Anmeldelser I kategorien: Biografanmeldelse

Disneys hyldest til sit filmunivers i 100-årsjubilæet er ananas i egen juice, men også en medrivende og fortryllende oplevelse.

Følsom film med fantastisk barneskuespillerpræstation er dette årtis Kramer mod Kramer.

Den japanske mesterinstruktør Kore-eda har skabt en gådefuld og rørende mosaik, der gradvist blotlægger personernes forbrydelser og livsløgne.

Ud af den noget fjollede sport wrestling vokser i Sean Durkins hænder en klog og gribende tragediefortælling af nærmest bibelske dimensioner.

Mens etteren er et seriemordergys med spøgelser, genopstår The Grabber i den knapt så uhyggelige opfølger som en drømmedæmon a la Freddy Krueger.

Den elskelige bjørn Paddington er tilbage i en charmerende, sjov og gennemsympatisk film, der oven i købet leverer en relevant britisk samfundskritik.

Taika Waititis komedie om verdens dårligste fodboldhold er fyldt med slidte vittigheder og forældede kulturelle stereotyper.

Kristen Stewart træder helt ud af Twilight-skyggen og ind i Guantanamo-basens skarpe lys med en film, hvor karakterstudiet overskygger systemkritikken.

Kortfilmen før Monsters University er mere sprudlende end selve hovedfilmen, der er en skuffende toer i monsteruniverset.

Den orange kat vrider sig noget så nuttet og livagtigt i 3D-anmiationen, men historien er banal, og figurerne savner sjove sidekicks i belgisk børnefilm.

Hayao Miyazakis spillefilmdebut om storsvindleren Lupin er en festlig kupfilm, der varsler mesterinstruktørens besnærende fortællestil og detaljerigdom.

I det seneste nummer af Ekko bragte vi Christian Braad Thomsens store anmeldelse af Ulrich Seidls Paradis-trilogi. Her kan man læse et uddrag om den sidste af de tre film, Paradis Håb, der nu får premiere.

Anders Morgenthaler anstrenger sig for at være original og kompromisløs, men I Am Here med Kim Basinger er noget rådvildt rod, der tager sig selv alt for alvorligt.

Verdens mest berømte filmmonster huserer igen, og fans kan godt glæde sig. Godzilla anno 2014 er gedigen popcorn-action med frydefuld destruktion.

Hovederne ruller i det splattede drama om det stockholmske blodbad, men instruktionen er rundt på gulvet i den meget lange film.

De uduelige ansatte avancerer til satans uduelige chefer i en komedie-toer, der er mere helstøbt end etteren, men stadigvæk kun moderat morsom.