Jupiter Ascending

Lana og Andy Wachowski har ikke rigtigt haft tag i publikum siden Matrix-trilogien.

Bilfilmen Speed Racer var en pangfarvet frontalkollision med god smag, og den kringlede multiplot-sci-fi Cloud Atlas havde nok budget som en blockbuster, men indtjente som en smal kultfilm.

Med Jupiter Ascending slår Wachowski’erne et stort brød op med en episk rum-opera efter klassisk snit, men desværre står eksekveringen ikke helt mål med ambitionen.

Mila Kunis spiller halvrusseren Jupiter Jones, der knokler for håndører som rengøringsdame i Chicago sammen med sin familie. Da hun tager til en fertilitetsklinik for at score lettjente penge ved at ”sælge nogle æg”, bliver hun overfaldet af små, grå mænd og reddet af Channing Tatum iført anti-tyngdekraftstøvler og ulveører.

Hvis det lyder mærkeligt, så hør fortsættelsen:

Tatum spiller en genetisk splejsning mellem ulv og menneske ved navn Caine, der plejede at have vinger! Han forklarer, at Jupiter er den genetiske reinkarnation af matriarken i Abrasax-slægten, en af de mest magtfulde i universet og dermed den retmæssige ejer af familieformuen – der blandt andet tæller Jorden.

Det viser sig, at menneskeheden er en høstklar afgrøde plantet af en interplanetarisk medicinalindustri, der udvinder en livsforlængende substans af menneskenes lig.

Abrasax-slægtens tre intrigante overhoveder er selvfølgelig ikke til sinds at dele arven, men de mange forræderier og dramatiske afsløringer gør det hurtigt svært at holde styr på, hvorfor nogen vil dræbe Jupiter og andre charmere hende.

Denne vekslen går igen i dialogen, der skiftevis lyder som en amatøroversættelse af Shakespeare og et fanfiction-manuskript, som en forgabt hospitalsoap-fan har skriblet ned i sin dagbog – som da Jupiter nærmer sig Caine med ordene: ”Min indre kompasnål må være gået i stykker. Den peger altid på Mr. Wrong.”

Heldigvis bliver samtalerne jævnligt afbrudt af ofte energiske actionscener, der særligt i begyndelsen gør en dyd ud af stuntarbejde frem for at klaske computergenererede dukker mod hinanden. Da historien begiver sig ud i rummet, er stuntmændene imidlertid det eneste, der ikke er lavet i en computer, og vi er tilbage ved velkendt, blodløs tegneserievold.

Skuespillerne hjælper ikke meget til at gøre deres papfigurer til troværdige mennesker.

Den eneste, der for alvor gør manuskriptet levende, er Eddie Redmayne som den ældste Abrasax-arving: Intens og uden en snert af selvironi veksler han mellem at hviske dramatiske deklamationer og skrige trusler i falset. Filmen er bedst, når den – som han – er splitterravende vanvittig.

Desværre har den sjældent så meget kant eller mod.

Alligevel må man alene ud fra et æstetisk synspunkt beundre den verden, Wachowski’erne har skabt. Det er overdådigt realiseret science fiction-fantasy, og visuelt står filmen på ingen måde tilbage for forgængere som Star Wars og Star Trek, selvom der i det hele taget lånes lidt rigeligt fra genrens klassikere.

Abrasax’erne ligner umiskendeligt krydderibaronerne i Frank Herberts klassiske roman Dune. De er underlagt et Terry Gilliam’sk bureaukrati (komplet med et langstrakt cameo af Gilliam selv) og eftersøgt af en Star Trek-agtig politi-rumflåde.

Af flere årsager minder filmen mest om Disneys dyrt opsatte fiasko John Carter fra 2012. Begge er overmodigt ambitiøse, men fortællemæssigt simple sci-fi-historier med franchise-aspirationer, der burde have lyttet til økonomi-afdelingen i tide.

Med et budget på 175 millioner dollars har Jupiter Ascending kun været marginalt billigere end den nye Star Wars, og den er betydeligt sværere at sælge. Særligt når nu den lander i en overfyldt februarmåned – i stedet for den sommerpremiere, den oprindeligt skulle have haft – kan den dårligt undgå at sænke kreditværdigheden for original sci-fi.

Hvad Wachowski'erne angår kan de tørre øjnene med de seneste royaltychecks fra The Matrix-serien, mens de skriver videre på deres Netflix-serie Sense8. Hvis den får et par gennemskrivninger mere end Jupiter Ascending, skal det nok blive godt.