Anmeldelser I kategorien: Biografanmeldelse

John Malkovich er i hopla som hyperparanoid eks-spion og redder en ellers unødvendig anden omgang af sagaen om aldrende agenter.

Kortfilmen før Monsters University er mere sprudlende end selve hovedfilmen, der er en skuffende toer i monsteruniverset.

I det seneste nummer af Ekko bragte vi Christian Braad Thomsens store anmeldelse af Ulrich Seidls Paradis-trilogi. Her kan man læse et uddrag om den sidste af de tre film, Paradis Håb, der nu får premiere.

Filmen om Natascha Kampusch’ gruopvækkende skæbne får én til at ønske, at den var lavet af Ulrich Seidl – og at Thure Lindhardts østrigske kidnapper ikke havde talt formfuldendt britisk!

Vince Vaughn og Owen Wilson er godt selskab i komedie om moderne teknologi, der selv virker bedaget.

Sofia Coppola har begået en lækker, men overraskende uvedkommende film om en flok narcissistiske teenagere, der er besat af bling og berømmelse.

Trods delikate close-ups af franske hofretter lugter Bon appétit, hr. præsident mere af gammel Camembert end haute cuisine.

Efter et par mørke sjæletimer har Pedro Almodóvar brug for lidt uforpligtende sjov og ballade – og hans nyeste film er en camp-farce, der trodsigt dyrker sin homoseksualitet.

Oscar-nomineret chilensk film med Gael García Bernal fyrer alle sine kanoner af, inden der er gået en halv time.

En børnefilm for voksne. Sådan føles Daniel Borgmans debutfilm, der trods en hjerteskærende hovedrolle drukner i poesifyld og symbolske replikker.

Refn går linen ud som voldsfilmens Tarkovskij i Only God Forgives, der er et sublimt – og subliminalt! – grænseoverskridende stemningsdigt, men savner en historie og karakterer, man kan engagere sig i.

Folkene bag Ice Age er tilbage med en flot animationsfilm, der stjæler med arme og ben fra bedre historier.

Tom Tykwer og Wachowski'ernes nye film kan ses som storladent forfængelighedsprojekt, en født kultfilm eller tre timers prætentiøst bavl. Fascinerende, men langt fra vellykket.

Annette K. Olesens politiske thriller Skytten har flotte Grønlands-billeder og godt skuespil, men er også en lidt anonym affære.

Bipersonerne stjæler showet i den Glee-inspirerede Pitch Perfect, der er fuld af syntetisk pop.

Retro-action er blevet en ny subgenre, men det kræver et bedre manus og mere humor, førend vi giver os hen til Bruce Willis’ rynkede og skaldede helt med vom.