Anmeldelser I kategorien: Cph:Dox 2020

Selvbedraget har tilsyneladende kun en fysisk udløbsdato, når det gælder Filippinernes tidligere førstedame Imelda Marcos.

Bruno Ganz slutter karrieren i Anders Østergaards vellavede film, hvor skuespilleren stilfærdigt viser sit format og ikke uden ironi spiller en jødisk musiker, der flygter fra Hitlers Tyskland.

Sine Skibsholt skildrer hjerteskærende, hvordan en teenagepiges livstruende sygdom ændrer en familie for altid.

Uafrystelig dokumentar viser, hvor nem en adgang pædofile har til børn på internettets sociale platforme, der lukker øjnene for forbrydelser.

Ligesom Tarkovskij styrede sine film med hård hånd, kontrollerer instruktøren post mortem sønnens portræt af ham – dog med åndehuller.

Rapperen Prelles eksistentielle famlen skildres med humor og visdom i en modig film, der blander dokumentar og magisk realisme.

82-årige Jørgen Leth genfortæller knivskarpt sit livsværk om tilværelsens tilfældigheder og kunstens indramning.

Hudløst ærlig og hjerteskærende fortælling om en lille iransk flygtningefamilie fanget i FN’s asylsystem.

Sjældent har en dokumentar åbenbaret så megen brutalitet på så nøgtern en måde med skildringen af en religiøs kult i Chile.

I en tid, hvor flygtninge dæmoniseres, er Mira Jargils dokumentar et bevægende og befriende portræt af fire mennesker i en umenneskelig situation.

Jannik Splidsboel har begået en rørende dokumentar om det japanske vidunderbarn Eriko, der som voksen forsøger at skabe et liv væk fra klaveret.

På imponerende kort tid tegnes et sprælsk signalement af digteren Tove Ditlevsen, der var splittet mellem sjæl og krop, borgerlig dyd og gadens vildskab.

Gennem fire unge grønlændere giver dokumentar et nuanceret og forsonende portræt af et splittet folk, for hvem identitet og nationalfølelse spiller en stor rolle.