Biografanmeldelse
14. feb. 2019
Jørn Utzon: Manden & arkitekten
”Han var et geni. Det kan jeg godt sige, selv om han var min far,” fortæller Jørn Utzons datter i dokumentaren om den berømte arkitekt. Foto | Nordisk Film

Jørn Utzon: Manden & arkitekten

Ubetinget hyldest til den danske stjernearkitekt Jørn Utzon er en blandet oplevelse, hvor man savner en mere filmisk formidling af hans visioner.

Af Rasmus Stenbæk Iversen

I Jørn Utzon: Manden & arkitekten er den danske verdensberømte arkitekt en humanistisk heltefigur, et geni og et storsindet menneske, der forstår at inkorporere naturens enkle principper i sine bygninger.

Det er både styrken og svagheden ved Lene Borch Hansen og Anna von Lowzows portrætfilm, at den så ubetinget hylder sin hovedperson.

På den ene side lulles man, efterhånden som filmen skrider frem, ind i Jørn Utzons fængende arkitektoniske visioner, som er nemme at beundre. På den anden side bliver det også omstændigt og en anelse kvalmt, når de to dokumentarister tegner et så heroisk billede af danskeren.

Jørn Utzon: Manden & arkitekten er en traditionel portrætdokumentar, der gennemgår titelpersonens liv og levned fra ungdommen i Danmark til de store bedrifter i hele verden. Fortællingen drives især frem af interviews med Utzons søn Jan og datter Lin samt en række tidligere arkitektkolleger fra hele verden.

De har alle kun rosende ting at sige om Utzon.

Et træk, der særligt fremhæves, er danskerens evne til at lade sig inspirere af naturens principper og enkelhed. Filmen dvæler for eksempel ved bøgebladenes mønstre og struktur, som går tydeligt igen i teglstenene på Utzons ikoniske signaturværk: Operahuset i Sydney.

Det er netop også historien om det australske operahus, som Jørn Utzon: Manden & arkitekten især er dramaturgisk centreret omkring.

Byggeopgaven i Sydney blev bestemmende for resten af Jørn Utzons karriere. I dag er operahuset anerkendt og rost vidt og bredt, men tilblivelseshistorien var konfliktfyldt og endte med Utzons exit fra projektet, før det stod færdigt.

Årene i Sydney fylder mest i filmen og fortælles ud fra den klare vinkel, at Jørn Utzon var uden skyld i bruddet og uretmæssigt blev saboteret af de australske bygherrer. Det er muligvis rigtigt, men man savner, at filmen anlægger et mere kritisk blik på danskerens egen rolle i den problematiske proces.

”Han er den danske Gary Cooper – bare pænere,” som Jørn Utzon sigende beskrives af de australske dameblade, da familien flytter til Sydney under arbejdet med operahuset.

Man kommer nemt til at ønske sig at høre mere fra Utzons egen mund. Sparsommeligt arkivmateriale har nok sat sine naturlige grænser, og de få gange, vi hører Jørn Utzon fortælle selv, er desværre for få.

Foruden interviews og et hav af arkivfotografier guider en generisk fortællerstemme os gennem Utzons liv på engelsk. Det bliver lige lovligt koldt og mekanisk, når stemmen opremser diverse faktuelle oplysninger som en informationsvideo på et museum.

Ligesom film dyrker arkitektur visuelle former i tid og rum og ikke mindst menneskets forhold til dem.

Desværre gør Jørn Utzon: Manden & arkitekten slet ikke nok brug af de oplagte filmiske muligheder, som en dokumentar om en stor arkitekt ellers lægger op til. Filmen dvæler godt nok ved Operahuset og andre af Utzons bygninger med tålmodige droneoptagelser, der giver værkerne tid og opmærksomhed, men de er ikke engagerende nok.

For de uindviede giver dokumentaren kun et overfladisk indblik i arkitekturens væsen, og hverken filmisk eller æstetisk slår den til.

Efter tiden i Sydney er Jørn Utzons ry blakket, og sidste del af dokumentaren fortæller om arkitektens ustoppelige skabertrang og storsind på trods af udefrakommende modstand. Vi danskere anerkendte nemlig ikke Utzons geni, som en tidligere kollega formulerer det.

”The beginning of all architecture is an act of love,” citeres Utzon for i filmens begyndelse, men den andægtige portrætfilm er svær at blive helt forelsket i.

Titel:
Jørn Utzon: Manden & arkitekten

Land:
Australien, Danmark

År:
2019

Instruktør:
Lene Borch Hansen, Anna von Lowzow

Medvirkende:
Lin Utzon, Jan Utzon, Oktay Nayman, Mogens Prip-Buus

Spilletid:
90 minutter

Aldersgrænse:
Tilladt for børn over 15 år

Premiere:
14. februar

Fra samme skribent

Boganmeldelse
07. aug. 2025
At åbne rum

At åbne rum

Serieanmeldelse
29. okt. 2021
Overleverne

Overleverne

Biografanmeldelse
28. juli 2021
The Ice Road

The Ice Road

Serieanmeldelse
30. juni 2021
Efterskolen

Efterskolen

Essay
01. juni 2026
”Jeg skrev Weekendavisen ud af mit hjerte”

”Jeg skrev Weekendavisen ud af mit hjerte”

Hvorfor stoppede Bo Green Jensen pludselig på Weekendavisen efter fire årtier? ”Til sidst var der bitter krig hele tiden,” fortalte han sørgmodigt til Ekko i november 2023 – en beretning, vi nu bringer med de nærmestes velsignelse.

Nyhed
31. maj 2026
DR er skyld i Deluca-konkurs

Producent: DR er skyld i Deluca-konkurs

Nekrolog
29. maj 2026
Bo Green Jensen er død

Bo Green Jensen er død

007 First Light
Spilanmeldelse
01. juni 2026

007 First Light

Gone
Serieanmeldelse
01. juni 2026

Gone

Ben’Imana
festivalanmeldelse
30. maj 2026

Ben’Imana

Mest læste

Bo Green Jensen er død
Nekrolog
29. maj 2026

Bo Green Jensen er død

”Jeg skrev Weekendavisen ud af mit hjerte”
Essay
01. juni 2026

”Jeg skrev Weekendavisen ud af mit hjerte”

DR er skyld i Deluca-konkurs
Nyhed
31. maj 2026

Producent: DR er skyld i Deluca-konkurs

”Krasnik fremlægger det lige glat nok”
Nyhed
11. juli 2024

”Krasnik fremlægger det lige glat nok”

Ekko
Magasin · april 2026

Ekko #100

Intro