The Invitation

Du tager en dna-test og opdager en helt ny gren af din familie. Din nye charmerende og velhavende britiske fætter inviterer dig til et familiebryllup.

Alt er betalt, og du kan overnatte på et gammelt gods. Hvad kan dog gå galt?

I gyseren The Invitation møder vi Evie. Hun har for nylig mistet sin mor og aldrig mødt resten af familien. Evie er en aspirerende keramiker, men får kun lige økonomien til at løbe rundt med diverse serveringjobs i New York.

En aften serverer hun for en dna-virksomhed, hvor hun stjæler en goodiebag med en test.

En ny verden åbner sig.

Evies nyfundne fætter Oliver er en næsten Monty Python’sk karikatur af en brite. Han inviterer hende til århundredets bryllup, da Evies kusine skal giftes ind i den utroligt velhavende DeVille-slægt. Den amerikanske kvinde vælger at krydse Atlanten.

Inden brylluppet bliver Evie indlogeret med resten af familien på DeVille-godset. Godsejeren Walter slår hurtigt benene væk under hende med en kombination af charme og en krop som en olympisk svømmer.

Så gør det heller ikke noget, at han køber den ene flotte kjole efter den anden.

Alt ånder dog ikke fred og idyl. Evie begynder at få mareridt om den tidligere frue i huset. Stuepigerne forsvinder langsomt én efter én, og måske er Walter alligevel ikke en prins på den hvide hest.

The Invitation er en gyser til alle dem, der ser Chuck Bass fra Gossip Girl som en gemen sociopat, mener at Edward i Twilight er en creepy stalker og ser Fifty Shades of Grey som en James Bond-film fortalt fra skurkens side.

Thomas Doherty spiller Walter som en parodi på den slags erotiske teenage-forelskelser. Ligesom animationsfilmen Frost gjorde med prinsen i et eventyr, udfordrer The Invitation stereotypen om den hårde rigmand, der kan reddes af den rette kvinde.

Desværre er The Invitation ikke fokuseret nok til at være en skarp satire.

Evie kommer hurtigt frem til godset, men derfra bruger filmen alt for lang tid på at lade den grumme sandhed gå op for hovedpersonen. Walter er meget åbenlyst ond, men det er Evie sen til at fatte.

Stuepigernes forsvinden og det overnaturlige mysterium er ret nemt at gennemskue. Derfor forsvinder spændingen i den meget lange anden akt, fordi man til sidst bliver utålmodig.

Filmen forlader Evie over flere omgange for at vise en drabelig sekvens, hvor en stuepige dør. Scenerne driver ikke historien frem og føles mest som et forsøg på at smide lidt ekstra gys ind, så publikum ikke ender med at kede sig.

Mod slutningen sætter filmen tempoet gevaldigt op for at nå til et actionfyldt klimaks, der lider under knap så overbevisende special effects. Det hele ender interessant nok med en racekritik, som kunne være blevet udfoldet meget mere.

Man ville ønske, at filmen havde afsløret sine hemmeligheder tidligere og var gået i fodsporene på den underholdende Ready or Not.

Skuespillet er dog glimrende. Thomas Doherty agerer fremragende skurk, mens Nathalie Emmanuels præstation som Evie også bør fremhæves.

De fleste kender hende nok som Daenerys’ trofaste væbner Missandei i Game of Thrones, men her indtager hun hovedrollen med masser af karisma. Selv om man ofte er to skridt foran hendes karakter, viser skuespilleren den usikkerhed, der gør Evies rejse troværdig.

Når ondskaben viser sit sande ansigt, er hun ikke bange for at handle, og også her er Nathalie Emmanuel overbevisende. Forhåbentlig får hun flere hovedroller i fremtiden.