Anmeldelser I kategorien: Biografanmeldelse

Elleve-mands orkesteret spillede forrygende til Michael Madsens film om komponisten Niels Rønsholdt. Men det var svært at finde sammenhæng mellem lyd og billeder.

Lee Daniels’ The Butler er den type film, hvor hovedpersonen tilfældigt kommer ind for at servere kaffe, da Eisenhower har en central diskussion om raceoprøret.

Saw-instruktørs homage til horror-klassikerne er en gedigen omgang gys med lidt for mange gentagelser.

Pain & Gain er det tætteste, man kommer på en personlig film fra Michael Bay. Og filmen afslører en personlighed, der mest af alt er grim, sadistisk og kynisk!

John Malkovich er i hopla som hyperparanoid eks-spion og redder en ellers unødvendig anden omgang af sagaen om aldrende agenter.

Kortfilmen før Monsters University er mere sprudlende end selve hovedfilmen, der er en skuffende toer i monsteruniverset.

I det seneste nummer af Ekko bragte vi Christian Braad Thomsens store anmeldelse af Ulrich Seidls Paradis-trilogi. Her kan man læse et uddrag om den sidste af de tre film, Paradis Håb, der nu får premiere.

Filmen om Natascha Kampusch’ gruopvækkende skæbne får én til at ønske, at den var lavet af Ulrich Seidl – og at Thure Lindhardts østrigske kidnapper ikke havde talt formfuldendt britisk!

Vince Vaughn og Owen Wilson er godt selskab i komedie om moderne teknologi, der selv virker bedaget.

Sofia Coppola har begået en lækker, men overraskende uvedkommende film om en flok narcissistiske teenagere, der er besat af bling og berømmelse.

Trods delikate close-ups af franske hofretter lugter Bon appétit, hr. præsident mere af gammel Camembert end haute cuisine.

Efter et par mørke sjæletimer har Pedro Almodóvar brug for lidt uforpligtende sjov og ballade – og hans nyeste film er en camp-farce, der trodsigt dyrker sin homoseksualitet.

Oscar-nomineret chilensk film med Gael García Bernal fyrer alle sine kanoner af, inden der er gået en halv time.

En børnefilm for voksne. Sådan føles Daniel Borgmans debutfilm, der trods en hjerteskærende hovedrolle drukner i poesifyld og symbolske replikker.

Refn går linen ud som voldsfilmens Tarkovskij i Only God Forgives, der er et sublimt – og subliminalt! – grænseoverskridende stemningsdigt, men savner en historie og karakterer, man kan engagere sig i.

Folkene bag Ice Age er tilbage med en flot animationsfilm, der stjæler med arme og ben fra bedre historier.