Cloud Atlas

I slutningen af 1990’erne revolutionerede Wachowski-brødrene Hollywood-actionfilmen med The Matrix, og Tom Tykwer gav tysk film en adrenalinindsprøjtning med Lola Rennt. Det er længe siden. Wachowski’erne er nu bror og søster og har ikke lavet en betydelig film siden The Matrix. Tykwer har forsvaret sin position som en af Europas fremtrædende arthouse-instruktører uden rigtig at genfinde friskheden fra gennembruddet.

Her er tre instruktører, som i et årti har fløjet under radaren. Alligevel mangler de ikke selvtillid! Deres fælles filmatisering af David Mitchells roman Skyatlas fra 2004 har et ambitionsniveau, man skal lede længe efter.

Romanen skifter mellem seks fortællinger, som foregår i forskellige tidsperioder og er fortalt i forskellige stilarter. Den skildrer venskabet mellem en sagfører og en undsluppen slave i USA i 1800-tallet, en ambitiøs ung komponist i 1930’ernes Europa, en kvindelig journalist på sporet af en energisammensværgelse i USA i 1970’erne, en forlægger med problemer i nutidens Storbritannien, frihedskamp i et futuristisk Sydkorea og blodig stammekrig i en fjern fremtid efter en altødelæggende katastrofe.

Rigeligt til en 500-siders roman, men for meget, skulle man mene, til en spillefilm. Og Cloud Atlas er da også en film, som knager under vægten af sine ambitioner. Det er en stor og rodet film, avancerede special effects og en spilletid på tre timer. Og den lader et væld af temaer og motiver udfolde sig på tværs af tid, stil og genre: frihed og selvopofrelse, den store kærlighed, jordens undergang, det gode og det onde.

Filmens seks segmenter spejler og refererer hinanden på kryds og tværs i et sindrigt spind. Fortællingen om slaven, der finder sin frihed, spejles i Korea-historien, hvor pigen Sonmi-451 befries fra sin slavetilværelse og forvandles til en profet for frihedsbevægelsen. I 1970-segmentet hjælper atomfysikeren Tom Hanks Halle Berry i hendes jagt på sandheden om atomkraftværkets sikkerhed, og de to dukker op som helt andre figurer i segmentet, der foregår efter Jordens undergang. Jim Broadbents plagede forlægger i nutidssegmentet dukker op som en fiktiv figur i en tv-serie i Korea-historien, her spillet af Tom Hanks. Og Hugo Weaving spiller seks forskellige skurkeroller, én af dem som kvinde. I det hele taget lader filmen konsekvent skuespillerne spille roller af varierende alder, køn og race. Det er muligvis et fingeraftryk fra den transkønnede Lana (tidligere Larry) Wachowski, og det giver fornemmelsen af, at der er en dybere mening med galskaben.

Tykwer og Wachowski’erne er gået radikalt til værks i klipningen af filmen. Hvor romanen roligt skifter mellem lange kapitler, er filmen meget mere fragmentarisk, båret af en hurtigt skiftende associationsklipning, som springer frit mellem de forskellige tider, temaer og personer. Filmen er et excentrisk mix af genrer – fra historisk drama og paranoid 70’er-thriller til postapokalyptisk fantasy og satirisk slapstick. Men til syvende og sidst er der nok tale om en art post-postmoderne science fiction. Det er i hvert fald i de to fremtidshistorier, at filmen fremstår mest sammenhængende, og det er hér, at mange af de tematiske tråde samles.

Med sine effekter, sit store budget og sine kendte skuespillere ligner Cloud Atlas til forveksling en Hollywood-blockbuster. Men den er i virkeligheden noget helt andet. Den er en litterær filmatisering, som i stedet for at samle, strømline og kondensere sprænger sit forlæg til atomer. Alt efter humør kan man betragte den som et storladent forfængelighedsprojekt, en født kultfilm eller tre timers prætentiøst bavl. Intet af det er helt forkert. Cloud Atlas er langt fra nogen vellykket, endsige god film efter traditionel målestok. Men som en af årets mest mærkværdige mainstream-film er den ubetinget fascinerende.