Anmeldelser I kategorien: Biografanmeldelse

After-filmene er én lang pigesexfantasi. Det er plat, men toeren formår indimellem at vise ægte kærlighed og fokusere på kvindelig nydelse.

Trods en omskiftelig tilblivelse leverer den sidste del af X-men-universet solid action og godt skuespil af stjernefrøet Anya Taylor-Joy.

Juliette Binoche slår sig løs som en moden og sexet kvinde i fransk film, der ligner en arthouse-udgave af Sex and the City.

Retssalsdrama sætter fokus på, hvordan prominente nazister undslap straf efter Anden Verdenskrig, men savner finesse og originalitet.

Computeranimeret eventyr med hunde starter sjovt og originalt, men ender som en rodet og floskelfyldt børnefilm.

Medrivende action og godt skuespil af stortalentet Caleb Landry Jones kan næsten opveje et halvsløjt manuskript.

Kvindekampen er skabelonskåret i saudiarabisk drama, der finder gode øjeblikke i velmenende historie om en læges kamp med et konservativt styre.

Skuespillet er stærkt i ambitiøs filmatisering af Christian Jungersens prisbelønnede roman, men filmen kan ikke beslutte sig for, hvilket genreben den skal gå på.

Lone Scherfig mestrer som få andre at blande humor og drama, men i historien om en skæbner på bunden af det amerikanske samfund bliver de gode intentioner for meget.

Succesfuld fransk-belgisk tv-serie har trods et væld af sjove og kreative figurer svært ved at klare springet til det store lærred.

Dokumentar om Quentin Tarantinos karriere er en energisk, men floskelfyldt hyldest til mediefænomenet QT, der snarere hører hjemme på YouTube end i biografen.

Jane Austens udødelige klassiker byder igen på humor og skønhed, men ny filmatisering fylder for mange ord i munden på skuespillerne.

Historie til små børn om en stærk og egenrådig pige underholder, men er også båret af lidt for forudsigelige intentioner.

Fortiden indhenter i mere end en forstand byens sejeste og snart pensionsklare betjente i skikkelse af Will Smith og Martin Lawrence.

Miljøskildringerne af en narkotika-omtåget ungdom er det stærkeste aspekt i islandsk drama, der aldrig kommer helt ind på livet af sine karakterer.

Genoptagelsen af kultgyser er bedst, når den skaber stille uhygge, men har ikke meget at tilføje til djævlerierne.