The Irregulars

Er det muligt at koge mere suppe på Sherlock Holmes?

Den ikoniske detektiv, skabt af Arthur Conan Doyle, har været genstand for utallige film-gestaltninger siden figurens litterære undfangelse i 1887.

Så sent som sidste år dukkede han op som birolle i en Netflix-film, der handler om hans yngre søster, Enola Holmes.

Men i serien The Irregulars træder mesterdetektiven i baggrunden. I stedet er det op til fem unge at redde ikke alene det victorianske London, men hele verden fra den visse undergang.

Titlen henviser til en samling af gadebørn, som forskellige inkarnationer af Holmes har fået hjælp af til at opklare mysterierne. Gruppen optrådte i tre af Conan Doyles historier fra slutningen af 1800-tallet.

Lederen i denne ombæring er den forældreløse Bea (Thaddea Graham), der sammen med sin halvsøster Jessie (Darci Shaw) og de to ligeledes forældreløse drenge Billy (Jojo Macari) og Spike (McKell David) bor i de londonske slumkvarterer.

En dag dukker den skumle doktor John Watson (Royce Pierreson) op. Han giver Bea et tilbud, der er svært at afslå: Find ud af, hvem der kidnapper spædbørn fra deres vugger og bliv fyrsteligt belønnet!

Sagen udvikler sig hurtigt i en langt mere urovækkende retning, end vi er vant til fra Holmes-fortællinger.

Monstre hjermsøger London, og der bliver flere og flere af dem. Samtidig plages Jessie af grufulde mareridt om underlige mænd iført pestmasker.

Serieskaber Tom Bidwell har sørget for, at man ikke savner Sherlock (Henry Lloyd-Hughes), der først dukker op til sidst. De unge har så unikke personligheder og karaktertræk, at ungdomsdramaet med horror-elementer holder.

Skuespillerne Thaddea Graham og Darci Shaw er omdrejningspunktet i de otte afsnit, og de bærer ansvaret med bravur.

Thaddea Graham fanger nuancerne hos Bea, der er blevet tvunget til at være voksen, for ellers havde lillesøsteren ingen til at passe på sig.

Det bliver en udfordring, da Prins Leopold (Harrison Osterfield) af England tilfældigvis ser hende en dag, mens han bliver kørt igennem byen. Uden at fortælle hvem han er, opsøger han hende, og de to teenagere begynder langsomt at synes bedre og bedre om hinanden.

Darci Shaw er også en fornøjelse.

Især hendes samspil med altid geniale Clarke Peters som den såkaldte Lærredsmand er et højdepunkt i serien. Det viser sig, at begge personer har evner, som rækker ud over det normale.

Lærredsmanden agerer mentor for Shaws Jessie, når de udforsker, hvordan hendes kræfter kan bruges i forbindelse med den ondskab, der er ved at ødelægge London.

Det sender dem på overnaturlige udflugter i en astralverden. Turene har en ro, som står i kontrast til den tsunami af grusomme historier, der skifter fra afsnit til afsnit. Dæmonbesættelser, mennesker der vender tilbage fra graven for at søge hævn og alskens andre mareridtsagtige fortællinger udfoldes på makaber vis.

Naturligvis med de unge opdagere midt i det hele.

Hver brik bringer dem et skridt nærmere opklaring af, hvad der foregår, og hvordan det kan stoppes. Men før onde kræfter kan stoppes, må de bekæmpe deres egen frygt.

”Hvis man kan gøre en mand bange, kan man kontrollere ham,” som Lærredsmanden formulerer det.

Efter otte afsnit er faren for endnu en udvanding af Holmes-mytologien drevet over.

Til tider går der måske lige vel meget ungdomsdrama i den. Men twistet på Conan Doyles forlæg er meget vellykket, fordi Bea, Jessie og de andre får mulighed for at udfolde sig uden mesterdetektivens skygge.