Intet nyt fra Vestfronten

Erich Maria Remarques roman Intet nyt fra Vestfronten fra 1929 blev af amerikanske Lewis Milestone kongenialt og solidarisk filmatiseret året efter.

Historien om den unge student Paul Bäumers korte og ulykkelige liv under Første Verdenskrig blev til en af USA’s bedste episke film.

Filmen imponerer stadig med sine fængslende kampscener fra ingenmandsland og det pacifistiske portræt af tysk ungdom som meningsløs kanonføde for deres fædres fordomme. Romanen blev filmatiseret anden gang med farver som en forglemmelig tv-film i 1979.

Nu har tyske Edward Berger skabt en utroligt flot, flamboyant og sympatisk adaption af Remarques antikrigs-klassiker. Og Netflix-filmen er da også blevet Oscar-nomineret i hele ni kategorier, herunder for bedste film og internationale film.

Intet nyt fra Vestfronten passer fint og fermt ind i den bølge af tidens tyske film og serier, som tager landets nyere og gruopvækkende historie op til revision. Fra vrangsiden af Weimarrepublikken over Wannsee-konferencen til det delte Berlin under Den Kolde Krig.

Og så her, hvor tyske soldater bliver kastet ud i Første Verdenskrig for at kæmpe for kejser og fædreland. Forgæves og omsonst, siden med arv og sår, som blev til revanchisme og nazisme.

Filmen begynder med et forfærdeligt storslået stormangreb over skyttegrave og igennem pigtråd, klart inspireret af Spielbergs ouverture til Saving Private Ryan på Omaha Beach.

Det er ligesom selv at være dér. I kaotisk kanonild og kugleregn, massedød og mudderbad i ekspressive farver for så at vise, hvorledes døde soldaters uniformer kynisk kan genbruges.

Så begynder selve historien.

Unge mænd tror i en hektisk nationalromantisk begejstring, at de skal ud i en krig med en rationel og patriotisk mening. Men krigen skaber snart en fortabt generation i skyttegravens helvede, hvor kun kammerateriet på tværs af klasseskel og hjemstavn virker menneskeligt forsonende.

Fællesmålet er at overleve.

Man stjæler lidt af fjendens forsyninger på gårde bag fronten og forsøger at blive så såret, at man kan blive hjemsendt. Eller deserterer fra helvedet bare for uheldigt at blive fanget og sandsynligvis dødstraffet.

Intet nyt fra Vestfronten viser os alle de umenneskelige omstændigheder, som verdenskrigen udviklede sig til.

Hjemmefronten – romanens soldater, der på orlov fortæller om krigens fortræffeligheder blandt slægt og venner og hverver skolekammerater til at blive soldater – er der ikke meget af i filmen. Man har nemlig flyttet romanens start fra 1914 til 1917.

Det har fået historikere til at himle. Fordi den grænseløse krigsbegejstring, som filmen viser i 1917, er ukorrekt. På det tidspunkt havde den tysktalende befolkning fået nok. Den russiske revolution smittede, mens USA trådte stålsat ind på modstandernes side.

Til gengæld viser filmen sin progressive intention ved at udstille den tyske generalstabs umenneskelige råddenskab. En overklasse af officerer, som mæsker sig, mens menige massakreres i hobetal.

Hæren skal tabe med ære, så selv våbenhvilen kan ikke skåne stakler for en sidste omgang masseslagtning.

Filmen gør opmærksom på dolkestødslegendens løgn, som både Hitler og den tyske værnemagt troede på. At Tyskland ikke blev slået på selve slagmarken, men snigmyrdet af demokratiske socialister og andre parlamentariske civilister i Berlin og bagland.

Tyskere er nu engang bedst til at spille tyskere, så alle spiller glimrende. Selve historiens mangfoldighed kunne godt have været mere udfoldet, og indimellem er filmen lidt for bevidst om at være en grusomt smuk krigsfilm. 

Men Edward Berger viser, at historien om krigens ubærlige realiteter stadig kan gribe os. Om det bliver honoreret med en Oscar, får vi svar på næste søndag.