Jackass Presents: Bad Grandpa

Tv-fænomenet Jackass, med den frygtløse Johnny Knoxville i front, blev vist på MTV helt tilbage i 2000.

Knoxville og vennerne udførte tåbelige stunts til stor morskab for andre (og dem selv især). De smertefulde gags og grænseoverskridende skjult kamera-optagelser levede i to succesfulde år på tv, inden den første film, Jackass: The Movie, kom i 2002, efterfulgt af en halvsløv lavine af biograf- og direkte til dvd-film.

Nu kommer så Jackass Presents: Bad Grandpa.

Foran kameraet er kun Johnny Knoxville tilbage fra det gamle hold. Han er sminket overbevisende rynket og leverplettet til rollen som Irving Zisman, en pervers ældre mand, som trofaste seere vil kende fra Jackass’ tv-dage.

Som medspiller har han knægten Jackson Nicoll, der skal forestille at være Zismans barnebarn, Billy.

Næsten hele filmen udspiller sig i skjult kamera-scener med fjernstyrede senge, eksploderende lorteposer og kunstige hængenosser, der skal forstyrre og forarge uvidende, tilfældige medvirkende.

Men Knoxville og Nicoll fortsætter i rollerne, når de er alene, for eksempel i Zismans bil. Og lige præcis dér bliver det latterligt. Den håbløse historie, om hvordan bedstefar og barnebarn finder hinanden trods fælles modvilje, kan da godt fungere som ramme om selve løjerne. Men når de er alene, mangler man at se dem grine af de tossestreger, de slipper af sted med – som når drengen bliver pakket ind i pap og forsøgt sendt af sted på postkontoret. Det er lige ved at lykkes for dem!

Udgangspunktet for historien er, at Billys crackmisbruger-mor afleverer drengen ved sin egen mors begravelse. Hun skal i fængsel, så bedstefar Zisman får til opgave at tage sig af barnebarnet. Det huer ham ikke, for han tænker kun på at få noget fjappe efter umindelige års ufrivilligt cølibat med en sexforskrækket kone. Barnebarnet er derfor kun i vejen for hans fissefantasier, så de tager på roadtrip tværs over USA med døde bedstemor (instruktøren Spike Jonze i maskering) i bagagerummet, så Billy kan blive afleveret hos sin – alt andet end ansvarlige – far.

Denne bessefar-fadæse har egentlig nogle ret geniale springpunkter, som når afleveringen af Billy foregår på en bar, hvor rockergruppen GOC, Guardians of the Children, holder fest. De ser farlige ud, men de læderklædte antihelte passer faktisk på Billy, da det spidser til mellem Billys far og Zisman.

Det er også ret sjovt, hvordan en drag-klædt Billy deltager i en pige-skønhedskonkurrence. Amerikanske skønhedspiger og -mødre er et ekstremt fænomen, som det er altid er tåkrummende morsomt at kigge på. Desværre er Billys sceneoptræden kopieret næsten direkte efter dansen i den skæve komedie Little Miss Sunshine (2006).

De forskellige scener med skjult kamera ligger på mange måneder i forlængelse af Jackass-arven. Men man mangler de andre skøre gutter som Bam Margera, Steve-O og afdøde Ryan Dunn (som filmen er dedikeret til).

Charmen ved Jackass-konceptet har altid været venskabet mellem fyrene, der havde den vildeste fest, men samtidig formåede at inddrage os andre i deres smertefulde, platmorsomme iscenesættelser. Og selv om man under rulleteksterne får et lille indblik i, hvor sjovt det faktisk har været at lave filmen, når begejstringen aldrig ud til publikum.