Biografanmeldelse
19. okt. 2019
Judy
Selv værst medtaget og mest påvirket demonstrerer Judy Garland den præcision, der er indprentet i en veteran, som har stået på de skrå brædder i 45 af sine 47 år. Foto | David Hindley

Judy

Renée Zellweger er komplet formidabel som superstjernen Judy Garland, der kæmpede med selvværdet og bare ville elskes. 

Af Wendy Ide

Renée Zellweger rammer instinktivt Judy Garland (1922-69) og levendegør medrivende den store sanger i filmen om hendes livs efterår. Forklaringen er, at ”Judy Garland” selv var en karakter.

Hun var en livslang rolle skrevet til og af pigen med det borgerlige navn Frances Gummm, der tog den på sig i en sådan grad, at det blev svært at skelne. Og som det engagerende og medfølende drama Judy viser, var det en præstation, der krævede et stort personligt offer.

Der er særligt én forrygende sekvens i Rupert Goolds film, som fanger denne dobbeltsidighed.

En mudret, nedslidt og stærkt bedøvet Judy undskylder stammende for, at hun ikke er parat til sit første show på et London-teater. ”Mund ... tør,” rasper hun med et panisk blik i øjnene. Rosalyn, den livlige assistent, bylter hende sammen og haler hende ud på scenen. 

Hun begynder at croone lige så forsigtigt – og så spærrer hun øjnene op som ramt af lynet. Pludselig er det Judy Garland – professionel performer og verdensstjerne – der ubesværet underholder på scenen.

Premieren er en stor succes. Men da den er ovre, finder Rosalyn hende backstage, sammensunket og ulykkelig. ”Hvad hvis jeg ikke kan gøre det igen?” hvisker hun.

Renée Zellweger er komplet formidabel.

Hun forsvinder måske ikke helt ind i rollen, som Marion Cotillard gjorde det som Edith Piaf, men hun rammer klokkeklart den vaklende sårbarhed, der fik Garland til at virke skrøbelig allerede i fyrrerne. De lyder ikke ens, men Renée Zellweger synger blues nøjagtigt som Judy Garland – med al den smerte i stemmen, et hårdt liv forvolder.

Renée lyder mere som Judy, når hun taler med helt samme drævende stemmeføring, der ofte sagtner hærget, utydeligt ud. Men selv værst medtaget og mest påvirket demonstrerer filmens Judy den præcision, der er indprentet i en veteran, som har stået på de skrå brædder i 45 af sine 47 år.

Judy er seneste skud på stammen i, hvad der er på vej til at blive en filmtrend: At følge elskede kendisser derud, hvor showbiz-karrierer kryber hen for at dø: engelske provinsteatre.

Som det komiske makkerpar i Gøg & Gokke har Garland mistet sin stjerneglans. Og som Gloria Grahame i den oversete Film Stars Don’t Die in Liverpool er det hårdt for hende som en kvinde – hvis udseende nøje overvåges og usikkerhed grusomt udnyttes – at blive ældre.

Judys dårlige selvværd er en livslang byrde, der belyses i klip tilbage til den tid, hvor hun skabte sin egen persona, hjulpet på vej af en hårdhændet behandling af Hollywood-mogulen Louis B. Mayer.

Uden at formilde hovedrollens indre dæmoner er manuskriptet, der er skrevet af Tom Edge baseret på et teaterstykke af Peter Quilter, beundringsværdigt let til bens. Flashback-klippene er delikate små minder snarere end kluntet baggrundhistorie, og den livsnødvendige humor, som Judy Garland aldrig var foruden, får lov at slå gnister.

”Har du tidligere taget noget for depression?” spørger en læge sangeren. ”Fire ægtemænd,” svarer hun tørt. ”De hjalp ikke.”

Londons swinging sixties genskabes med bravur, og Judys prangende garderobe af metalglinsende kjoler får lov at stråle på lærredet. Men det er, når Judy optræder live, at designet virkelig giver los. Disse numre har en drømmeagtig kvalitet, som filmen ikke kunne være foruden: Judy Garland appellerede lige så meget til sine fans’ fantasi som til deres hjerter.

Og det er gennem hendes forhold til sine fans – særligt et midaldrende, homoseksuelt par, som venter ved scenedøren hver aften – at vi får et glimt af den personlige magi, som skabte en legende, hun hele livet forsøgte at leve op til. Og som stadig inspirerer tusindvis af loyale fans.

For dem er Judy en rørende hyldest til en ødelagt kvinde – og til en superstjerne, der bare ville elskes.

Titel:
Judy

Land:
England

År:
2019

Instruktør:
Rupert Goold

Manuskript:
Tom Edge

Medvirkende:
Renée Zellweger, Jessie Buckley, Finn Wittrock

Spilletid:
118 minutter

Aldersgrænse:
Tilladt for alle, men frarådes børn under 7 år

Premiere:
24. oktober

Fra samme skribent

Biografanmeldelse
05. jan. 2024
The Holdovers

The Holdovers

Biografanmeldelse
29. nov. 2023
Maestro

Maestro

Biografanmeldelse
26. okt. 2023
Reality

Reality

Biografanmeldelse
09. maj 2023
Tori og Lokita

Tori og Lokita

Nyhed
11. dec. 2025
Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Nyhed
10. dec. 2025
TV 2 beklager, men står fast på fyring

TV 2 beklager, men står fast på fyring

Nyhed
09. dec. 2025
Apple Tree Productions lukker

Apple Tree Productions lukker

Miss Austen
Serieanmeldelse
11. dec. 2025

Miss Austen

Long Story Short
Serieanmeldelse
10. dec. 2025

Long Story Short

Mira
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mira

Mand op
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mand op

Mest læste

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2
Nyhed
11. dec. 2025

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Apple Tree Productions lukker
Nyhed
09. dec. 2025

Apple Tree Productions lukker

Hans film var for grufuld for BBC
Nekrolog
08. dec. 2025

Hans film var for grufuld for BBC

Ekko
Magasin · oktober 2025

Ekko#99

På forsiden af det nye Ekko slår Sofie Gråbøl ud med en symbolsk knytnæve – 25 år efter Blinkende lygter. Hun har kun ros til overs for Anders Thomas Jensen, men ser med langt mindre begejstring på de krav, der blev stillet til unge kvindelige skuespillere i 1980’erne og 90’erne. ”Det var som en parasit, jeg havde. Uanset hvilken rolle jeg fik i de første mange år af karrieren, var der nøgenscener,” fortæller hun og beskriver en grænseoverskridende oplevelse fra Nattevagten