Anmeldelser I kategorien: Biografanmeldelse

Den drevne nakkeknækker Liam Neeson tilfører et strejf af klasse til en klaustrofobisk paranoia-thriller i tolv kilometers højde.

Miyazakis måske sidste film er en højtsvævende og gådefuldt dragende hyldest til veteran-flyvemaskiner og den kunstneriske skabertrang.

Nok har denne krigsskildring været Ungarns Oscar-kandidat, men mage til ubehagelig og hovedløs film skal man lede længe efter.

The Amazing Spider-Man 2 er over to timers væg-til-væg-underholdning med masser af seje skurke og flotte action-scener.

Mikael Persbrandt er intenst velspillende i Pernille Fischer Christensens forudsigelige drama om en rockstjerne på deroute. Men Trine Dyrholm er helt fejlcastet.

Paul Walkers sidste færdigindspillede film Brick Mansions er stift spillet, ubehjælpsomt skrevet og aldeles blottet for god smag.

Svenske Anna Odells film om et skolejubilæum, som hun ikke blev inviteret til, er noget af det mest hårrejsende siden Vinterbergs Festen.

En amerikaner tager til regnskoven og indspiller 1000 timers jodlende pygmæmusik. Desværre kommer den usædvanlige historie til at fremstå snæversynet i Doxbio-dokumentaren Sange fra skoven.

Genindspilning af en rom-com fra 80’erne – nu med sorte! Hovedrollerne er sympatiske, men resultatet ligner et fortidslevn tilsat ulidelige sidekicks og sorte stereotyper.

Pinligt skuespil og en banal handling gør effekt-braget Pompeji til en katastrofefilm i mere end én forstand. Det er vel ikke meningen, at vi ligefrem skal heppe på vulkanen?

John Turturro har samlet et suverænt cast i sin snurrige jøde-komedie. Selv spiller han mandeluder, mens Woody Allen for 117. gang spiller sig selv – og det gør han godt!

Kevin Costner kæmper sig igennem et rutinepræget agentdrama, hvor terroristerne skal uskadeliggøres og teenagedatteren skal passes, alt imens mobilen bimler under torturseancerne.

Kunstfærdige billeder går hånd i hånd med rå realisme i historien om en helt almindelig familie, der rodes ind i Mexicos dunkleste narkoverden. Rørende, men ikke for folk med sarte maver.

Cannes fortjener en bedre åbningsfilm, og Grace Kelly fortjener et bedre filmportræt. En dramatisk historie om en af filmhistoriens største skuespillerinder er blevet til royalt dameblads-stof.

François Ozon viser Hitchcock’sk suspense og nyt menneskeligt overskud i historien om en lærer, som bliver afhængig af at læse sin elevs fristile om overklassens seksuelle udskejelser.

Donald Rumsfeld støtter Guantanamo og tror ikke på fred i Mellemøsten. Errol Morris giver et sjældent indblik i Washingtons magtspil i sin dokumentar om forsvarsministeren.