Kærlighed ved første slag

At sælge Kærlighed ved første slag som en romantisk, feel good-komedie er så misforstået, at det næsten er sjovt.

Dybest set er det en film om ungdommeligt venskab og usikkerhed om, hvad fremtiden byder på.

Til tider er filmen faktisk morsom, men enten er det ufrivilligt eller sorthumoristisk. Der er også en smule romantik, men den er modstræbende og trodsig.

Filmen begynder ellers ganske lovende med to brødre, der sidder over for en bedemand. De diskuterer kistemateriale og er slet ikke interesseret i at betale dyrt for en kiste, når det træ, den er lavet af, er af ringe kvalitet.

Det viser sig, at brødrene er tømrere, og at den yngste af dem er hovedpersonen Arnaud (Kévin Azaïs). Sammen bygger brødrene en kiste af asketræ, mens deres mor bedrøvet smiler til dem. Det er deres far, der er død.

Derfor forvirrer det, at man nærmest ikke ser mere til hverken kiste eller dødsfald, og det slet ikke tillægges mere værdi. Det kunne ellers have været en god motor for enten komik eller refleksioner.

I en øde, fransk kystby driver Arnaud lettere formålsløst rundt, indtil han frivilligt går ind i farens tømrerfirma, som nu drives af storebroren.

Arnaud er i det hele taget lettere apatisk og blottet for passion. Det eneste, der fascinerer ham, er en tvær pige, han møder, da han af vennerne bliver lokket til at slås med hende i et gratis selvforsvarskursus på stranden.

Hun viser sig at være datter i huset, hvor han skal lave en tilbygning, så han får rig mulighed for at se hende an. Hun hedder Madeleine (Adèle Haenel) og blender rå sardiner til fiskesmoothies og dykker i poolen med atten kilos oppakning.

Da de, efter ævl og kævl, så småt begynder at blive venskabelige, fortæller hun Arnaud, at hun tror, at apokalypsen kommer. Derfor forbereder hun sig på at overleve, mens hele verden går under. Hun træner for at komme i militæret, så hun kan blive endnu bedre til at overleve. Alene.

Af uvisse årsager følger Arnuad – til sin egen, sin families og især Madeleines overraskelse – meget pludseligt med til militær træningslejr. Det sker først to-tredjedele inde i filmen, og det gør tempoet i historiens udvikling helt skævt. For det er nemlig først i militæret, at vi kommer længere ind i personerne. Men der er stadig ikke antydning af romantisk gnist mellem de to.

Uden at man på noget tidspunkt får egentlig sympati for nogen af dem, er der i det mindste mere humor i det stive hierarki, som Madeleine slet ikke kan tilpasse sig.

Hendes længsel efter død, ulykke og verdenens undergang er så udtalt, at hun til to kvindelige soldateraspiranter slukøret siger: ”Jeg troede, sengene ville være mølædte … men i det mindste er de grimme.”

Det er også ærgerligt, at balancen mellem de to hovedpersoner ændrer sig i hæren. Hvor Madeleine til at starte med er selvkørende og sej, er Arnaud er den stille, søgende type. Med andre ord er der vendt op og ned på de traditionelle kønsroller. Men det skifter, så snart Arnaud får camouflagetøj på.

Det er lige før, at sidste del af filmen ender med at være en socialrealistisk udgave af The Hunger Games, og generelt prøver Kærlighed ved første slag da også at være kritisk over for det vaklende franske samfund, hvor de unge fravælger at uddanne sig – for der er alligevel ikke noget arbejde at få.

Ud over McDonald’s er hæren den organisation, der hverver flest unge i Frankrig, påstår filmen.

Det er jo interessant nok, men hvad filmen egentlig mener om dette, står hen i det uvisse. Det er rart, at der ikke moraliseres, men når man samtidig bliver usikker på, om den gør grin med sin kvindelige hovedrolle, eller om den faktisk støtter hendes dystre fremtidsvision, har den slået fejl.

Kærlighed ved første slag har klaret sig godt på de franske filmfestivaler, og billederne af de mennesketomme strandboulevarder og de unges trøstesløshed er da også overbevisende. Men form har vundet over indhold.