Kærligheden flytter ind

Det er med gæster, som det er med fisk. De begynder at lugte efter tre dage. Og det hjælper ikke at bolle dem, kan det tilføjes, hvis man skal tage noget med sig fra Kærligheden flytter ind.

Den danske titel afslører, at den 40-årige alenemor Alice (Reese Witherspoon) vil finde romantik igen efter sin skilsmisse, men de tre flotte ynglinge, som hun installerer i en imposant Los Angeles-villas anneks, bringer også stærkere dunster med sig.

Det meste stinker i Kærligheden flytter ind.

Det dovne forsøg på at omvende Hollywood-traditionen, hvor en midaldrende mand finder sammen med en purung kvinde, følges aldrig til dørs. Romancen mellem Alice og den 27-årige Harry (Pico Alxendander) ender blot med at reproducere de mest kedsommelige kønsstereotyper.

Vi starter med pixel-flager af modlys hen over billeder af drømmeriske Californien. Her hulker Alice, for hun bliver 40. Hun er netop blevet skilt, hendes berømte instruktør-far er død, og det går sløjt med jobbet som indretningsarkitekt.

Hun tager ud for at slå til Søren sammen med tre veninder. De drikker rosé og spiser frugt – som kvinder jo gør, når de er vildest – og på en nysselig bar møder veninderne tre ungersvende med store filmdrømme. Førnævnte Harry er instruktør, hans bror Teddy (Nat Wolff) ønsker at blive skuespiller, mens George (Jon Rudnitsky) fungerer som truppens manuskriptforfatter.

Harry smiler lystent, og snart befinder han og Alice sig i samme seng. Næste morgen kigger Alices mor forbi, og hun inviterer de tre drømmere til at blive boende, så længe de vil.

Da de flytter ind i annekset, taber en af dem en klump pot, og så skulle man tro, at en konflikt er under opsejling. Men næ, Alice er ligeglad, de kan bare bo der. Gratis.

Alice har to piger, og en af dem modtager guitarlektioner. En dag kan hovedpersonen ikke selv nå at køre den ældste datter til undervisning, og så skulle man tro, at vi nu stod med et problem. Men næ, der står en ekstra bil ude i garagen, og en af filmfyrene kan da bare køre hende.

Reese Witherspoon har vist, at hun kan balancere mellem sødme og standhaftighed i film som Walk the Line og Mud. Men her smiler hun som en servil hund, uanset om hun skal agere moderlig eller liderlig.

Det får pilen til at pege mod debutinstruktør Hallie Meyers-Shyer. Hun er datter af instruktøren Nancy Meyers, der i 2015 lavede tamme Praktikanten, og desværre er tandløsheden gået i arv. I tilgift overgøres enhver ansigtsmimik i en æstetik hentet fra tyske rengøringsreklamer.

Da manus-George opdager, at Alices far er den kendte komedie-instruktør John Kinney (givetvis modelleret over Woody Allen), dåner han så eksalteret, at ingen kåd Beatles-fan fra 60’erne kan være med. Man føler sig ofte fanget i en instruktionsvideo for autister om basale, menneskelige følelser.

Mod slutningen flyves en velgørende afdæmpet Michael Sheen ind fra New York som eksmanden Austin, og der opstår endelig noget, der ligner en reel konflikt: Skal Alice vælge sit gamle liv med mand og børn, eller skal hun hengive sig til forelskelsen i Harry?

Men svaret interesserer ikke Hallie Meyers-Shyer synderligt. Og filmen fuser ud med floromvundne floskler om, at kvinder kan lide farven pink. De kan også godt lide at tænke over følelser, mens mænd bare handler, og derfor kan de godhjertede hanner ikke altid være monogame over for de godhjertede hunner.

Under trekløverets Hollywood-drøm findes en ganske opbyggelig pointe om ikke at gå på kompromis med originale idéer, men hvad nytter det, når det serveres i en romcom blottet for opfindsomhed?

Kærligheden flytter ind gentager platheder om romantik og tosomhed, og derfor fremstår den vantrevne komedie mindre interessant end lugten af daggamle fisk.