Inspector Sun og den sorte enkes forbandelse

Edderkopper er fascinerende rovdyr og kommer i et utal af varianter med hver sin unikke superkraft. Alligevel har selv ikke Spider-Mans popularitet kunnet destruere de ottebenedes verdensomspændende ry som ulækre monsterkryb.

Animationsfilmen Inspector Sun og den sorte enkes forbandelse ligner en perfekt kur.

Filmen er en gakket detektivhistorie om en arrogant jagtedderkop og hans fjollede makker. Sammen opklarer de et gådefuldt drab i en flyvemaskine og får i forbifarten præsenteret edderkoppernes farverige verden for de mindste.

Smådyrsuniverset er fyldt med alle de finurlige, henkastede dyrevittigheder, man kunne forestille sig. Eksempelvis en flue, der spiser Merde a la francaise, som kan oversættes til lort i fransk stil.

En af figurerne hedder Edder Spindelsen, et åbenlyst genialt edderkoppenavn, og det er oplagt at bruge den partnerædende sorte enke som den noir-inspirerede films femme fatale.

Undervejs lykkes det endda edderkopperne opfindsomt at løse et af dyrets mest almindelige problemer: Hvordan undslipper man en kop?

Animationen er ganske effektiv flere steder, som da det lykkes at gøre en sværm af dræberinsekter på vej imod vores helte til en overvældende trussel. Men for ofte er 3D-stilen desværre desorienterende og akavet.

Det går især ud over den titulære kriminalkommissærs mange luftkrumspring, der ser meget lidt elegante ud.

Et større problem er, at den selvoptagede og inkompetente kommissær ikke er charmerende nok til at kompensere for, hvor udpræget usympatisk han er.

Og hans nuttede springedderkoppemakker Janey, der skal gøre ham til en bedre person, er så horribelt irriterende, at man instinktivt griber efter nærmeste fluesmækker.

Det hjælper ikke, at den danske dubbing halter. Det spanske sprog har en særlig rytme og et tempo langt fra det engelske, som danske stemmeskuespillere er vant til at oversætte.

I forsøget på at ramme den spanske rytme lander de danske replikker så kunstigt, at store dele af dialogen er svær at forstå, og adskillige jokes falder ud af flyvinduet.

De sjove dyr og de gakkede action-sekvenser havde nok alligevel fungeret for børnepublikummet. Men det bliver yderligere udfordrende af et kompliceret mordmysterie og langt fra børnevenlige elementer som død, seksuelt begær og ufatteligt mange afskårne lemmer.

Men det værste er, at filmens forfattere åbenlyst har sjusket med researchen. Viden om de små leddyr begrænser sig til, at fluer spiser lort, og at sorte enker spiser deres sexpartnere.

Derfor misser filmen en oplagt mulighed for at ramme den nørdede dyrefascination, som mange børn har.

Inspectors Suns faste slagord er ”jeg er en jagtedderkop, og jagtedderkopper jager alene”. Helt korrekt, men et andet vigtigt kendetegn ved jagtedderkopper er, at de ikke laver spindelvæv, hvilket kommissæren gør konstant.

Hunjagtedderkoppen bruger ganske vist spind til at transportere æg, men det er ikke ligefrem relevant i kommissærens tilfælde.

Det kan lyde fluekneppende, men hvis en otteårig edderkoppenørd kan finde fejl i filmen ved at konsultere sin letlæsningsbog om spindlere, bliver det nok en skuffende tur i biografen.

Og det siger en del, at filmen flere gange refererer til edderkopper som ”insekter”. Insekter har seks ben. Edderkopper har otte og er spindlere.

Ærgerligt, at en edderkoppefilm spreder en af dyreverdenens mest udbredte misforståelser.