I’m Thinking of Ending Things

Hvordan foretrækker du din Kaufman?

Med mælk og sukker, som vi så i manuskriptforfatter Charlie Kaufmans tidlige film, hvor formidable instruktører som Michel Gondry (Evigt solskin i et pletfrit sind, Human Nature) og Spike Jonze (Being John Malkovich, Orkidé-tyven) forsøder Kaufmans manuskripter, så de glider lettere ned.

Eller vil du have Kaufman sort som tjære?

Som i Synecdoche, New York og Anomalisa, hvor manuskriptforfatteren selv sætter sig i instruktørstolen og serverer ufortyndet, eksistentialistisk Kaufman uden skyggen af håb.

Hvis du er til det sidste, vil du elske Kaufmans første film i fem år, I’m Thinking of Ending Things, som han har skrevet og instrueret på basis af et forlæg af Iain Reid.

Den får premiere på Netflix, og som titlen antyder, er vi nede i sindets mørkeste kringelkroge, hvor kun et enkelt spørgsmål skal besvares: selvmordet.

”At afgøre, om livet er værd at leve eller ej, er at besvare filosofiens grundspørgsmål,” skrev Albert Camus. Charlie Kaufman besvarer spørgsmålet med en fabel om menneskets evne til at kreere minder og fantasier som et skjold mod livets meningsløshed.

Inden du går helt til i mismod, er det værd at nævne, at den tunge, filosofiske dødsdans er gemt i en underholdende, bizar fortælling om et kærestepar, hvori den udkårne Lucy (til tider kaldet ”Lucia” eller ”Louisa”) for første gang skal præsenteres for svigerforældrene.

Vi starter med hovedpersonen Lucys fortællerstemme, som meget lig Jim Carreys Joel i Evigt solskin i et pletfrit sind oplyser, at hun ikke er rigtigt glad. Der er noget, der nager hende.

Lucy ser slet ikke frem til køreturen med Jake hjem til hans forældre på landet. Hun overvejer at gøre det forbi. ”Hvad?” spørger Jake bag rattet og forstyrrer hendes tankegang. ”Ingenting,” svarer Lucy.

Men man har på fornemmelsen, at Jake kan høre hendes tanker. Lucy bliver ved med at vende Jakes dårlige sider i sit eget hoved. Han er pedantisk og påståelig. Senere finder vi ud af, at han også har svært ved social kontakt.

Jake ser mere og mere irriteret ud.

Her vil det nok være en hjælp, hvis man begynder at tænke på David Lynch’ Mulholland Drive eller Inland Empire, hvor karakterer får deres eget liv og bliver sværere at styre for dukkeføreren. Den 61-årige Kaufman er da også tættere på et Lynch-univers end vanligt, for tingene bliver hurtigt mørke og mystiske.

Samtidig er der også en umiskendelig duft af tv-serien Fargo, måske fordi tre ud af de fire bærende roller er Fargo-kendinge: Jessie Buckley som Lucy, Jesse Plemons som Jake og David Thewlis (der også var fortællerstemmen i Anomalisa) som Jakes far. Sidste post går til Toni Collette som Jakes overbeskyttende mor, hvis skærende ansigtsgrimasser vil få dig til at ligge søvnløs.

Da de ankommer til huset, trækker Jake sin kæreste med over i den gamle grisestald og fortæller en afskyelig historie om døde grise, der bliver spist op af maddiker.

Den bliver vigtig senere.

Men det er til middagen – som er mesterligt orkestreret i alt fra skuespil til klip og kameraføring – at det for alvor begynder at gå skævt.

Jake har sit at se til, moren forsøger at fremtvinge smil og latter, faren roder sig ud i en diskussion om abstrakt kunst, der tydeligvis også refererer til selve filmen, og Lucy forsøger at engagere sig.

Samtidig bliver Jakes far og mor ældre og yngre i samme tempo, som de går op og ned ad trapper. Og hvad er der med den kælder, hvor der er ridsemærker på døren?

Charlie Kaufman gør det ikke let for seeren. Og hatten af for den tilskuer, der kan gætte den herligt surreelle slutning!

Men der er som sagt en dybere mening med galskaben, som skal findes i den gamle mand, der i et sidespor passer sit arbejde som pedel på en high school. Og så er vi tilbage ved Camus og Sisyfos-myten.

Tror jeg.

For Kaufmans mantra er, at man ikke skal regne hver en detalje ud, som følgere af en vis Christopher Nolan forsøger i disse dage. Kaufmans tidsrejse er af en anden karakter. Den er mere melankolsk, og når man kommer ind til kernen, er den såre banal.

Det er lige netop, hvad der gør Kaufmans kringlede film så vidunderlige.