Anmeldelser I kategorien: Biografanmeldelse

Bipersonerne stjæler showet i den Glee-inspirerede Pitch Perfect, der er fuld af syntetisk pop.

Retro-action er blevet en ny subgenre, men det kræver et bedre manus og mere humor, førend vi giver os hen til Bruce Willis’ rynkede og skaldede helt med vom.

En sund portion selvironi gør teenagezombierne til sjovere selskab end de selvhøjtidelige Twilight-vampyrer. Men de hjertevarme zombier har mistet deres bidske bid.

Den sidste del af Ole Lund Kirkegaard-trilogien i 3D lider under, at Otto er et næsehorn ikke er forfatterens bedste historie.

Daniel Day-Lewis’ berømte metodeskuespil truer næsten med at bryde illusionen i Spielbergs smukke snakkefilm Lincoln.

Ruben Fleischers film dyrker et selvbevidst gangster-noir-univers med næsten pervers appetit, men skæmmes af klæbrig moralisme.

Jean Renoir var syrlig og ironisk, men bliver gjort til bedemand i den nysselige Renoir, mener Bo Tao Michaëlis.

Fordommene om franskmændene køres helt ud, når Julie Delpy leger Woody Allen.

Lasse Halmströms comeback i svensk film er en effektiv thriller, der forsumper i scener fra et ægteskab.

Twilight-fænomenet er massivt fascinerende, men talentet er svært at øje på i det endelige punktum på den paranormale romance.

Dracula er forvandlet til hønefar i det farverige monstervælde på Hotel Transylvania, hvis velkendte historie voksne vil gennemskue og børn more sig over.

Skuespilleriet fejler ikke noget, men Elles er uden tematisk fokus og synes ikke rigtig at vide, hvor den vil hen med sin historie. Ud over at flirte med en omgang softcore-porno og synkront vise borgerskabets indiskrete charme.

Filmatiseringen af On the Road er desværre kun blevet til et sympatisk ekko af Jack Kerouacs beat-klassiker og ikke så meget et kunstnerisk bud anno 2012, selvom filmskaberne har gjort sig umage.

Bille August lægger afstand til de udfordrende sider af fortællingen om Marie Krøyer og fokuserer i stedet på en imødekommende, pletfri Alt for damerne-stil.

Instruktøren bag en af verdens bedste filmatiseringer af et videospil kaster sig over et af verdens bedste spil, men resultatet er skuffende: Monstrene er ikke spor uhyggelige.

Paul Dano snakker og snakker i rollen som manden, der hjalp Putin til magten, og kun Jude Laws imitation af diktatoren er et lille lyspunkt i søvndyssende drama.