The Internship

For bare få år siden havde det måske været troværdigt, at en voksen mand med alle moderne bekvemmeligheder kunne have haft vanskeligheder i forhold til computere og world wide web.

Men når selv bedsteforældre kan finde ud af bruge nem-id og tweete om det, så sukker man lidt ekstra tungt over en film, hvor udgangspunktet er mænd i deres tidlige 40’ere, der tror, at det hedder ”on the line” og ikke ”online”.

The Internship er ellers på mange måder en veloplagt komedieballon. Vince Vaughn og Owen Wilson, der tidligere har hygget sig gevaldigt i film som The Wedding Crashers og Starsky & Hutch, spiller Billy McMahon og Nick Campbell, et par dygtige sælgere af luksus-ure. Desværre tjekker alle klokken på deres smartphones nu om dage, så deres produkter er forældede – og det samme er de.

De bliver fyret på gråt og ydmygende papir og står over for at finde nye sælgerjobs. Men krisen trykker, og det er svært overhovedet at finde arbejde, når man ”kun” har været sælger og ikke har den store uddannelse.

Hvordan finder man arbejde nu om dage? Man googler. Så vidt er Vaughns karakter med, og det er da sjovt nok, at han i sin modløshed googler ”google”, da pråsen går op for ham om, at internettet måske er dér, hvor tingene sker.

Google søger heldigvis praktikanter og voila! – han og vennen bliver kaldt til samtale. Online. Via webkamera. Hvilket de to teknikspassere selvfølgelig klumrer sig ind og ud af.

I virkeligheden ville de to fyre ikke været nået længere end dertil (faktisk ville de næppe være blevet indkaldt til samtale), men en af beslutningstagerne synes naturligvis, at de to har noget andet at byde ind med. Så vores helte starter som underhunde i praktikantverdenen, hvor de både lærer noget om verden og sig selv – samtidig med at de, i et vandfald af klicheer, lærer de unge it-hærdede kolleger lidt om, hvad der er vigtigt i livet.

De mange praktikantgrupper kæmper nemlig om den hellige gral: lønnet arbejde hos internetmastodonten. Det minder om en nørdet udgave af høvdingeboldkonkurrencen i Dodgeball, og det er måske også filmens skarpeste observation: At teknik er den moderne verdens boldbane.

Vince Vaughn og Owen Wilson er begge sympatiske og skægge og ikke båtnakket tvangssjove som andre komediestjerner som Adam Sandler. Deres kemi lyser ud af lærredet, og det er en fornøjelse, når de – helt naturligt og ukunstlet – fyrer hæsblæsende pingpong-dialoger af i vilde salgstaler.

Will Ferrell giver den desuden som ulækker madrassalgschef i en lille birolle, og det er også fornøjeligt, når trutmundede Wilson lover sin flamme ti års dårlige dates på én aften – og fører sit løfte ud i livet.

Til gengæld er det ufrivilligt komisk, at vores taberholds store gennembrud er opfindelsen af en app, der forhindrer én i at sende fulde-sms’er ved at kræve svære matematikspørgsmål. En tilsvarende app er allerede opfundet i 2011 –prøv selv at google det! Man studser således lidt over, hvem målgruppen egentlig er, for hovedrolleindehavernes egen generation vil ikke kunne genkende sig selv, mens de yngre vil gennemskue, at Nick og Billys mangelfulde evner ikke afspejler virkeligheden.

Google klapper sikkert i deres små fede hænder over al reklamen – eller også græmmes de over, hvor primitivt deres medarbejderudvælgelse bliver fremstillet.