Citizen K

Alex Gibneys Citizen K er en magtkritisk og personlig tragedie gennemsyret af absurditeter og energisk fortalt til valsende toner af den russiske komponist Sjostakovitj.

Det er en film, der forvirrer med sit komplekse persongalleri af russiske oligarker, magtfulde machopolitikere og kritiske journalister. Men den underholder også ved at dvæle ved Ruslands til tider groteske, politiske system.

To timers dokumentarisk gennemgang af den russiske rigmand Mikhail Khodorkovskys liv og levned lyder langstrakt. Imidlertid er Citizen K faktisk overraskende let i grundtonen og gedigent godt skruet sammen af en dokumentarist, der kan sit kram.

Alex Gibney er en tidens mest produktive og vigtige dokumentarister.

I 2008 vandt han en Oscar for post-9/11-dokumentaren Taxi to the Dark Side, ligesom han er kendt for Scientologys religiøse fængsel. På årets Cph:Dox har han foruden Citizen K også seriemorderdokumentaren Crazy, Not Insane.

Citizen K har den russiske rigmand i centrum, men filmen handler i nok så høj grad om et russisk demokrati, der fremstår som gangsterkapitalisme styret af korrupte politikere.

Efter Sovjetunionens fald i 1991 skal russerne pludselig omstille sig fra planøkonomi til mere vestlig inspireret kapitalisme. I ruinerne af det gamle system formår en lille flok mænd at tilrane sig enorme rigdomme, og de bliver nogle af det nye Ruslands allermest velbjergede personer.

Det er dem, vi også tit kalder oligarker. Og Khodorkovsky er medlem af den eksklusive klub i kraft af sine banker og olieselskabet Yukos.

Med tætklipper hår, enkle briller og rullekravestil ligner han nærmest en russisk Steve Jobs.

Da Vladimir Putin i 2000 overtager præsidentposten, laver han en aftale med de magtfulde oligarker: Jeg lader jer være i fred, hvis I blander jer uden om politik!

Alligevel begynder Khodorkovsky omkring årtusindeskiftet at udtale sig offentligt om demokratiets trange kår i Rusland, korruption og magtkritik.

Efter en retssag af kafkaske dimensioner bliver Khodorkovsky i 2003 dømt for svindel. Dommen er ifølge Alex Gibney et resultat af en absurd, juridisk proces, hvor anklagerne primært bruger kræfter på at indsamle så meget papirmateriale som muligt for at legitimere sagens gyldighed via dokumentbunkernes højde.

Med Citizen K leger Gibney i titlen med to populærkulturelle referencer.

Orson Welles’ klassiker Citizen Kane handler ligesom Gibneys film om en rigmands storhed og fald. Og Mikhail Khodorkovsky kæmper ligesom hovedpersonen i Kafkas Processen, hvis efternavn er reduceret til et enkelt K, også forgæves med et bureaukrati.

Alex Gibneys film har på traditionel vis interviews og arkivklip som fortællermæssig rygsøjle. Den amerikanske dokumentarist har selv indtalt fortællerstemmen, der undervejs kommenterer begivenhedernes gang.

Som seer kan man undervejs drukne i den komplekse sagsgennemgang og det omsiggribende persongalleri. Historien er temmelig kompleks, men det er Gibneys fortjeneste, at filmen alligevel er så tragikomisk underholdende.

Khodorkovsky kunne godt have fået en mere kritisk behandling. Gibney udelader ofte de kritiske spørgsmål, når han interviewer hovedpersonen, og det giver en lille bismag, som smitter af på helhedsindtrykket.

Alligevel er den systemkritiske Citizen K næppe en film, der vil vække jubel i Kreml.