Kammerater!

2. juni 1962 blev snesevis af strejkende arbejdere og andre demonstranter dræbt af soldater og KGB-agenter i den sovjetiskeby Novotjerkassk.

Massakren blev begravet lige så hurtigt som ofrene, og frem til Sovjetunionens opløsning i 1992 verserede der kun spredte rygter om omfanget.

Russiske Andrei Konchalovsky bringer overgrebet for dagens lys i en sort-hvid film i det gammeldags kasseformat 4:3, der indprenter grusomhederne på sjælen lige så præcist og ubønhørligt som en graveringsmaskine med diamantnål.

Tiden synes at gå baglæns for den 83-årige instruktør, der efter en forglemmelig amerikansk afstikker virker sulten efter at vise sit værd.

Konchalovsky har arbejdet som instruktør så længe, at han kan hudflette et system, han engang selv bidrog til. Han startede sin regime-godkendte instruktørkarriere i 1960’erne, og i Kammerater! bearbejder han den kulturelle skizofreni, han og andre sovjetiske kunstnere var underlagt.

Det er en fascinerende film, der taler i to tonelejer.

Den ligner en Sovjetfilm fra den skildrede periode, men kommer med en nutidig systemkritik, som piller det sovjetiske system totalt fra hinanden. Dermed tvinges publikum ud i samme disciplin, som filmens hovedperson Lyuda pligtskyldigt lever efter: At tro helhjertet på to modstridende sandheder.

Lyuda spilles med glohed intensitet af instruktørens partner, Julia Vysotskaya, som er født i Novotjerkassk. Hovedpersonen er partifunktionær i bystyret og midt i et møde med sine kammerater, da en fjern fløjte lyder. ”Måske er det et tog,” siger en af de andre. Det er det ikke.

Arbejdere på en lokal fabrik går i strejke som protest mod lønsænkninger, der falder sammen med en stigning i fødevarepriserne.

I det voldelige sammenstød mellem demonstranter og partipampere lukkes byen ned og spærres af, så rygter om oprøret ikke slipper ud. Lyuda viser sig som en kompromisløs hardliner, der taler for at slå hårdt og nådesløst ned på de ”hooligans”, der står bag strejken.

Problemet er bare, at hendes teenagedatter Sveta er en af demonstranterne – og hun forsvinder i kaosset, da KGB-skarpskytter går til angreb mod menneskemængden.

Hvis Kammerater! var lavet i Hollywood, ville samvittighedskvaler tvinge Lyuda til at skifte mening. Men det er den ikke. Da hendes overordnede beder hende holde en tale til forsvar for deres blodige angreb, går hun i stedet følelsesmæssigt i baglås og gemmer sig på toilettet.

Konchalovskys stramt klippede film holder intet igen.

Da skyderiet starter, bevæger kameraet sig tilbage til den frisørsalon, hvor Lyuda tidligere fik håret sat. Nu ligger frisøren døende på gulvet og krampespjætter med benene, mens civile i panik løber forbi uden for vinduet.

Lyuda bevæger sig gennem propfyldte lejligheder, og kameraet placerer hende i klaustrofobiske kasser, når hun filmes gennem spejle og døråbninger.

Der er ingen trøst at finde uden for byen. Da Lyuda og den KGB-officer, som hun har en affære med, sent i filmen stopper ved en sø, ser de en ung kosakrytter på den modsatte bred. Det er et ejendommeligt levn fra en svunden fortid, som også Lyudas gamle soldaterfar higer efter, da han midt under optøjerne finder sin gamle kosakuniform frem fra gemmerne.

Den tager han trodsigt på, mens den kommunistiske utopi smuldrer udenfor.

Glimtene fra en verden før den sovjetiske virker som fjerne spøgelser, og det samme gør den skikkelse, der dukker op på en tagryg i filmens forstyrrende finale.

Rent dramatisk er de sidste fem minutter af Kammerater! filmens svageste, men ideologisk set er de interessante.

Det er, som om Lyudas forsøg på at indordne sig under den tvedelte kommunistiske virkelighed forplanter sig til filmen i form af to komplet uforenelige slutninger. De er dog begge særdeles seværdige.