Biografanmeldelse
03. maj 2024
Inshallah en dreng

Mouna Hawa spiller Nawal, som bliver alene med datteren Nora (Seleena Rababah), da ægtemanden dør. På grund af jordansk lov har hun problemer med at arve, med mindre hun er gravid med hans søn. 

Foto | The Imaginarium

Inshallah en dreng

Velspillet jordansk film om arveret er en sønderlemmende kritik af størknet mandschauvinisme og spænder dramaet i retning af en thriller.

Af Rasmus Brendstrup

Det sker ikke så sjældent, at film fra den arabiske verden er lige så dårlig reklame for de lokale myndigheder, som de er god reklame for kunstens plads og politiske nyttefunktion.

Præcis sådan en film er Inshallah en dreng, der har vundet en del internationale priser og var Jordans officielle Oscar-bidrag.

Det er en oprørende, velspillet og nødvendig film om kønsdiskrimination. Både den institutionaliserede og den internaliserede. Publikums hjerte ligger solidt hos Nawal, filmens altdominerende hovedperson på et par og 30, iltert og sanseligt spillet af palæstinensiske Mouna Hawa.

Hun smider hovedtørklædet, straks hun er hjemme, og i åbningsscenen prøver hun med en kost at fange en bh, der er fløjet ned fra altanen. Hun er dog ikke mere emanciperet, end at hun trækker sig i skjul med et gisp, da den daler ned på gaden foran en mand.

Det er en symptomatisk scene, der fint understreger instruktør Amjad Al Rasheeds blik for privatsfærens betydning. Det er her, i trygge, middelklasserodede rammer, at Nawal kan smide tørklædet og pjatte frimodigt med datteren Nora. Det er her, hun arbejder på barn nummer to med sin mand – og det er her, tragedien rammer.

Nawals mand dør uden varsel af et slagtilfælde, mens han sover. 

Ifølge juraen skal boet uden et testamente deles ligeligt mellem hustruen og hans søskende. Og dermed står hun altså også til at miste sit hjem og eksistentielle helle.

Men Nawal er en fighter. 

Hun står fast på sine behov og de mundtlige løfter, hun påstår, manden har givet. Hun bukker ikke under for hverken svogerens, sin brors eller retskontorernes råd om at acceptere reglerne. Og Nawal får uventet et es stukket i hånden, da der er tegn på, at hun kan være gravid.

Dette lovformelige barn kan ændre alt. Hvis det er der. Og hvis det vel at mærke er en dreng.

Inshallah en dreng bruger den præmis som både en sønderlemmende kritik af størknet mandschauvinisme og den fjeder, der spænder dramaet mere og mere i retning af en thriller.

Indimellem bliver det for demonstrativt, når tidsfrister, kritiske aftaler, syge børn og travl trafik lægger sig som lag på lag af pres på Nawal. Og pres fra mænd, ikke mindst.

”Hvorfor hidser du dig sådan op? Det handler ikke om penge. Det handler om vores rettigheder.”

Replikker som denne får ikke bare Nawals, men også publikums pis i kog. Mændene forsvarer sobert og juridisk klart deres borgerrettigheder, så urimelige de end kan forekomme et dansk publikum.

Dette lag i manuskriptet er med til at løfte filmen over det polemiske og forudsigelige. For kan de gammeldags love eventuelt betyde, at Nawal under det voksende pres selv bøjer et par regler?

Inshallah en dreng lægger sig godt til rette mellem andre feministiske film, der bygger bro mellem kampskrift og karakterdrevet drama – som The Piano, Roma og vores hjemlige film om kvinderne på Sprogø, Ustyrlig

Allertættest er den måske beslægtet med de belgiske Dardenne-brødres indignerede socialrealisme. Helt ned til det håndholdte kamera, der får enhver scene til at vibrere på mere end én måde.

Instruktør Amjad Al Rasheed har selv udtalt, at han ikke stræber efter at forandre love, men blot ”åbne for samtaler”. Det ordvalg må være strategisk spilfægteri. Inshallah en dreng er nemlig indiskutabelt et politisk statement i en højaktuel, polariseret kulturkamp mellem konservative og progressive kræfter i Jordan.

I det lys virker filmen påfaldende frigjort af snærende censurhensyn. Og Oscar-indstillingen, som betyder, at filmen er blåstemplet af kulturministeriet, er en sejr i sig selv.

Jeg sidder faktisk med en fornemmelse af, at en film som Inshallah en dreng vil kunne påvirke diskursen om arveret og ligestilling i en sådan retning, at lovgivningen bliver taget til revision. En sjælden gang imellem forandrer kunsten rent faktisk verden.

Titel:
Inshallah en dreng

Originaltitel:
Inshallah walad

Land:
Jordan, Frankrig, Qatar, Saudi-Arabien, Egypten

År:
2023

Instruktør:
Amjad Al Rasheed

Manuskript:
Delphine Agut, Rula Nasser, Amjad Al Rasheed

Medvirkende:
Mouna Hawa, Haitham Alomari, Yumna Marwan

Spilletid:
113 minutter

Aldersgrænse:
Frarådes børn under 7 år

Premiere:
8. maj

Relevante artikler

Fra samme skribent

Biografanmeldelse
26. maj 2026
Det blå spor

Det blå spor

Cph:Dox 2026
20. mar. 2026
Barrio Triste

Barrio Triste

Cph:Dox 2026
14. mar. 2026
Ghost Elephants

Ghost Elephants

Essay
01. juni 2026
”Jeg skrev Weekendavisen ud af mit hjerte”

”Jeg skrev Weekendavisen ud af mit hjerte”

Hvorfor stoppede Bo Green Jensen pludselig på Weekendavisen efter fire årtier? ”Til sidst var der bitter krig hele tiden,” fortalte han sørgmodigt til Ekko i november 2023 – en beretning, vi nu bringer med de nærmestes velsignelse.

Nyhed
31. maj 2026
DR er skyld i Deluca-konkurs

Producent: DR er skyld i Deluca-konkurs

Nekrolog
29. maj 2026
Bo Green Jensen er død

Bo Green Jensen er død

007 First Light
Spilanmeldelse
01. juni 2026

007 First Light

Gone
Serieanmeldelse
01. juni 2026

Gone

Ben’Imana
festivalanmeldelse
30. maj 2026

Ben’Imana

Mest læste

”Jeg skrev Weekendavisen ud af mit hjerte”
Essay
01. juni 2026

”Jeg skrev Weekendavisen ud af mit hjerte”

Bo Green Jensen er død
Nekrolog
29. maj 2026

Bo Green Jensen er død

DR er skyld i Deluca-konkurs
Nyhed
31. maj 2026

Producent: DR er skyld i Deluca-konkurs

”Krasnik fremlægger det lige glat nok”
Nyhed
11. juli 2024

”Krasnik fremlægger det lige glat nok”

Ekko
Magasin · april 2026

Ekko #100

Intro