Inuk

Et ungt ægtepar stryger over indlandsisen i hundeslæde med deres syge barn på vej til hospitalet. Men det er blevet tøvejr, og isen smelter. I et forsøg på at måle dens bæredygtighed forsvinder faren med ét i havet.

Så skruer vi tiden frem, og barnet, der lå i slæden, er blevet til drengen Inuk, som går hjemløs og rodløs rundt i Nuuks gader og stræder.

Ingen vil kendes ved ham. Moren er på druk, men heldigvis bliver han taget under kærlig pleje af en lærerinde og forstander for et hjem for forældreløse børn oppe i Uummannaq Fjorden, 500 kilometer nord for Polarcirklen.

Her kommer Inuk oprindelig fra, og kernen i filmen erhans gensyn med sit eget fangerfolk. Han forsøger også at finde en faderfigur som rollemodel, så han kan komme på ret køl og finde sig selv i nutidens Grønland, der både fatalt ramt af klimaforandringer og moderniteten med alt, hvad dertil hører af støj og skidt.

Inuk retter en klar og karsk civilisationskritik mod netop Grønlands desperate søgen efter optagelse i olielandenes klub for enhver pris. Man kunne tro, at filmen er drejet op til det netop afsluttede valg, hvor partiet Siumut vandt på sit program om at vende tilbage til sine etniske rødder.

Men fransk-grønlandske Mike Magidsons debutspillefilm er faktisk fire år gammel, og først nu har den nået de danske biografer.

Vi danskere er kun repræsenteret som en anonym herskende klasse, der ikke taler grønlandsk, men mestendels forgifter befolkningen med øl og Gammel Dansk. Det artikuleres ikke med løftet, antikolonialistisk pegefinger, men en latent kritik, der siver frem i detaljer om stolte grønlændere på vej ud i druk.

Filmen dyrker en nøgtern æstetik og et episk flerstemmigt og kalejdoskopisk handlingsforløb. Den er sat op med amatørskuespillere på et melodramatisk skelet med begyndelse, midte og slutning.

Det er også en klassisk coming-of-age-film om Inuks gensyn med barndomsmiljøet, sandheden om hans forældre og selvindsigt som kommende fanger fjernt fra Nuuk og anden moderne dårligdom.

De smukke, voldsomme billeder af Nordgrønland og det gode og jævne liv i bygden blandt de lokale fascinerer. Men fascinerende er frem for alt globetrotteren og en af filmens manuskriptforfattere, Ole Jørgen Hammeken, i rollen som bjørnedræberen Ikuma.

I virkeligheden er skuespilleren selv en international eventyrer med flere ekspeditioner bag sig. I 2007 foretog han en 500 kilometer lang slæderejse ind over Grønland for at protestere mod den globale opvarmning.

I Inuk spiller Hammeken en slags Grønlands sidste Mohikaner: mut, modig og den sidste ægte storfanger på isen.

I begyndelsen af historien lokkes han til at tage sig af Inuk og de andre børn på hjemmet. Men han er selv en tragisk skæbne, samspilsramt af de moderne tider og deres laster. Han er en rank og stolt mand, men også et såret menneske, som er bange for egne følelser og stammens fællesskab. Der er dog også håb at hente i filmen, hvis man med håb mener, at Grønland må leve med, at isen smelter, og den gamle kultur dør bort.

Inuk er på alle måder en sympatisk film, som på en sund måde forsøger både at være en regulær spillefilm og en kritisk naturfilm.

Det bliver til spektakulær fiktion om mennesker i et dramatisk vadested mellem gammelt og nyt og i kamp for overlevelse med ære og værdighed. Men filmen vil også give et realistisk signalement af Grønland netop nu. Her kan man sige, at dens fantastiske billedside modsætter sig de mere indignerede aspekter ved historien.

Det rokker dog ikke ved, at filmen på alle måder efterlader syddanskeren med både en stor livsbekræftende og smertelig oplevelse samt den skidte samvittighed over at have medskyld i smerten.