Anmeldelser I kategorien: Biografanmeldelse

Agatha Christies drilske ånd hviler over amerikansk whodunit-film, der underholder med et stjernecast, men knækker over på midten.

En komedie om to forbrydere i en sommerlejr med funktionsvarierede mennesker klinger forkert, men der er gode grunde til, at det er blevet den meste sete franske film i hjemlandet længe.

Ruben Östlunds grænseoverskridende Guldpalmevinder er blændende original samfundssatire af en filmisk antropolog på toppen af sin karriere.

Unge stjerner er magnetiske som fortabte skæbner i Luca Guadagninos brusende og lyriske kannibalromance.

En smuk film om incest lyder paradoksalt, men kompromisløse Jeppe Rønde udforsker kærlighedens fænomen på sin egen grænsesprængende og terapeutiske facon.

Remaket af kultklassiker om superhelt med gulvmoppe byder på et herligt gensyn, der blander galgenhumor og splatstick med skarp satire og menneskeligt lune.

Pinligt skuespil og en banal handling gør effekt-braget Pompeji til en katastrofefilm i mere end én forstand. Det er vel ikke meningen, at vi ligefrem skal heppe på vulkanen?

Kandis for livet-instruktør Jesper Dalgaard overtager Adrian Lloyd Hughes’ familiesaga i en modig og ekvilibristisk iscenesættelse, der dog blokerer for en sand oplevelse af smerten.

Alle spiller røven ud af de magiske underbukser i kammerspil-thriller, hvor Hugh Grant straffer to mormonske kvinder med monstrøs mansplaining.

En rørende kvindeberetning fra Første Verdenskrig sovses ind i et overlækkert, anglofilt periodeportræt.

Erik Clausens tag på demens i arbejderklassen, der stadig husker en bedre, socialdemokratisk fortid, er hans bedste film i årevis.

Peter Berg og Mark Wahlberg har for fjerde gang slået pjalterne sammen, men den eksplosive action savner bare et minimum af menneskelighed.

Film om autentisk skibsulykke i Hirtshals afmonterer nærmest ethvert tilløb til drama og bliver så desto mere rørende i al sin tilbageholdte indignation.

Onde nazister bliver dræbt på yderst opfindsomme måder i en af de mest underholdende og voldelige b-film, man længe har set i biografen.

En kat i Paris beviser, at man sagtens kan skabe følelsesmæssig og visuel dybde til børn uden buldrende 3D-effekter.

Forfriskende seriøs Bruce Springsteen-film trodser genrens klichéer og trænger ind i angstens væsen uden kunstig konflikt.