Joe Tech

Joe Tech – der har det borgerlige navn Jonas Bergen Rahmanzadeh – kan ikke tåle energidrik. Da den joggingstøjsklædte hæler bunder grøn iver på flaske i første afsnit af den nye DR3-serie, kokser han.

Når man har så meget fart på som Joe Tech, har man slet ikke brug for stimulanser!

Serien Joe Tech er instrueret, skrevet, fotograferet og klippet af Thomas Daneskov, som fortjent vandt Ekko Shortlist Awards 2014 med den geniale kortfilm Ud, spring over, ind.

Han fulgte hurtigt op på succesen med den mere flagrende spillefilmdebut Eliten. To film, der med humor og fandenivoldsk overskud turnerer tunge emner, nemlig intimitetsproblemer med far og en alkoholiseret kunstners deroute.

Samme spænding forsøges frembragt denne gang, hvor Thomas Daneskov fiktionaliserer sin gamle ven Joes liv som underverdensentreprenør gennem et mockumentary-greb. Joe Tech skal nemlig snart være far, og det giver gnidninger, når ens lyssky virksomhed ikke ligefrem opererer med afspadsering og barsel.

Men Joe Tech fremstår så herligt mærkværdig, at de nære og normalt så genkendelige temaer som familieforøgelse og parforhold synes langt mindre fængende, end når serien plasker rundt i hovedpersonens tykke ordsovs.

Joe Tech ser alt fra en gakket vinkel, og Joe Tech er ustyrligt skæg, når hovedpersonen giver los med absurde betragtninger. Scenerne fra et parforhold med Anna (Thea Kathrine Rossen) besidder ikke nær samme gennemslagskraft.

At den bizarre side af spændingsfeltet formentlig har interesseret instruktøren mest denne gang, kommer til udtryk i seriens introsekvens, hvor den løjerlige antihelt rider rundt på en sort hest ved stranden til elektronisk musik af Kenton Slash Demon.

Joes far arbejder som grønthandler, og han har en stor, graffiti-overmalet kassevogn, som sønnen får lov at køre varer rundt i. Far kender dog kun til frugt og grønt – ikke til tyvekosterne, der også skubbes rundt.

Det er på kuglesædet bag rattet, at Joe reflekterer over livet, og utallige citater kunne fremhæves som eksempler på den hyggelige galskab.

Udsigten til den nyfødte irriterer Joe Tech, for han frygter, at purken vil trække ham langt ned i tempo. Løvefar på løvesavannen tager ikke på barsel, konstaterer Joe.

Alt leveres med en barnagtig uskyld, der får Joe Tech til at fremstå som en rar hælerbamse, der kører på røverhistorier, og sådan lykkes det Thomas Daneskov og hans hovedperson at kreere en sympatisk figur på den forkerte side af loven.

I hvert af de fire første afsnit samler Joe Tech en tvivlsom type op i vognen, og sammen tager de ud på en dubiøs køretur. Den gode hælerchauffør kerer sig ikke om, hvad der skal flyttes.

Daneskov optræder i glimt som personen bag kameraet, som da han stikker hånden frem for at kæle en hund. Med mange klip og ufokuserede billeder, når det skal gå rigtig tjept, fremmaner den unge instruktør dygtigt en fornemmelse af konstant at løbe i hælene på Joe Tech i en uoverskuelig hverdag.

Desværre lærer vi aldrig rigtigt Joe Techs kunder at kende, og flere af dem, han samler op, kommer til at ligne hinanden i samme pothoved-karikatur. Derfor er Joe Tech sjovest, når hovedpersonen sidder alene og tænker højt.

Tredje afsnit bibringer serien en større tyngde, da Joe bliver sat til at smugle mennesker af kød og blod. De er fra Syrien, uden at der indgydes politiske overtoner af den grund. I stedet bliver det en måde at fremmane den kommende fars mere menneskelige side i den kriminelle underskov, når en af syrerne er baby.

Under indbrud er Joe Tech også mere interesseret i bananer og naanbrød, og sådan gør man en skælmsk særling venligtsindet. Så kan alle os med en forkærlighed for slackere grine med Joe Tech, hver gang tilværelsen forsimples i snurrige analogier:

”Min sjæl er en rose, der har stået i det samme vand for lang tid. Den kan holde sig i live, men hold kæft hvor begynder det at lugte.”