Indefra med Anders Agger – Sikringen

Hvis man kan kalde en journalist for en auteur, der bevidst iscenesætter sig med særlige kendetegn, særegen facon og tendentiøs tematik, er det for Anders Agger hans meget langsomme spørgsmål.

De kommer nærmest stiltiende snigende og virker dybt indsigtsfulde og intenst engagerede. Han har selv sagt, at denne spørgeteknik hænger sammen med, at han tænker længe over sine spørgsmål, som opstår i situationen. Skær af umiddelbar autenticitet er vigtigere for ham end det arrangerede forberedte.

Teknikken er ikke altid lige virksom. Den kan virke overmåde krukket over for hurtigt snakkende personer, men i Indefra med Anders Agger – Sikringen er den yderst relevant.

Alting foregår i luntetrav, alle taler langmodigt til hinanden, plejere og patienter indbyrdes. Sidstnævnte er nogle af landets farligste mennesker, der har begået personskadelig kriminalitet i affekt og sindssyge.

Men konceptet for, at Agger kan gå nysgerrigt og udspørgende rundt som en anden seniorhippie i hælene på udvalgte patienter, som hele tiden er mandsopdækket, er, at han ikke må komme ind på den konkrete årsag til, at de her.

Undtagelsen er unge Kia. Mens hun når at ryge tre smøger på femten minutter, fortæller hun selverkendende og angerfuld, at hun har angrebet personalet 70 gange på andre institutioner, før hun kom på Sikringen.

Sikringen er hospitalet tæt på Slagelse. Det er forklædt som et fængsel, men med en nøgtern klinisk komfort i lokaler og værelser, som minder om et pænt hotel i den bedre, men ikke charmante klasse.

Anders Agger har en lang samtale med overlæge Sara Sloth Jørgensen, som går i almindeligt tøj i modsætning til sine kollegers uniformlignende blåt og sort. Meget smittende fortæller hun sagligt, at det ikke er et sted for indsatte fanger, men for meget syge patienter.

Deres samtale falder godt i hak, fordi de begge tager det stille og roligt og kommer omkring det humanistiske menneskesyn, som hersker herinde. At gøre livsfarlige mennesker så raske, at de kan sluses ud igen i samfundet.

Indefra med Anders Agger – Sikringen er blevet beskyldt for at dæmonisere institutionen. Rugende dystert og sterilt uhyggelig med en tone af, at her opbevarer Danmark sin Hannibal the Cannibal og lignende psykopater i lænker, maske og spændetrøje.

Men det drejer sig rent faktisk om mennesker, som spontant kan blive sindssygt farlige. Skizofrene, der hører befalende og voldeligt truende stemmer. Personer, som hele tiden skal behandles med både omsorg og disciplin.

Bortset fra en enkelt synes dem, som Agger får lov at tale med, trygge og tilpas med deres ophold, med de hierarkiske rutiner og den langsomme behandling. Forbavsende nok er den udbredte opfattelse, at man er et godt sted med sin sygdom.

Der er selvfølgelig patienten, som finder sig fejlplaceret. Men denne følelse fremstår mest som et fragment ved vedkommendes sygdom: at være sygeligt paranoid, gedulgt forfulgt og selverklæret outsider i en fremmedgørende verden, som ikke vil dig det godt.

Behandlingen af de syge er vi efter to afsnit endnu ikke kommet så tæt på. Hvor meget medicin, hvor meget terapi, den nødvendige tvang og den tolerante tilpasning?

Man kan selvfølgelig også spørge, hvad vi skal med sådan en serie om et stykke af velfærdssamfundet med stakkels ofre, der lider af medfødte, psykiske skavanker.

Imidlertid er vi atter i sikre humane hænder og jysk sindighed med slentrende Anders Agger, der ligner den standhaftigt medfølende turist ved et tilfælde, kun rustet med empatisk nysgerrighed.