Jeg taler til jer – John Kørners verden

Jørgen Leths film handler for det meste om Jørgen Leth. På den ene eller den anden måde lykkes det ham som regel at vinkle sine fortællinger, så de tydeligt fortælles gennem hans eget øje, sind, intellekt og ordforråd.

Det gør ham til en rigtig auteur, som dog også med årene er blevet så genkendelig i sin form – især med sin karakteristiske, nasalt messende voice over – at han efterhånden balancerer på en knivsæg. På den ene side ligger originaliteten og hans særlige, komtemplative ro og på den anden side et lige lovlig tilbagelænet og – lad os bare sige det, som det er – selvsuttende udtryk.

Leths seneste ”store” film, Det erotiske menneske, delte vandene. Nogle syntes, den var vintage Jørgen Leth (smuk, klog og nysgerrig), andre at den var ufrivilligt morsom, en parodi på den (lidt for tilbagelænede og selvsmagende) jørgelethske æstetik.

Jørgen Leths nye film er både klassisk Jørgen Leth og ikke. Det er en dokumentarisk portrætfilm, som Leth før har prøvet kræfter med i sine portrætter af blandt andre Michael Laudrup og Søren Ulrik Thomsen. Og så er det en film, hvor Leth selv er næsten ikke-tilstedeværende. Forstået på den måde, at en klar og stringent form og arbejdsmetode ikke er så tydelig, som det plejer at være tilfældet i Leths film – med Søren Ulrik Thomsen-filmen som en godt eksempel.

Her er vi ude i noget betydeligt mere ”vi-tager-det-som-det-kommer”-agtigt, hvilket faktisk er temmelig u-lethsk.

Det løsere form kommer filmens emne til gode: Jørgen Leth er tydeligvis ikke særlig bekendt med John Kørner og hans kunst, og hans tilgang er derfor dejlig åben og mindre tynget af idiosynkrasier, end vi er vant til fra Leths side. Det klæder den 75-årige instruktør at være så afslappet, og hans umiddelbare fascination af John Kørners håndværk er smittende.

De sekvenser, hvor vi ukommenteret ser Kørner male og arbejde med sine enorme lærreder, er filmens absolutte højdpunkter, og scenerne bringer mindelser om de vildt fascinerende male-scener i den klassiske Picasso-film Le Mystère Picasso fra 1956.

Leth har fulgt Kørner gennem fem år, fra 2008 og frem, ikke intenst og konstant, men ved lejlighedsvise besøg, der fungerer som nedslag i malerens karriere. Vi er blandt andet med, når Kørner arbejder på sin berømte serie om faldne danske soldater i Afghanistan. Og vi er med, når han laver et bestillingsarbejde i kronprinseparrets palæ, får det afvist og laver et andet billede til rummet.

Vi hører Kørner fortælle om tankerne bag nogle af malerierne. Og om hans følelse af, at det undertiden næsten virker for legende let, fordi det står så meget i kontrast til dengang, han var tømrerlærling og skulle med toget klokken seks om morgenen for at komme på arbejde.

Kørners egne kommentarer fylder mere end Leths. Og da Kørner ikke er et ordmenneske i samme grad som Leth, så bliver filmen mindre dramatisk og patosfyldt, end den formentlig ville være blevet, hvis Leth havde kommenteret det hele. Når Jørgen Leth står i Kørners atelier og holder sig til kommentarer, som ”det er poesi” og ”meget smukt” og ”meget stærkt”, så får malerierne mere plads til at leve og blive oplevet. Og fordi Leth afholder sig fra at fortolke og kommentere motiverne og farverne, så bliver Kørners egne få ord om hans intentioner så meget desto vægtigere.

Vigtigst er det faktum, at vi faktisk ser John Kørners malerier. Her er ikke skyggen af hverken samlere, professorer eller gallerister, som udtaler sig om Kørners kunst, næh, vi får rimelig uforstyrret lov til at opleve den selv og – nok så interessant – se den blive til.

Jeg taler til jer – John Kørners verden er lidt af et familieprojekt: Far Jørgen har instrueret, mens datter (Karoline) og søn (Kristian) har henholdsvis produceret og lavet musik til filmen. Der er ikke den store generationskløft at spore, faktisk er filmen ganske lydefri (og dokumentartraditionel), hvad æstetik angår. Den giver et udmærket indblik i John Kørners verden, selvom vi fornemmer, at vi kun ser toppen af isbjerget. Nogen signifikant titel i Jørgen Leths samlede værk bliver denne film næppe, men mindre kan også gøre det.