Inderst inde 2

Da hun var elleve år, flyttede den ishockey-opslugte Riley med sin familie fra rolige Minnesota til storbyen San Francisco. Det satte i den første Inderst Inde-film, som havde premiere for snart ti år siden, gang i et følelsesmæssigt kaos.

Inde i vores hjerne findes der nemlig et veludstyret hovedkontor, hvorfra alle ens handlinger dikteres gennem et følelses-kontrolpanel. Det fungerer stort set, som når rotten Remy fra Ratatouille kravler op i kokkehuen på sin menneskeven og styrer hans bevægelser.

Dem, der er i kontrol over pigen Riley, er arketypiske, farverige følelser som den blå Sorg, røde Vrede, grålige Frygt og syrligt-grønne Afsky.

De har svært ved at samarbejde, og kontrollen over den emotionelle joystick afgøres ofte ved underholdende håndgemen.

Den selvudnævnte chef for det hele, den gule Glæde (med Amy Poehlers stemme), har især svært ved at lade andre komme til. Men Glæde lærte i etteren, at nuancer klæder Rileys humør.

Når vi i Inderst inde 2 møder den trettenårige Riley, ånder alt harmonisk fred og idyl. Lige indtil en stor rød, blinkende alarmknap dukker op på kontrolpanelet.

”Pubertet,” jamrer den derudaf. Og da ingen af følelserne ved, hvad det betyder, forsøger de i fælles panik at destruere alarmen og får katapulteret den ud af hovedkvarteret, så den lander bagerst i Rileys bevidsthed.

Puberteten er selvfølgelig alligevel blevet aktiveret. Og mens pigen står over for sit livs vigtigste hockeykamp, begynder lugt under armene, dårlig ånde og små, klamme bumser at pible frem.

Værre endnu bliver det, da de nye følelser – Angst, Misundelse og Flovhed – melder deres ankomst. De har også følelsen Kedsomhed (Adèle Exarchopoulos) med sig.

Vedkomne er en slasket, totalt stereotyp teenager, der ikke vil kaldes for sit rigtige navn, men i stedet har omdøbt sig selv og kun reagerer på navnet Ennui.

Hvad deres funktion helt præcis går ud på, er svær at greje. Ennui magter nemlig aldrig at slæbe sig over til kontrolpanelet, så vi ser aldrig følelse i aktion.

Til gengæld græmmer man sig, når de andre, nye følelser tager over, og man er ved at grave sig ned, da den stakkels pige gør de mest kiksede ting. Som at overdynge hockeyteamets seje kaptajn med komplimenter og nedgøre sig selv, fordi Misundelse (The Bear-stjerneskuddet Ayo Edebiri) har taget styringen et øjeblik.

Den foregående films koncept, som kom fra Pixar-guruen Pete Docters krøllede hjerne, var så soleklart og unikt, at man i første hug forstod, hvor vores følelser, som vi ikke altid er herre over, kommer fra. Men med klichéer og accept fremmede Inderst Inde forståelsen.

Samme kan dog ikke siges om anden omgang. Her holder instruktør Kelsey Mann (Lightyear, Den gode dinosaur) lidt for godt fast i tidligere stereotyper, som vi allerede har grint og grædt ad én gang.

Det eneste, vi stort set hører fra Rileys far, er eksempelvis, at han ikke lytter til sin datter, men i stedet er totalt fokuseret på sport. Og ud over de nye følelser, som man hurtigt gennemskuer, tilføjes der ikke yderligere udvikling til de i forvejen ekstremt opdelte og afgrænsede følelser.

Den mest dominerende følelse, Glæde, skal i første film acceptere, at hendes muntre Riley ikke altid kan være glad.

Den samme tematik går nu igen, mens filmens ellers klare koncept bliver lidt mudret. For med Glædes kamp for at få bremset Rileys pubertet, maler man sig for et godt ord op i et hjørne.

Når Glæde nægter at acceptere forandring og opgivende erklærer, at Riley nok aldrig kan blive en lille pige igen, piller hendes sammenbrud ved kerne-idéen bag Inderst inde.

For hvordan kan Glæde være trist? Og har Glæde i så fald selv et indre kontrolpanel, som nogen styrer?

Det er lige til at blive bims over Inderst Inde 2, som lever i kraft af det glædelige slapstick-gensyn med de karikerede Glæde, Frygt, Vrede og så videre.