Kæledyrenes hemmelige liv 2

Danske versioneringer af udenlandske animationsfilm har sjældent originalens pondus. Ofte falder en joke til jorden, fordi den er afhængig af den superstjerne som lægger stemme til. 

I starten af Kæledyrenes hemmelige liv 2 er der en længere samtale mellem hunden Max (Anders Matthesen) og kaninen Snefnug (Mick Øgendahl). Samtalen flyder ud i en lang smøre, så man hurtigt kommer til at frygte, at hele filmen bliver en aldeles usjov omgang. 

Men efter de lidt akavede øjeblikke mellem to af dansk komiks største stemmer – som normalt plejer at kunne give den gas frem og tilbage – får især Anders Matthesen talt sig varm (af uvisse årsager taler Max ikke med hans stemme i traileren). Og så åbner filmen sig som en åbenhjertig historie for både store og små. 

I efterfølgeren til Kæledyrenes hemmelige liv fra 2016 er det de samme elskelige kæledyr, der nu lever sammen i en anderledes harmoni. Handlingen deler sig i tre løst sammenhængende historier, der centrerer sig omkring Max, Snefnug og Glitter (Mette Lindberg), der er en skødehund. 

Max rejser ud og lærer at være mindre nervøs og bange for omverdenen, Snefnug kommer på et actionfyldt eventyr, og Glitter lærer en helt ny side af sig selv at kende. Til sidst bruger kæledyrene, hvad de har lært, til at stå sammen mod deres fælles fjende. 

De tre historier glider – nærmest som i tv-serien Seinfeld – sammen på så en elegant en måde, at det er en fryd.

Det er en børnefilm, der vil få voksne til at tænke på de ting, som de fandt fascinerende, eventyrlige og uhyggelige som børn.

Filmen tager med sin vidunderlige animation og levende og virkelighedsnære karakterdesign børn og voksne i hånden. Den lader os drømme os tilbage til en verden, hvor skraldespande og katte kunne være de mest uhyggelige ting nogensinde, og hvor man uden videre kunne løbe ud af døren og sammen med sine venner udforske verden og alt, hvad den gemte på.

Kæledyrenes hemmelige liv 2 sprudler af velmenende historier om at lære at slippe sin angst for at kunne udvikle sig som menneske – eller nærmere bestemt som dyr.

Det er ikke noget nyt at følge menneskernes kæledyr på eventyr, men holdet bag filmen rammer en jovial genkendelighed krydret med uovertruffen humor og et drys af uhygge.

Den blanding kommer især til udtryk i tre scener.

Da Glitter mister en vigtig ting inde i en kattedames vindue, bliver hun nødt til at vende tilbage og få fat i det. De mange katte strækker kløer og ender i en vild kamp, som får én til at tænke på hyænerne i Løverens konge.

En anden scene viser den gemytlige Duke (Amin Jensen) henvende sig til en ko på samme måde, som vi alle gør, når vi ser en ko. Nemlig ved at efterligne dens ”muuuuuhhh”. Koens kække modsvar vil få mig til at holde min mund lukket næste gang, jeg kører forbi en mark fyldt med køer!

Og Anders Matthesens hundefigur bliver forfulgt af en irriterende kalkun, hvis urkomiske klukken stadig sidder i ens baghoved flere dage efter filmen.

Det er ikke så tit, at en fortsættelse til en mere eller mindre halvglemt film – fra 2016 – rammer plet på en så ydmyg og dog intelligent måde. Det er en film i børnehøjde, men med et budskab, som vil fange både unge og ældre.