke pelskugler som et rammende billede på, hvordan kattene overdænges med kærlighed og mad.