Serieanmeldelse
24. apr. 2024
Kald mig far

Det er med at finde en grimasse, der kan passe, da Emil (Alex Høgh Andersen, tv.) får at vide, at bedstevennen Viktor (Magnus Haugaard) er blevet kærester med hans mor (Ellen Hillingsø)

Foto | Nordisk Film

Kald mig far

Alex Høgh Andersen viser ny side af talentet som en underkuet fyr i charmerende knaldperleserie, hvor der godt kunne have været mere på spil.

Af Nicki Bruun

Hvad hvis din bedste ven blev kæreste med din mor?

Det er spørgsmålet, som komedieserien Kald mig far sætter sig for at besvare med en blanding af overdreven komik og undertrykte følelser.

Vennerne Emil og Victor driver sammen cateringfirmaet Klimad, hvor de cykler rundt og laver sund mad til arrangementer i et solbeskinnet København. Mod slutningen af første afsnit får Emil dog at vide, at hans mor Helle har dannet par med Victor det sidste halve års tid.

Det ville nok få de fleste til at flippe ud. Men Emil er en så rummelig fyr, at han sagtens kan gøre plads i sit hjerte til kærligheden mellem to af hans nærmeste. Det siger han i hvert fald, men samtidig begynder han at få pludselige anfald af voldsomt næseblod, der sender ham til udredning hos en særegen læge.

Emil spilles af Alex Høgh Andersen, der blev en verdensstjerne med rollen som brutal viking i den britiske hitserie Vikings.

Selv om åbningsscenen i Kald mig far viser Emil med blod i hele ansigtet, leverer serien en helt ny, men stadig troværdig side af den unge skuespiller. Han skildrer en lige dele evigt god og underkuet fyr – en dørmåtte så politisk korrekt, at han i sin fritid svømmer rundt i havnen og samler andre folks skrald op.

Her møder han kokkekollegaen Siv, som er langt mere tiltalende end kæresten Carla, der er flyttet ind hos Emil, fordi hun ikke har styr på noget i sit uambitiøse liv.

I det hele taget er Emil omringet af mennesker, der træder på ham. Helle, der gestaltes af Ellen Hillingsø som en midaldrende teenager, er kærlig, men temmelig blind for, hvad hun udsætter sin søn for. Endnu værre er Roberta Hilarius Reichardts Carla, der som uduelig ansat melder kærestens cateringfirma til sin fagforening og giver sine veninder ret i, at Emil muligvis udsætter hende for gaslighting.

Endelig er Magnus Haugaard – der sammen med bedstevennen Alex Høgh Andersen har fået idéen til serien – herligt afskyelig som Victor. Han holder ikke tilbage med kritikken af Emil, mens han gør vennens liv til et helvede.

Haugaard har vist sit komiske talent over for Emma Sehested Høeg i den morsomme parforholdsserie Skyld, hvor de bidende stikpiller fyger mellem et kærestepar.

Samme rappe replikveksling giver liv til Kald mig far, der langt hen ad vejen er en charmerende knaldperle med morsomme indslag, som når makkerparret serverer ved en meditationsseance for forældre og nyfødte.

Det bliver mere og mere absurd, hvad Emil skal finde sig i, men sammen med den forhøjede realisme forsvinder også noget af humoren. Serien driver langsomt, men sikkert mod et forudsigeligt opgør, men alligevel formår den at overraske på en måde, der er mere kynisk end tilfredsstillende.

Formatet med seks korte afsnit betyder, at Kald mig far i spilletid er at sammenligne med en halvlang film.

Manuskriptforfatter Søren Felbo arbejder med dramaturgiske buer og lader ofte en cliffhanger bære naturligt videre til næste afsnit, mens instruktør Christian Dyekjær med sin rolige iscenesættelse lader skuespillerne tage fokus.

Man kommer dog til at savne nogle lidt større armbevægelser og ambitioner.

Andre aktuelle danske serier med humoristisk anstrøg – som DR-titlerne Orkestret og Bag enhver mand – bruger deres miljøer til at udforske emner som magt og forholdet mellem kønnene. Til sammenligning er der ikke meget på spil i Kald mig far, der efterhånden som serien skrider frem, taber det ellers interessante portræt af en nedbrudt ung mand på gulvet.

For at blive i seriens madunivers er Kald mig far en let og ofte smagfuld anretning. Men den antiklimatiske afslutning efterlader en bitter eftersmag, som får de foregående lækkerier til at fremstå knap så appetitlige.

Titel:
Kald mig far

Land:
Danmark

År:
2024

Instruktør:
Christian Dyekjær

Manuskript:
Søren Felbo

Medvirkende:
Alex Høgh Andersen, Magnus Haugaard, Ellen Hillingsø, Roberta Hilarius Reichhardt, Peter Gantzler, Johanne Milland

Spilletid:
Seks afsnit af cirka 25 minutter

Anmeldelse:
Seks afsnit

Premiere:
28. april på Viaplay

Relevante artikler

Serieanmeldelse
22. sep. 2021
Skyld – sæson 2

Skyld – sæson 2

Interview
04. dec. 2017
Farlig leg med image

Vikings-stjerne:  Farlig leg med image

Fra samme skribent

Streaminganmeldelse
09. nov. 2025
Den sidste stilhed

Den sidste stilhed

Biografanmeldelse
11. sep. 2025
Bob Trevino Likes It

Bob Trevino Likes It

Serieanmeldelse
12. juni 2025
Stick

Stick

Biografanmeldelse
26. maj 2025
Sønnike

Sønnike

Nyhed
11. dec. 2025
Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Nyhed
10. dec. 2025
TV 2 beklager, men står fast på fyring

TV 2 beklager, men står fast på fyring

Nyhed
09. dec. 2025
Apple Tree Productions lukker

Apple Tree Productions lukker

Miss Austen
Serieanmeldelse
11. dec. 2025

Miss Austen

Long Story Short
Serieanmeldelse
10. dec. 2025

Long Story Short

Mira
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mira

Mand op
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mand op

Mest læste

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2
Nyhed
11. dec. 2025

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Hans film var for grufuld for BBC
Nekrolog
08. dec. 2025

Hans film var for grufuld for BBC

Ekko
Magasin · oktober 2025

Ekko#99

På forsiden af det nye Ekko slår Sofie Gråbøl ud med en symbolsk knytnæve – 25 år efter Blinkende lygter. Hun har kun ros til overs for Anders Thomas Jensen, men ser med langt mindre begejstring på de krav, der blev stillet til unge kvindelige skuespillere i 1980’erne og 90’erne. ”Det var som en parasit, jeg havde. Uanset hvilken rolle jeg fik i de første mange år af karrieren, var der nøgenscener,” fortæller hun og beskriver en grænseoverskridende oplevelse fra Nattevagten