Biografanmeldelse
09. dec. 2025
Jujutsu Kaisen: Execution

I Jujutsu Kaisen-universet henviser jutusu ikke til slag, spark og snedige benspænd, men til en metafysisk kampteknik bestående af energiske forbandelser.

Foto | Mappa

Jujutsu Kaisen: Execution

Japansk anime-spillefilm er i virkeligheden en samling af scener fra en tv-serie, der ikke er særligt egnet til det store lærred.

Af Nicolas Barbano

Jujutsu Kaisen: Execution er en kompilationsfilm i spillefilmlængde klippet sammen af materiale fra anden og tredje sæson af den animerede tv-serie Jujutsu Kaisen, der i Danmark kan streames komplet på tjenesten Crunchyroll.

Ordet ”jujutsu” er fonetisk identisk med navnet på den elegante kampsportsteknik ju-jutsu/ju-jitsu, som vi på film mest kender i dens brasilianske form, eksempelvis i David Mamets drama Redbelt fra 2008. 

Skrevet på japansk er ”ju-jutsu” og ”jujutsu” er imidlertid to helt forskellige ord. I Jujutsu Kaisen-universet er der ikke tale om slag, spark og snedige benspænd, men om en metafysisk kampteknik bestående af energiske forbandelser. 

Jujutsu Kaisen er oprindeligt en mangaserie på tredive bind, der er tegnet og skrevet af Gege Akutami. Danske fans kan læse den i engelsk oversættelse fra Viz Media. Ud over tv-serien er den bearbejdet som videospil, to romaner, to skuespil og en biograffilm. 

Sidstnævnte, Jujutsu Kaisen 0, en prequel fra 2021, blev i Japan årets mest sete film. Med over 100 millioner eksemplarer er Jujutsu Kaisen en af verdens bedst sælgende mangaserier nogensinde.

Genren er dark fantasy, og hovedpersonen er Yuji Itadori, en skoledreng, som er medlem af et korps af heroiske jujutsu-magikere, der får kamp langt over stregen.

Kompilationsfilmen starter på halloween, hvor et mystisk slør indhyller en festende folkemængde, mens onde kræfter forsøger at isolere jujutsu-troldmanden Satoru Gojo. Efterfølgende får Yujis studiekammerat Yuta Okkotsu grundet falske anklager til opgave at henrette Yuji.

Det fører via en række voldsomme konfrontationer frem mod et såkaldt Culling Game (masseudryddelse), i mangaen et forløb med undertitlen Execution (henrettelse), planlagt til tv-seriens tredje sæson, men hvoraf vi får en forsmag sidst i kompilationsfilmen.

Et af filmens centrale øjeblikke er det brutale opgør mellem Yuji og Yuta, en kamp på liv og død, der tvinger begge parter ud i nye, ekstreme afkroge af deres kræfter og traumer. 

Sideløbende forsøger klanlederen Megumi sammen med sine allierede at redde stedsøsteren Tsumiki.

Oversat fra japanske bogstaver er filmens komplette originaltitel Gekijô-ban Jujutsu Kaisen Shibuya Jihen Tokubetsu Henshû-ban × Shimetsu Kaiyû Senkô Jôei. Hvilket på engelsk kan oversættes som Jujutsu Kaisen the Movie, the Shibuya Incident arc compilation cut, plus a preview of the Execution/Culling‑Game material.

Ordet ”execution” i den noget kortere titel, som kompilationsfilmens distribueres under i Danmark, refererer altså blot til uddraget i filmens sidste halvdel og er således en noget misvisende markedsføringsfinte.

Filmen vises i biografer over hele Danmark, og jeg så den i den kæmpestore IMAX-sal på Fisketorvet. Her var der ud over mig kun fire andre tilskuere, som sad på bagerste række. Men selv på så lang afstand er et IMAX-billede markant større og flottere end en af vor tids mest udbredte uvaner: at se film og tv på sin smartphone.

Der er mindeværdige detaljer. En terning med bogstavelige øjne. En dialogscene i et værelse, hvor deltagerne kaster urolige slagskygger via en gyngende lampe. Eksplosioner af stålnagler, blå plasmaenergi og blod. Masser af blod! 

Men ved at være et sammenklip af tv-scener savner filmen sin egen velfungerende struktur og føles som en montage af ikke voldsomt imponerende højdepunkter, uopfindsomt udformet med en overvægt af gammelkendte anime-teknikker. 

Stillestående tegninger bevæges frem og tilbage. Personer løber på stedet foran en baggrund, der minder om bagprojektion. Ting knuses under dekorativt lettende støvskyer. Fartstreger, lyntempo, slowmotion, rullende billeder, rystende pupiller, glødeeffekter og ekstreme kameravinkler forsøger at kompensere for, hvad der slet og ret er middelmådig tv-animation.

Ansigter holdes i én farve uden nuancer eller skygger, og baggrundene i storbyscener er blottet for detaljer og liv, hvilket absolut ikke kalder på et stort biograflærred.

At filmen ikke er særligt velegnet til biografen understreges til slut, hvor en række lange, detaljerede tekster om spillets regler afvikles i lyntempo, aldeles ulæseligt uden en pauseknap.

Titel:
Jujutsu Kaisen: Execution

Originaltitel:
Gekijô-ban Jujutsu Kaisen Shibuya Jihen Tokubetsu Henshû-ban × Shimetsu Kaiyû Senkô Jôei

Land:
Japan

År:
2025

Instruktør:
ShoutaGoshozono, Yôsuke Takada

Manuskript:
Hiroshi Seko

Medvirkende:
Shigeru Chiba, Jun'ya Enoki, Wataru Hatano

Spilletid:
87 minutter

Premiere:
4. december

Relevante artikler

Fra samme skribent

festivalanmeldelse
24. juli 2026
Mārama

Mārama

Biografanmeldelse
09. juli 2026
Vaiana

Vaiana

Biografanmeldelse
08. juli 2026
Evil Dead Burn

Evil Dead Burn

Nyhed
28. juli 2026
Alle vil se den trojanske giraf

Alle vil se den trojanske giraf

Christopher Nolans filmatisering af et over flere tusind år gammelt digt har vist sig som en overraskende provokation, der tilsyneladende omsætter debatten til billetsalg.

Nyhed
27. juli 2026
Ironisk Netflix-trend ender i tragedie

Ironisk Netflix-trend ender i tragedie

venedig 2026
23. juli 2026
Hollywood vender Venedig ryggen

Hollywood vender Venedig ryggen

The Return
Dvd-anmeldelse
25. juli 2026

The Return

Aisha Can’t Fly Away
festivalanmeldelse
24. juli 2026

Aisha Can’t Fly Away

Mārama
festivalanmeldelse
24. juli 2026

Mārama

Amira
Boganmeldelse
22. juli 2026

Amira

Mest læste

Alle vil se den trojanske giraf
Nyhed
28. juli 2026

Alle vil se den trojanske giraf

Ironisk Netflix-trend ender i tragedie
Nyhed
27. juli 2026

Ironisk Netflix-trend ender i tragedie

”Christopher Nolan ville være rasende”
Nyhed
15. juli 2026

”Christopher Nolan ville være rasende”

Ekko
Magasin · april 2026

Ekko #100

Intro