It

Lille Georgies begejstring mærkes gennem lærredet. Hans storebror Bill er ved at lave en papirbåd til ham. Udenfor står det ned i stænger, og det kribler i ham for at komme ud og lege i vandpytterne.

I gul regnjakke og gummistøvler spæner han lykkeligt efter den lille papirbåd. Men en livlig strøm fører den lige ned i kloakken. Georgie følger hurtigt efter, for nede fra rendestenens mørke hul popper en hvidmalet klovn frem.

It har en af de mest brutale og skræmmende åbningssekvenser nogensinde.

Men da det første, formidable gys er etableret, udfolder der sig en charmerende, nostalgisk og smuk fortælling om børn i ungdommens grænseland.

En flok på seks drenge og én pige finder sammen i sommerferien, fordi de alle er udsat for grov mobning fra psykopatbøllen Henry. De kalder sig for ”Taberklubben”, og de anføres af den stammende Bill Denbrough – ham, hvis lillebror blev myrdet.

Gerogie er ikke den eneste.

Telefonpæle og mælkekartoner er plastret til med informationer om forsvundne børn, og nyhederne beretter konstant om dræbte børn.

De voksnes manglende handlekraft er påfaldende. Men børnene har øjnene åbne, og det viser sig, at de alle har haft sammenstød med den skræmmende klovn. Bill beslutter, at flokken må gøre noget.

De spiller alle fantastisk, og venskabet mellem dem etableres på forrygende vis. Nok er deres sommer fyldt med dødelig gru, men i barnlig uskyld nyder de også feriens endeløse sommerdage.

Filmen foregår i 1980’erne, og da tykke Ben møder pigen Beverly – og falder pladask for hende – hører han boybandet New Kids on the Block på sin walkman. Hans røde kinder viser med al tydelighed, at det er et pinligt at lytte til det sukkersøde popband.

Men den seje pige driller ham så kærligt, at det ender med at blive en indforstået joke mellem de to.

Sophia Lillis, der havde en stor rolle i Puk Grastens 37, er uimodståelig som den attråværdige og handlekraftige Beverly. Hun er uden sammenligning den stærkeste i flokken, også stærkere end i bogen. En forbilledlig beslutning.

Den overnaturlige, groteske dræberklovn Pennywise spilles af Bill Skarsgård. Med sin porcelænskrakelerede pande, lysende øjne og store fortænder er han et grumt filmmonster. Men han er også for uhyggelig.

Da Tim Curry spillede rollen i miniserieversionen af It fra 1990, lignede han en klassisk cirkusklovn. Hans forurettede, klodsede – og drabelige – opførsel gjorde ham vanvittigt uhyggelig. I dag et af filmhistoriens mest ikoniske monstre.

Det er måske filmens største problem. Når instruktør Andy Muschietti vil være skræmmende, kammer det over med jump scares og banale chokeffekter, der bruges så ofte, at det pifter skrækstemningen som en ballon.

Det mest modbydelige ved denne film er taget fra bogen af Stephen King: de voksne. Der er ingen hjælp at hente hos forældre, bibliotekarer eller politibetjente.

Det er ikke kun klovnen, som de voksne er blinde for. De er generelt fordærvede, hvad instruktøren fermt understreger ved at lade hvert barnehjem være præget af misbrug, hvad enten det er seksuelt, voldeligt eller følelsesmæssigt.

Den afslappede og troværdige stemning i Taberklubben minder om 80’er-klassikeren Stand by Me, som Andy Muschietti må have set mere end én gang. Den er baseret på en Stephen King-roman.

Efter en badetur med drengene ligger Beverly og solbader med lukkede øjnene. De stirrer åndeløst på hendes brystkasse, hvor spæde bryster akkurat antydes, selv om de er pakket ind i en meget uskyldig bh.

Fans af bogen må dog berede sig på, at filmen adskiller sig en del fra oplægget, og det er ærgerligt, at Muschietti og hans medforfattere har valgt at lade Kings elegante beskrivelser af ensomhed og racisme ende i papirkurven.

Sluger man den kamel, er det dog en smuk fortolkning, der byder på mange subtile hyldester til Kings mesterværk.

Og så er det også kun første del af historien. Hvor bogen springer frem og tilbage i tid mellem karaktererne som børn og voksne, følger filmen kun Taberklubben som børn. De voksnes historie bliver efter planen fortalt til næste år.