Anmeldelser I kategorien: Biografanmeldelse

Retro-action er blevet en ny subgenre, men det kræver et bedre manus og mere humor, førend vi giver os hen til Bruce Willis’ rynkede og skaldede helt med vom.

En sund portion selvironi gør teenagezombierne til sjovere selskab end de selvhøjtidelige Twilight-vampyrer. Men de hjertevarme zombier har mistet deres bidske bid.

Den sidste del af Ole Lund Kirkegaard-trilogien i 3D lider under, at Otto er et næsehorn ikke er forfatterens bedste historie.

Stortalentet Daniel Dencik går på jagt efter livets mening i Grønland. Det er åndeløst smuk, men også lidt for ordrigt.

Ruben Fleischers film dyrker et selvbevidst gangster-noir-univers med næsten pervers appetit, men skæmmes af klæbrig moralisme.

Jean Renoir var syrlig og ironisk, men bliver gjort til bedemand i den nysselige Renoir, mener Bo Tao Michaëlis.

Fordommene om franskmændene køres helt ud, når Julie Delpy leger Woody Allen.

Med sans for antydningens kunst fortæller kinesisk film om forholdet mellem en husholderske og hendes arbejdsgiver.

Twilight-fænomenet er massivt fascinerende, men talentet er svært at øje på i det endelige punktum på den paranormale romance.

Dracula er forvandlet til hønefar i det farverige monstervælde på Hotel Transylvania, hvis velkendte historie voksne vil gennemskue og børn more sig over.

Skuespilleriet fejler ikke noget, men Elles er uden tematisk fokus og synes ikke rigtig at vide, hvor den vil hen med sin historie. Ud over at flirte med en omgang softcore-porno og synkront vise borgerskabets indiskrete charme.

Hella Joofs Sover Dolly på ryggen er en velkendt komedie med omhyggeligt konstruerede sammentræf, komiske misforståelser og vidtdrevne karikaturer, men heldigvis også mere end det.

Bille August lægger afstand til de udfordrende sider af fortællingen om Marie Krøyer og fokuserer i stedet på en imødekommende, pletfri Alt for damerne-stil.

Norsk eventyr baseret på H.C. Andersens Snedronningen er stift animeret og plottet blottet for overraskelser og originalitet.

Julia Ducournaus opfølger til body horror-sensationen Titane er en rodet og unødigt kompliceret aids-fabel, hvis æstetisering til tider føles som en uværdig behandling af epidemiens ofre.

Murakami-filmatisering om et jordskælvs efterdønninger vakler mellem det symbolske og det sentimentale, mens den følelsesmæssige dybde fordamper minut for minut.